MRF 2023.293
Retten i Koldings dom af 11. december 2023, sag BS-49087/2021-KOL
FB (adv. Maria Viuff) mod Kommune A (adv. Jacob Caroc Claus Schall Holberg)
Grundejer havde ikke vundet færdselshævd over naboens grundstykke, som blev brugt som adgangsvej til grundejerens baggård, da der ikke var tale om en synbar servitutindretning, og der ikke var rådet kontinuerligt i alderstid.
Sagen angik, om en grundejer, FB, havde vundet hævd på retten til at færdes over et grundstykke på naboejendommen, som tilhørte Kommune A, og som FB brugte som adgangsvej til baggården på FB’s ejendom. FB gjorde gældende, at hævdserhvervelsen skulle bedømmes efter reglerne om ordinær hævd, hvorefter hævdstiden er 20 år, jf. Danske Lov 5-5-2, idet der var tale om en synbar servitutindretning. Til støtte herfor gjorde FB gældende, at grundstykket udgjorde et synligt vejareal, ligesom FB bemærkede, at grundstykket på et historisk matrikelkort fra 1980-1997 var udlagt som privat fællesvej, hvorfor grundstykket også af denne grund fremtrådte som en synbar servitutindretning. Kommunen påstod frifindelse og gjorde gældende, at betingelserne for hævdserhvervelse ikke var opfyldt, herunder at forholdet skulle vurderes efter reglerne om alderstidshævd, hvorefter hævdstiden skal omfatte en periode på mindst 40-50 år, idet der ikke var etableret nogen synbar servitutindretning. Kommunen henviste til, at der ikke eksisterede noget ”vejareal” i marken, hvilket en landinspektør også havde bemærket tilbage i 1995 i forbindelse med, at det udlagte vejareal blev nedlagt og slettet fra matrikelkortet. Efter kommunens opfattelse var kommunens ejendom og FB’s ejendom ejet af den samme ejer i hvert fald fra 1975 og frem til 1992. Hævdstiden kunne derfor først begynde at løbe fra 1992, hvorfor hævdserhvervelse efter reglerne om alderstidshævd måtte afvises. Byretten lagde til grund, at de to ejendomme havde haft samme ejer i hvert fald fra 1975 til 1992, hvor FB’s ejere købte FB’s ejendom og dermed bragte ejersammenfaldet til ophør. Hævdserhvervelse efter reglerne om alderstidshævd var derfor udelukket. Byretten bemærkede herefter, at erhvervelse af hævd efter 20 år, jf. Danske Lov 5-5-2, forudsætter, at der foreligger en synbar servitutindretning på den tjenende ejendom, som fremtræder som værende til brug for den rådende. Det fremgik af sagen, at det udlagte vejareal i 1990 skete for at give et aflagt baneareal vejadgang til den offentlige vej S-vej. Vejudlægget havde således til formål at give banearealet – og ikke FB’s ejendom – en vejadgang. FB’s ejendom havde allerede en anden vejadgang til den offentlige vej. Byretten bemærkede herefter, at det udlagte vejareal blev nedlagt igen uden i øvrigt at have været tinglyst på FB’s ejendom, og at en landinspektør den 25. januar 1995 havde erklæret, at ”vejen ... findes ikke i marken”. Efter bevisførelsen, herunder omfattende fotomateriale, fandt retten, at FB ikke havde godtgjort, at der efter dette tidspunkt var blevet etableret et vejareal eller en anden form for indretning, der fremtrådte som etableret med henblik på færdsel det pågældende sted på kommunens ejendom. Der forelå derfor ikke en synbar servitutindretning. Den omstændighed, at der i sagen forelå luftfotos, som viste hjulspor i baggården til FB’s ejendom, og at der i baghuset i baggården var en port, som vendte ud mod kommunens ejendom, kunne ikke føre til en anden vurdering. FB havde derfor ikke ført bevis for, at der ved hævd var vundet ret til færdsel på arealet.