MRF 2023.292
Retten i Horsens’ dom af 7. december 2023, sag 2211/2020
Anklagemyndigheden mod T1 A/S, T2 A/S og T3 (adv. Linda Dollerup)
To havbrug samt T3 som direktør og ejer fundet skyldig i overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 110 og straffelovens § 196, stk. 2, ved i perioden 2013-2018 at have udledt fosfor og kvælstof i strid med godkendelsesvilkår og herved forurenet Horsens Fjord og Natura 2000-område samt for overtrædelse af straffelovens § 175 ved urigtige indberetninger om produktion og foderforbrug. Afvist modregning i udledning af næringsstoffer som følge af muslingeopdræt, da muslingerne blev spist af fugle, hvis efterladenskaber endte i samme havområde. T1 A/S idømt bøde på 20 mio. kr. og konfiskation af 125. mio. kr. T3 idømt psykiatrisk behandling og frakendt retten til drive havbrug i tre år samt tillægsbøde på 20.000 kr.
To havbrug, T1 A/S og T2 A/S, samt deres direktør og ejer T3 var tiltalt efter miljøbeskyttelseslovens § 110 og straffelovens § 196 om grov miljøkriminalitet for i perioden 2013-2018 at have overtrådt godkendelsesvilkår om udledning af kvælstof og fosfor og herved forurenet Horsens Fjord og et nærliggende Natura 2000-område samt for at overtræde straffelovens § 175 ved bevidst at have afgivet urigtige indberetninger om tilførsel af sættefisk, produktion, foderforbrug og udledning af næringsstofferne kvælstof og fosfor. Tiltalen omfattede 31 forhold opgjort efter de enkelte år. Anklagemyndigheden nedlagde i forhold til T1 A/S påstand om bøde og konfiskation af 191 mio. kr. og i forhold til T3 påstand om bøde, psykiatrisk behandling med maksimumtid på 5 år samt frakendelse af retten til at drive havbrug i et af retten fastsat tidsrum. De tiltalte nægtede sig skyldig og gjorde bl.a. gældende, at der ved beregning af den udledte mængde kvælstof og fosfor fra de to havbrug kunne ske modregning med de næringsstoffer, som blev optaget af de etablerede muslingeopdræt, og at beregningerne var forkerte, idet de tiltalte bl.a. henviste til, at der ved anklagemyndigheden var forsvundet 77 ringbind, som ville have underbygget de tiltaltes beregninger, ligesom de tiltalte gjorde gældende, at flere forhold var forældet. Om sagens baggrund kan kort anføres, at T1 A/S på grundlag af en ansøgning fra 2012 i maj 2014 fik miljøgodkendelse til havbrug af Miljøstyrelsen, hvilket efter klage blev ophævet af Natur- og Miljøklagenævnet den 20. december 2012 (NMK-10-00391) (i dommen er afgørelsesdatoen fejlagtigt angivet som 20. december 2021). Ophævelsen var begrundet i, at konsekvensvurderingen af påvirkningen af det nærliggende Natura 2000-område nr. 56 (Horsens Fjord, havet øst herfor og Endelave) var utilstrækkelig. Herefter meddelte Miljøstyrelsen den 8. maj 2014 en ny miljøgodkendelse til T1 A/S, hvori bl.a. var fastsat vilkår om muslingeopdræt som kompensation for udledningen. Godkendelsen blev efter klage ophævet af Natur- og Miljøklagenævnet i december 2014 (MAD 2014.519 Nmk), da konsekvensvurderingen fandtes utilstrækkelig, og nævnet samtidig afviste, at muslingeopdræt med den valgte placering gav grundlag for modregning i havbrugets udledning af næringsstoffer. I maj 2015 meddelte Hedensted Kommune, der som følge af ændringer i lovgivningen havde overtaget kompetencen, en ny miljøgodkendelse til havbruget. Miljøgodkendelsen og vilkår blev meddelt på grundlag af bl.a. en væsentlighedsvurdering af godkendelsens påvirkning Natura 2000-området efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, samt en vurdering af, at godkendelsen ikke vil hindre vandplanens opfyldelse. Efterfølgende var kommunen på tilsyn, hvilket gav anledning til, at kommunen i juli 2018 meddelte T1 A/S og T2 A/S, at kommunen overvejede at forbyde fortsat drift, hvorefter kommunen i oktober 2018 indskærpede over for T1 A/S, at godkendelsens vilkår skulle overholdes, hvilket kommunen gentog i maj 2019. Efterfølgende blev der rejst straffesag mod havbrugene og T3 som direktør og ejer af de to havbrug, hvor politiet