MRF 2023.287
Københavns Byrets dom af 18. oktober 2023, sag BS-14072/2022-KBH
X ApS (adv. Marianne Sørensen) mod Københavns Kommune (adv. Anne Sophie Kierkegaard Vilsbøll) og Vejdirektoratet (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Københavns Kommunes påbud til X ApS efter vejloven om nedtagning af reklamebander på stillads var gyldigt, da reklamebanderet var opsat uden tilladelse, og hensynet til afvikling af EM-fodbold var lovligt efter vejloven. Afvist, at kommunen var erstatningsansvarlig.
X ApS havde fået tilladelse efter vejlovens § 80, stk. 1, til at opsætte et stillads på en offentlig vej i perioden fra den 2. december 2020 til den 30. april 2021. Vejen var beliggende i et område, hvor DBU havde fået en arrangementstilladelse i perioden 11. juni til 18. juli 2021 til at råde over vejarealet i forbindelse med EM i fodbold. I februar 2021 havde X ApS indgået aftaler med Carlsberg og BMW om ophængning af reklamer på stilladset i ugerne 23-25, og den 4. maj 2021 ansøgte X ApS om tilladelse til ophængning af reklamebanneret. Den 1. juni 2021 forlængede kommunen tilladelse til stilladset til 10. juni 2021, hvorefter X ApS den 7. juni 2021 opsatte Carlsberg-reklamen på stilladset. Efter varsel den 8. juni 2021 meddelte kommunen påbud den 10. juni 2021 efter vejlovens § 81 til X ApS om nedtagning af reklamebander på stilladset den 11. juni 2021. Påbuddet blev påklaget af X ApS til Vejdirektoratet, der ved afgørelse af 11. oktober 2021 stadfæstede afgørelsen. X ApS anlagde herefter sag mod Københavns Kommune med påstand om erstatning på 375.595 kr. og sag mod Vejdirektoratet med påstand om, at direktoratets stadfæstelse af påbuddet var ugyldig. Til støtte for påstandene gjorde X ApS bl.a. gældende, at opsætning af reklamebander ikke krævede særskilt tilladelse efter vejlovens § 80, når der var meddelt tilladelse til stilladset, at X ApS havde en berettiget forventning om, at reklamedugen var tilladt, samt at kommunen havde varetaget usaglige hensyn i forhold til vejloven ved at lægge vægt på DBU’s kontraktlige forpligtelser i forhold til UEFA’s eksklusive reklamerettigheder, og at kommunen var erstatningsansvarlig for det herved påførte tab. Kommunen påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at reklamebander på stillads kræver særskilt tilladelse efter vejlovens § 80, hvilket ikke forelå, og at kommunen ikke havde inddraget ulovlige hensyn. Vejdirektoratet påstod ligeledes frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at direktoratets prøvelse var begrænset, og at der ikke havde været grundlag for at tilsidesætte kommunens påbud. Byretten lagde til grund, at opsætning af reklamebander på stillads på offentlig vej kræver særskilt tilladelse efter vejlovens § 80, stk. 1, nr. 1, og at der ikke var meddelt tilladelse, da X ApS opsatte reklamebanderet den 7. juni 2021, ligesom retten afviste, at X ApS havde en berettiget forventning om at få en tilladelse. Den omstændighed, at kommunen havde lagt vægt på den arrangementstilladelse, som var meddelt DBU, og at der ud fra princippet om først i ret, bedst i tid ikke kunne meddeles en tilladelse, der ville stride imod en tidligere meddelt tilladelse, kunne ikke anses for et ulovligt hensyn efter vejloven. Retten fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Vejdirektoratets afgørelse, ”hvorfor Københavns Kommune ikke kan anses for at have handlet ansvarspådragende ved meddelelsen af påbuddet”. Kommunen og Vejdirektoratet blev herefter frifundet.
Kommentar: Dommen understreger, at opregningen af hensyn i vejlovens § 1 ikke er udtømmende, og at gennemførelsen af større kulturelle og sportslige begivenheder kan indgå ved afgørelser efter vejloven. Den afsluttende præmis, hvor kommunens ansvarsfritagelse begrundes med, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Vejdirektoratets afgørelse, er uheldigt formuleret, da en tilsidesættelse af Vejdirektoratets afgørelse ikke i sig selv vil gøre kommunen erstatningsansvarlig.