MRF 2023.290
Retten i Holbæks dom af 10. november 2023, sag BS-41642/2019-HBK
E1 og E2 (adv. Stig Boe Krarup) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Pernille Fromholt Viggers)
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af afslag efter naturbeskyttelseslovens § 26 a på nedlæggelse af sti til udsigtspunkter ved Maglesø, uanset at adgang gik over den private ejers gårdsplads, da ejerens alternative placering af stien ikke var tilfredsstillende, bl.a. fordi udsigten fra det alternative stiforløb var beskeden.
E1 og E2 overtog i 2016 en 1,8 ha landbrugsejendom omfattet af en fredning fra 1962, hvor der i hovedbygningens stueetage var traktørsted med parkeringsplads på gårdpladsen. I 2017 nedlagde E traktørstedet, hvorefter hele ejendommen blev anvendt til beboelse for E, der opsatte en kæde over et asfalteret vejstykke til gårdpladsen ved hovedbygningen. I juni 2017 meddelte kommunen påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, til E om at fjerne kæden med henvisning til, at den spærrede for offentlighedens adgang efter naturbeskyttelseslovens § 26 til en sti, der førte op til et udsigtspunkt over Maglesø. E påklagede påbuddet til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i afgørelse af 18. marts 2019 (j.nr. 18/05689) tiltrådte, at det asfalterede vejstykke og stiforløbet ned til Maglesø udgjorde et samlet vej/stiforløb, som var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 26. I oktober 2017 havde E ansøgt om nedlæggelse af stiforløbet og etablering af en alternativ sti (se dommens s. 3), hvilket kommunen afslog i juni 2018, jf. naturbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 3. Afslaget blev ligeledes påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i afgørelse af 24. april 2019 (j.nr. 17/05292 – trykt i MAD 2019.165) tiltrådte afgørelsen med henvisning til stiens væsentlige rekreative betydning, og at de alternative stiløsninger ikke gav samme oplevelse af landskabets åbne karakter og udsigt over søen. E anlagde herefter sag mod klagenævnet med påstand om, at nævnets to afgørelser var ugyldige og skulle hjemvises til fornyet behandling i kommunen, idet E bl.a. gjorde gældende, at nævnet ikke havde taget højde for, at stien efter fredningen fra 1962 var forbeholdt traktørstedets gæster. Sagsanlægget førte til, at Holbæk Kommune genoptog sagen om afslag på at nedlægge stien med henblik på at tage stilling til et alternativt stiforløb, der lå længere fra E’s bolig, hvorefter retssagen blev sat i bero. Den 29. juni 2021 traf kommunen afgørelse om at fastholde afslaget på at nedlægge det oprindelige stiforløb, hvilket efter klage blev tiltrådt af klagenævnet i afgørelse af 1. marts 2022 (j.nr. 21/10001), idet nævnet ikke fandt det nye forslag til alternativt stiforløb tilfredsstillende, da det ikke ville give de besøgende den samme opfattelse af det åbne landskab og udsigten ud over Maglesø, og da det alternative forløb ville være meget stejlt og kræve etablering af en trappe. Herefter fortsatte retssagen, hvor E foruden de tidligere afgørelser også anfægtede klagenævnets afgørelse fra marts 2022. Til støtte for påstanden om ugyldighed af de tre nævnsafgørelser gjorde E bl.a. gældende, at der kunne etableres alternative stiforløb, at den nuværende offentlige adgang krænkede E’s ret privatliv, at adgangsvejen over gårdspladsen til hovedbygningen ikke kunne anses for en del af stiforløbet, at kommunens håndtering var udtryk for magtfordrejning, og at kommunen havde udvist retsfortabende passivitet i relation til lovliggørelsespåbuddet om fjernelse af kæden. Klagenævnet påstod frifindelse. Byretten, der foretog besigtigelse af E’s ejendom, lagde til grund, at det omtvistede areal inklusiv det asfalterede vejstykke var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 26 som adgang til et samlet vej- og stiforløb omfattet af § 26, uden at det kunne tillægges betydning, at stien i plejeplanen efter fredningen ikke var anlagt til offentlig benyttelse. Nedlæggelse af stien kunne derfor kun ske efter fremgangsmåden i § 26 a. På grundlag af rettens besigtigelse fandt retten, at den nuværende sti gav en ”meget flot udsigt over søen og til skoven, som efter det oplyste ikke findes andre steder”, og at den af E senere etablerede alternative sti, ikke kunne anses for et tilfredsstillende alternativ. På denne baggrund fandt retten ikke grundlag for at underkende nævnets stadfæstelse af afslaget på at nedlægge stien, ligesom retten afviste, at der i relation til lovliggørelsespåbuddet var udvist passivitet.
Kommentar: Sammenholdes de i dommens s. 3 optrykte kort med dommens øvrige oplysninger, fremstår det noget uklart, hvorfor offentligheden skal have adgang over hovedbygningens gårdplads og nærmeste haver, da udsigtspunkter kan nås uden adgang så tæt ved ejers bolig og have. Den omstændighed, at udsigten fra stien er bedre end udsigten fra ejers alternative sti er ikke umiddelbart blandt de hensyn, som efter forarbejderne er sigtet med naturbeskyttelseslovens §§ 26 og 26 a, der giver offentligheden adgang til bl.a. stier, som fører til særlige udsigtspunkter. Klagenævnet og byretten burde derfor have uddybet begrundelsen i relation til dette forhold. Af dommens øvrige oplysninger fremgår, at der ud over retssagen også har været flere sager i Planklagenævnet om anvendelsen af den samme ejendom. I august 2020 (j.nr. 18/06156) afviste Planklagenævnets E klage over et forbud efter planlovens § 14 mod at ændre anvendelsen af ejendommens stueplan og nærmeste udearealer til boligformål. Denne afgørelse blev den 7. oktober 2021 genoptaget (j.nr. 21/10347), hvorefter nævnet realitetsbehandlede E’s klage og ophævede § 14-forbuddet, idet anvendelsen af ejendommens stueetage til bolig fandtes at være lovligt eksisterende på tidspunktet for § 14-forbuddets meddelelse. I januar 2022 (j.nr. 21/13423) afslog Planklagenævnet at genoptage denne afgørelse efter en anmodning fra kommunen. I to andre afgørelser af 7. oktober 2021 (j.nr. 19/08407 og 19/09129) stadfæstede Planklagenævnet en lokalplan om besøgs- og udflugtssted og ophævede kommunens lovliggørelsespåbud om at fjerne et hegn på ejendommen.