MRF 2023.289
Retten i Koldings dom af 2. november 2023, sag BS-21468/2022-KOL
A (adv. Lasse Møller) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Opfyldning af kørespor etableret mellem 1960 og 1970 på areal, der var § 3-beskyttet mose, gik ud over almindelig vedligeholdelse og blev derfor anset for en tilstandsændring, der krævede dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, hvorfor der ikke var grundlag for at ophæve Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af kommunens lovliggørelsespåbud.
Sagen omhandlede et kørespor etableret i midten af 1960’erne i forbindelse med udgravning af en grøft, og hvor køresporet tjente som adgangsvej for landbrugsmaskiner til marker syd for mosen. A overtog ejendommen i 2013 og havde ejendommen frem til 2023. I 2015 gennemførte A en vedligeholdelse af køresporet i form opfyldning med materiale fra en nedlagt vej. Efter besigtigelse meddelte Billund Kommune i 2018 påbud til A efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, om fysisk at lovliggøre forholdet samt påbud om fysisk lovliggørelse af to andre overtrædelser. A klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i afgørelse af 7. december 2021 (j.nr. 18/05043) gav kommunen medhold i vurderingen og herefter stadfæstede kommunens afgørelse med bemærkning om, at kommunen skulle fastsætte en ny frist for at opfylde påbuddet. A indbragte nævnets afgørelse for byretten med påstand om ugyldighed for den del, der vedrørte køresporet. Til støtte herfor gjorde A bl.a. gældende, at køresporet var en lovlig anvendelse, der var påbegyndt, inden forbuddet mod tilstandsændringer i beskyttede moser trådte i kraft, og at det som følge heraf ikke krævede dispensation for at gennemføre nødvendig vedligeholdelse af køresporet, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke i afgørelsen havde forholdt sig til, at køresporet var eneste adgangsvej for store landbrugsmaskiner, at Varde Kommune ved vedligeholdelse af vandløbet med rendegraver brugte køresporet, samt at en del af det opfyldte materiale stammede fra kommunens vandløbsvedligeholdelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at vedligeholdelsen i 2015 gik ud over almindelig vedligeholdelse, og at efter køresporet blev omfattet af reglerne om beskyttet mose i 1978 var den til enhver tid værende ejer alene berettiget til at fortsætte den hidtidige brug. Endelig understregede nævnet, at nævnet ikke havde taget stilling til indholdet i kommunens påbud, da dette ligger uden for nævnets prøvelseskompetence, hvorfor sagen alene drejede sig om, hvorvidt opfyldningen krævede dispensation, og at hvis retten frifandt nævnet, ”vil den korrekte fremgangsmåde være, at [A] søger Billund Kommune om retlig lovliggørelse af forholdet”. Retten fandt på grundlag af bevisførelsen, at A’s vedligeholdelse måtte anses for en tilstandsændring, der krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, og fandt herefter ikke, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse led af sådanne fejl og mangler, at det kunne medføre ugyldighed, hvorefter nævnet blev frifundet.
Kommentar: Sagen angår det principielle forhold, at den anvendelse af et areal, som foregik, da arealet blev omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, ikke er omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer, men kan fortsætte uændret. Dette var ikke omtvistet i sagen, hvor uenigheden i stedet drejede sig om, hvorvidt vedligeholdelsen med opfyldning af køresporet gik ud over, hvad der kunne anses for (lovlig) fortsat anvendelse. Det er naturligvis en konkret bevisbedømmelse, men det kan undre, at byretten ikke fandt anledning til at kommentere kommunens brug af køresporet, eller om vedligeholdelsen af kørevejen kunne tage hensyn til nye landbrugsmaskiner, som der ikke var taget stilling til i klagenævnets afgørelse. Hertil kommer, at klagenævnets anvisning på, hvordan A skulle håndtere sagen ved at søge om dispensation, er et forhold, som skal fremgå af lovliggørelsespåbuddet, og det er uklart, om dette er sket i denne sag.