til brug for efterforskningen stillede en række spørgsmål til Miljøstyrelsen, som Miljøstyrelsen besvarede i november 2019 (dommen s. 102-104). Byretten lagde til grund, at Miljøstyrelsens miljøgodkendelse skulle forstås på den måde, at modregning fra muslingekultur krævede, at der skulle være 100 % kompensation for udledning af kvælstof og fosfor fra havbrugene, og at der ikke på noget tidspunkt havde været hjemmel i lovgivningen til, at muslinger og andre fangstkulturer kunne anvendes som et kompenserende marint virkemiddel i forhold til havbrugs udledning af kvælstof og fosfor, og at dette var anført af Hedensted Kommune som tilsynsmyndighed. Byretten lagde videre til grund, at de indberettede oplysninger om udledning ikke var korrekte. I forhold til den beregnede mængde udledt kvælstof og fosfor lagde retten til grund, at de i tiltalen anførte mængder var baseret på politiets beregninger, hvilket dog måtte reduceres under hensyn til, at 77 beslaglagte ringbind var forsvundet hos anklagemyndigheden. I konsekvens heraf blev T1 A/S og T3 frifundet for ulovlig udledning i 2014 (forhold 5). I de øvrige tiltaleforhold for ulovlig udledning blev de tiltalte i forhold 1 om ulovlig udledning i 2013, hvor tiltalen omfattede ulovlig udledning af 41 tons kvælstof og 4,1 tons fosfor, fundet skyldig i udledning af 28,2 tons kvælstof og 3,9 tons fosfor, og tilsvarende reduktioner skete for de andre år med undtagelse af 2018, hvor de tiltalte blev dømt for den i tiltalen anførte ulovlige udledning (forhold 12 og 13). Med henvisning til ovenstående og den af Miljøstyrelsen afgivne erklæring fandt retten det bevist, at overtrædelserne af miljøgodkendelsen havde medført forurening med kvælstof og fosfor i havet og af det marine Natura 2000-område ved Horsens Fjord, hvorved der var fremkaldt fare for skade på miljøet. Retten afviste, at det kunne tillægges betydning, at der ikke var sket en generel forøgelse af næringsstoffer, og bemærkede i relation til kompenserende muslingeopdræt, ”at der kun sker en merkompensation, hvis man permanent fjerner den fosfor og kvælstof, der er i muslingerne. fra havmiljøet, idet det ellers bare bliver omsat igen, og hvis edderfuglene spiser muslingerne, skal man sikre sig, at edderfuglene spiser mere, end de ellers ville have spist, og edderfuglenes efterladenskaber skal havne et andet sted end i samme havområde, at T3 har bekræftet, at edderfugle fra november til januar spiste alle de muslinger, der var på muslingefarmene. Retten har derudover lagt vægt på, at der ikke var hjemmel til, at muslingerne kunne anvendes som kompenserende virkemiddel”. Retten fandt herefter, at overtrædelserne måtte anses for at falde under straffelovens § 196, stk. 2, om grov miljøkriminalitet med henvisning til, ”at havbrugene i så betydeligt omfang har overskredet de tilladte udledninger, sammenholdt med at T1 A/S har opnået en betydelig økonomisk fordel, og at man over for tilsynsmyndighederne har indberettet forkerte tal, således at Hedensted Kommune som tilsynsmyndighed ikke havde nogen reel mulighed for at føre tilsyn med havbrugene”, hvor forældelsen er 10 år, hvorfor de tiltaltes forældelsesindsigelser blev afvist. Retten fandt ligeledes de tiltalte skyldige i overtrædelse af straffelovens § 175 ved at have indberettet forkerte oplysninger om produktion, udledning mv. i den årlige indberetning, som retten fandt skete for at skuffe i retsforhold. Ved opgørelsen af T1 A/S’ fortjeneste ved overtrædelserne lagde retten til grund, at der måtte ske fradrag under hensyn til de 77 forsvundne ringbind og opgjorde herefter fortjenesten til 125 mio. kr. T1 A/S blev herefter idømt bøde på 50 dagbøder af 400.000 kr. samt konfiskation af 125 mio. kr., mens T2 A/S blev idømt 20 dagbøder af 10.000 kr., men uden konfiskation, da retten lagde til grund, at fortjenesten ved T2 A/S’ ulovlige udledning var tilfaldet T1 A/S. T3 blev idømt psykiatrisk behandling og tillægsbøde på 20.000 kr. samt frakendt retten til drive havbrug i tre år.
