MRF 2023.284
Retten i Esbjergs dom af 27. september 2023, sag BS-42245/2022-ESB
N (adv. Jeppe Ravn Hattens Jensen) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Ikke grundlag for at ophæve Planklagenævnets afgørelse om, at lokalplanbestemmelse om belysning ikke havde en sådan klarhed, at den kunne håndhæves af Esbjerg Kommune efter planloven.
Efter klager fra naboerne N traf Esbjerg Kommune den 25. august 2021 afgørelse om, at belysning fra svalegangene på ejendom på E’s ejendom ikke var i strid med en lokalplans § 10.9, hvorefter ”Belysningen skal udformes og retningsbestemmes, så denne ikke er til gene for naboer og trafikken på de omkringliggende veje. om belysning”. Kommunen begrundede bl.a. afgørelsen med, at belysningslamperne på ejendommen måtte anses som normale for en svalegang ved et etageboligbyggeri, og at belysningen, herunder genskin på glasværnet ikke er generende for omgivelserne udover, hvad der måtte tåles i et beboelsesområde. N påklagede afgørelsen til Planklagenævnet og gjorde bl.a. gældende, at kommunen ikke havde undersøgt sagen tilstrækkeligt, men kun gennemført en meget kort besigtigelse. Planklagenævnet lagde i afgørelse af 27. april 2022 (j.nr. 21/13482) til grund, at klagen måtte forstås som en klage over, at belysningen var i modstrid med lokalplanen og dermed i modstrid med planlovens § 18 og behandlede herefter spørgsmålet, om forholdet var umiddelbart tilladt efter planloven, og om kommunen havde oplyst sagen tilstrækkeligt. Nævnet fandt, at formuleringen i lokalplanens § 10.9 ikke havde den fornødne klarhed og præcision til, at den kunne håndhæves af kommunen, og at belysningen på ejendommen var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, hvorfor belysningen ikke krævede dispensation fra lokalplanen. Nævnet lagde herved vægt på, at det var uklart, hvornår belysning ikke var til gene for naboer og trafikken på de omkringliggende veje, og at fortolkningen af bestemmelsen i høj grad beroede på en skønsmæssig vurdering, hvorfor der ville være tvivl om, hvorvidt bestemmelsen var overholdt eller ej. Nævnet afviste, at kommunen havde oplyst sagen utilstrækkelig som følge af, at kommunen ikke havde besigtiget ejendommen yderligere og inden for et tidsrum, som muligvis var mere repræsentativt. N anlagde herefter sag mod Planklagenævnet med principale påstande om, at Planklagenævnet skulle anerkende, at nævnets afgørelse skulle ophæves, og at belysningen på svalegangene på E’s ejendom var i strid med lokalplanens § 10.9, subsidiært at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling. Planklagenævnet påstod frifindelse. Byretten lagde til grund, at en bestemmelse i en lokalplan skal være så præcis og entydig, at en bygherre af lokalplanen kan udlede, hvilke krav der skal være opfyldt for, at en påtænkt bebyggelse er umiddelbart tilladt, og hvis et forhold ikke er reguleret i en lokalplan, indebærer planlovens § 18, at der i forhold til lokalplanen er en umiddelbar ret til at foretage den pågældende disposition. Byretten fandt, at da lokalplanens § 10.9 forudsatte, at der blev foretaget en skønsmæssig vurdering af, hvorvidt belysningen var til gene for naboer og trafikken på de omkringliggende veje, havde bestemmelsen ikke den fornødne klarhed og præcision til, at den ville kunne håndhæves af kommunen, hvorfor belysningen var umiddelbart tilladt. Da kommunen ikke med hjemmel i lokalplanens § 10.9 kunne påbyde E at ændre belysningen, var der ikke grundlag for at underkende Planklagenævnets afgørelse, hvorfor nævnet blev frifundet.
Kommentar: Dommens konklusion er i overensstemmelse med fast praksis, hvorefter uklare lokalplanbestemmelser ikke kan håndhæves af de grunde, som byretten anfører. Planklagenævnets afgørelse giver derimod anledning til en vis forundring. En kommunes undersøgelse af en anmeldt lokalplanlovsovertrædelse i modstrid med planlovens § 18 må anses for at vedrøre tilsynet samt omfanget af besigtigelsen, så der alene er klageadgang, hvis kommunen har truffet afgørelse efter planlovens § 51, og en sådan afgørelse ses ikke truffet. Det må dog medgives Planklagenævnet, at grænsen ikke altid er klar, og at afvisning med denne begrundelse i den foreliggende sag nok blot vil have trukket sagen yderligere ud. Den i sagen omhandlede lokalplan 01-090-0004, Rørkjær, har i øvrigt givet anledning til en anden retssag, om gyldighed af byggetilladelse på vilkår af, at bygherre gav afkald på erstatning mod kommunen hvis klagesag over lokalplanen gik kommunen imod (MRF 2023.280 B). Der verserer desuden en retssag om lokalplanens gyldighed, hvor Retten i Esbjerg ved dom af 13. september 2023 (sag BS-21805/2021-ESB) har frifundet Planklagenævnet. Da denne dom er anket, bringes den først på et senere tidspunkt på MRF.