MRF 2023.283
Retten i Koldings dom af 26. september 2023, sagerne BS-9312/2021-KOL og BS-42890/2021-KOL
A (adv. Gert Møller Lund og Jacob Pedersen) mod Kolding Kommune (adv. Jens Flensborg) og Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Lokalplan, der havde til formål at fastholde en eksisterende genbrugsplads, fandtes ikke at være båret af usaglige økonomiske hensyn. Ikke krav på erstatning for værdiforringelse af naboejendom, da der ikke som følge af lokalplanen var lidt et tab.
Sagen angik en mindre genbrugsplads i Lunderskov drevet af Kolding Kommune i henhold til en miljøgodkendelse fra 1994. I 2016 besluttede kommunen under henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 41b at udvide åbningstiderne i en periode frem til september 2017, hvilket blev forlænget til den 31. december 2018. Efter klage blev denne afgørelse ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i MAD 2018.269 Mfk (NMK-10-01272), da der var tale om en udvidelse af driftstiden, hvorfor ændringen krævede miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33. Kolding Kommune meddelte herefter i august 2019 miljøgodkendelse til at udvide åbningstiden, øge driften samt ombygning af genbrugspladsen, men denne afgørelse blev ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i MRF 2023.82 Mfk, da kørsel med truck ikke var tilstrækkeligt inddraget for støjberegningen. Mens forløbet omkring miljøgodkendelsen pågik, blev kommunen opmærksom på, at der aldrig var blevet udarbejdet en lokalplan for genbrugspladsen. Den 30. april 2019 vedtog Kolding Kommune en lokalplan, der navnlig havde til formål at fastholde genbrugspladsen med dens nuværende placering. Af forvaltningens indstilling til byrådet fremgik bl.a., at en eventuel flytning af genbrugspladsen ville koste ca. 10-14 mio. kr. og medføre en stigning i affaldsgebyret på mellem 75 og 125 kr., og at det ville være billigere at fastholde genbrugspladsen med dens nuværende placering. Lokalplanen blev offentliggjort den 26. juni 2019 og blev påklaget af en naboen A. Den 30. marts 2020 (j.nr. 19/06359) afviste Planklagenævnet klagen, idet lokalplanen var bortfaldet, fordi den ikke var blevet offentliggjort inden for 8 uger efter dens vedtagelse, jf. planlovens § 32, stk. 2. Herefter vedtog kommunen den 2. september 2020 en ny lokalplan med samme indhold som den bortfaldne plan. A påklagede også denne planvedtagelse og anførte navnlig, at kommunen havde varetaget usaglige økonomiske hensyn, idet kommunen havde lagt vægt på, at flytning af genbrugspladsen til et andet sted ville koste ca. 7-11 mio. kr. mere end at fastholde genbrugspladsen nær A’s ejendom. Planklagenævnet traf den 11. maj 2021 afgørelse om ikke at give medhold i A’s klage, idet nævnet bl.a. bemærkede, at byrådet ved vedtagelsen af lokalplanen i første omgang blev præsenteret for den mulige forøgelse af affaldsgebyret for brugerne af renovationsordningen, hvis byrådet besluttede at flytte genbrugspladsen til en ny placering, hvorfor nævnet antog, at hensynet til en økonomisk besparelse for brugerne af renovationsordningen havde indgået som et hensyn i forbindelse med den endelige vedtagelse af den tidligere lokalplan. Da dette hensyn imidlertid ikke fremgik af referatet, da lokalplanen på ny blev vedtaget, fandt nævnet, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at kommunen havde lagt vægt på usaglige hensyn i forbindelse med den seneste planvedtagelse. A anlagde herefter sag mod Kolding Kommune og Planklagenævnet med påstand om, at lokalplanen henholdsvis nævnets afgørelse fra maj 2021 var ugyldige. Over for kommunen nedlagde A endvidere påstand om, at kommunen skulle tilpligtes