Kommentar: Dommen er så vidt vides den kun anden dom, hvor der er dømt for overtrædelse af straffelovens § 196 om grov miljøkriminalitet (den første var Østre Landsrets utrykte dom af 20. november 2017 (sag S-1681-16) om ulovligt oplag af byggeaffald). I dette lys giver dommens juridiske del anledning til flere principielle bemærkninger. I relation til den mulige skadevirkning på miljø og Natura 2000-området savnes overvejelser om betydningen af, at muslingeopdrættet ifølge dommen tjente som fødegrundlag for edderfugle, der er en del af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Fjernes dette fødegrundlag, er der to muligheder. Den ene er, at fødegrundlaget for fuglene forringes, hvilket kan rejse spørgsmål om Natura 2000-beskyttelsen. Den anden mulighed er, at muslingeopdrættet ikke har betydning, fordi fuglene henter føde andetsteds, men i så fald modsiger det byrettens begrundelse for at afvise modregning for muslingeopdræt ved forureningspåvirkning. I relation til domfældelsen for overtrædelse af Miljøstyrelsens miljøgodkendelser er det uforståeligt, at retten i forhold til godkendelsesvilkåret om kompenserende muslingebrug forudsætter, at havbruget skal dokumentere 100 % kompensation, særligt når denne udlægning er afvist af Natur- og Miljøklagenævnet i MAD 2014.519 Nmk. I relation til domfældelse efter straffelovens § 175 for fejlagtig indberetning af udledning er det ubegribeligt, at dommen helt forbigår forbuddet mod selvinkriminering efter tvangsindgrebslovens § 10, hvorefter der ikke kan rejses straffesag for en bevidst vildledende oplysning om forhold vedr. en strafbar lovovertrædelse. Efter byrettens begrundelse er fejl i havbrugenes årlig indberetning af udledning modsat udlagt som en skærpende omstændighed, hvormed både anklagemyndigheden og byretten må have overset, at tilsynsmyndigheden i sådanne tilfælde skal anvende miljøbeskyttelseslovens §§ 70 a og 70 b, hvorefter tilsynsmyndigheden kan foretage den påbudte egenkontrol for havbrugenes regning, såfremt opfyldelse af egenkontrol vil være i strid med selvinkrimineringsforbuddet, hvilket i den konkrete sag synes at have været tilfældet for 2017 og 2018. Det kan noteres, at der ved vurdering af udledningens skade på miljøet i dommen (s. 32 og 98) omtales den store forureningsulykke ved Fredericia i 2016, hvor der slap 2.755 tons kvælstof ud i Lillebælt, og hvor Miljøstyrelsen i MAD 2018.276 fandt, at der ikke var tale om en miljøskade omfattet af miljøskadeloven. Endelig kan nævnes det selvstændige aspekt, at kommunens miljøgodkendelse fra 2015 af T1 A/S ifølge dommens oplysninger er meddelt uden en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, hvilket efter de tidligere klagenævnsafgørelser må antages at have ført til, at miljøgodkendelsen var ugyldig, hvis den var blevet påklaget, hvilket rejser nogle selvstændige juridiske overvejelser om straffelovens § 1, da domfældelsen for flere forhold herefter er sket for overtrædelse af en ugyldig godkendelse, hvilket næppe kan anses for utvivlsomt.