at bringe genbrugspladsens drift til ophør, subsidiært at kommunen skulle betale en erstatning på 350.000 kr. for værdiforringelsen af A’s ejendom som følge af genbrugspladsens drift. Kommunen og Planklagenævnet påstod frifindelse. Byretten fandt, at ønsket om at fastholde Lunderskov genbrugsplads i området var en saglig og planmæssigt relevant begrundelse. Med hensyn til oplysningerne i byrådsreferatet om omkostningerne ved flytning af genbrugspladsen fandt byretten på baggrund af vidneforklaringerne, at oplysningerne stammede fra tidligere drøftelser i kommunen i forbindelse med overvejelserne om en 24/7-ordning (udvidede åbningstider) og var indsat i referatet som en besvarelse af en indsigelse fra A. På den baggrund fandt retten det ikke bevist, at kommunen havde lagt økonomiske hensyn til grund for den konkrete planmæssige begrundelse ved den seneste vedtagelse af lokalplanen, hvorfor Planklagenævnet og kommunen blev frifundet for ugyldighedspåstanden. Herefter kunne A’s påstand om fysisk lovliggørelse heller ikke tages til følge. I forhold til erstatningspåstanden bemærkede byretten, at da A erhvervede sin ejendom i 2010, var genbrugspladsen allerede i drift på grundlag af miljøgodkendelsen fra 1994, hvorfor A allerede ved ejendommens erhvervelse var bekendt med, at ejendommen var nabo til en genbrugsplads, hvilket måtte antages at have indgået i ejendommens anskaffelsessum. Uanset at genbrugspladsen påvirkede værdien af A’s ejendom negativt, var der herefter ikke grundlag for at statuere, at A som følge af lokalplanen havde lidt et tab, der kunne berettige ham til erstatning fra kommunen, hvorfor kommunen også blev frifundet for denne påstand.
Kommentar: Lokalplanspørgsmålet, der var sagens omdrejningspunkt, omfatter både spørgsmål om lokalplanpligt og om ulovlige hensyn ved lovliggørende lokalplan. I forhold til tilsidesættelse af lokalplanpligten efter planlovens § 13, stk. 2, ved miljøgodkendelse i 1994, ville dette efter praksis have ført til ugyldighed af miljøgodkendelsen, og en efterfølgende lovliggørende lokalplan vil efter bl.a. U 1989.420 V medføre, at kommunen blev erstatningsansvarlig over for naboer. Om erstatningsansvar så kan gøres gældende så mange år efter, kan diskuteres, men den oprindelige overtrædelse af lokalplanpligten synes ikke tillagt vægt i dommen. I forhold til, om kommunen havde lagt vægt på økonomi og magtfordrejning ved lovliggørende lokalplan, må mere generelt anføres, at det ikke nødvendigvis er udtryk for ulovlige hensyn, at der ved lokalisering af genbrugspladser tages hensyn til affaldsgebyret størrelse. Derimod forekommer det noget søgt at hævde, at dette hensyn ikke havde betydning, fordi det ikke fremgik af referatet fra den anden vedtagelse af lokalplanen i kommunen, da det er nærliggende at antage, at det væsentligt forhøjede affaldsgebyr havde betydning for lokalplanens vedtagelse. Med hensyn til erstatningspåstanden over for kommunen kan det undre, at A tilsyneladende ikke støttede kravet på naboretligt grundlag, men gjorde gældende, at de almindelige erstatningsbetingelser var opfyldt. Byretten afviste erstatningskravet, allerede fordi A havde erhvervet ejendommen efter, at genbrugspladsen var i drift, hvormed A ikke fandtes at have lidt et tab som følge af den senere vedtagne lokalplan. Det forhold, at en nabo tidsmæssigt erhverver en ejendom efter, at en given ulempe er opstået, er derimod principielt set ikke til hinder for et erstatningskrav på naboretligt grundlag, såfremt den naboretlige tålegrænse i øvrigt må anses for overtrådt, jf. Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 264 og 266 og sammenhold MRF 2022.176 Ø med kommentar.