MRF 2023.279
Retten i Hernings dom af 25. august 2023, sag BS-48946/2022-HER
E.G. Ejendomme ApS (adv. Camilla Moe Thorup) mod Vejdirektoratet (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Uanset ejeren af ejendom med privat fællesvej havde overtaget den eneste anden vejberettigede ejendom til den private fællesvej, kunne den private fællesvej ikke nedlægges uden tilladelse fra kommunen som vejmyndighed. Vejdirektoratets stadfæstelse af kommunens påbud efter privatvejsloven om fjernelse af spærringer ikke tilsidesat.
E.G. Ejendomme ApS (EG) havde som ejer af ejendommen Adr. 1 på et færdselsareal på ejendommen opsat to afspærringer i form af hegn grundet gener fra trafikken over færdselsarealet. Den ene afspærring stod i skel mellem ejendommene Adr. 1 og Adr. 2, den anden ved adgangen mellem en privat fællessti og den private fællesvej. Tidligere ejere af Adr. 1 havde benyttet arealet som adgangsvej for deres kunder, men EG ville ikke opretholde adgangsvejen, da der ikke længere var forretning på ejendommen. Der var i 1951 tinglyst en vejret mellem de tidligere ejere af Adr. 1 og Adr. 2. Stiforbindelserne i området var opstået i forbindelse med udbygningen i området i 1960’erne, og Aarhus Kommune havde siden administreret arealet som privat fællesvej/sti. Kommunen fandt, at færdselsarealet over Adr. 1 var en privat fællesvej og tjente som primær adgangsvej for Adr. 2, og at afspærringen derfor var i modstrid med privatvejslovens § 57. På denne baggrund meddelte kommunen den 16. april 2020 påbud til EG om fjernelse af afspærringen med henvisning til privatvejslovens § 99. Afgørelsen blev påklaget til Vejdirektoratet, der den 10. juli 2020 tiltrådte afgørelsen, idet direktoratet lagde vægt på, at der forelå en vejret efter vejrettighedslovens § 1, at vejejeren og den ejendom, der havde en tinglyst vejret, ikke var den samme, at vejen var taget i brug før 1. januar 1973 og derfor ikke skulle have kommunens godkendelse af vejudlæg, at vejen/stien var indtegnet på kommunens dispositionsplan fra 1963, og at kommunen havde administreret vejen efter privatvejslovens regler i 1978 og 2006. Efter Vejdirektoratets afgørelse købte EG Adr. 2, så de to ejendomme, der havde vejret til ejendommen, var ejet af samme ejer. EG bad herefter Aarhus Kommune om at genoptage sagen, hvilket kommunen afslog, hvorefter sagen på ny blev påklaget til Vejdirektoratet, som hjemviste sagen med henblik på afklaring af, om kommunens holdning ændrede sig, når der var identitet mellem vejens ejer og den ejendom, der havde vejret. Kommune fastholdt herefter afgørelsen, idet kommunen henviste til, at selv om de vejberettigede af en privat fællesvej bliver identiske, kræver nedlæggelse af vejen en forvaltningsafgørelse efter privatvejslovens § 72. Efter klage blev denne afgørelse opretholdt af Vejdirektoratet den 6. september 2022. EG anlagde herefter sag mod Vejdirektoratet med påstand om, at Vejdirektoratet skulle anerkende, at Aarhus Kommunes afgørelse var ugyldig, og at kommunens påbud skulle ophæves. Til støtte herfor gjorde EG bl.a. gældende, at Vestre Landsret den 10. juni 2009 havde afsagt dom om, at det alene var Harlev-Framlev Vandforsyning, der som daværende ejer af Adr. 2 havde vejret over færdselsarealet på Adr. 1, og at der ikke var tale om en fælles privatvej, når EG ejede både Adr. 1 og Adr. 2. Vejdirektoratet påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at landsrettens dom fra 2009 ikke kunne tillægges betydning, da kommunen som myndighed efter privatvejsloven ikke havde været inddraget i sagen, og at de private vejberettigede ikke kunne ophæve en privat fællesvej uden kommunens godkendelse. Byretten lagde til grund, at færdselsarealet var indtegnet på matrikelkortet og i det væsentligste var i overensstemmelse med de faktiske forhold, at vejen var eneste adgang til Adr. 2, at der i tingbogen var anført et vejareal på 230 m2, at der ikke betaltes grundskyld af arealet, at færdselsarealet var indtegnet på dispositionsplanen for 1963, samt at færdselsarealet blev taget i brug, før der var krav om kommunens samtykke. Byretten fandt endvidere, at det forhold, at ejendommene – efter påbuddet blev meddelt – nu var ejet af den samme ejer, ikke ændrede på, at færdselsarealet havde retlig status som privat fællesvej/sti. Da en privat fællesvej ikke må nedlægges uden kommunens godkendelse, og dette ikke var sket, kunne Aarhus Kommune administrere det omhandlede færdselsareal som en privat fællesvej/sti, idet byretten afviste, at Vestre Landsrets dom fra 2009 om det privatretlige forhold kunne ændre herved. Vejdirektoratet blev derfor frifundet.
Kommentar: Dommen præciserer, at selv om private fællesveje ofte er etableret på privatretligt grundlag – og ofte ved servitut – er en aftale mellem de private parter om ophævelse af den tidligere aftale ikke tilstrækkeligt til at nedlægge vejen. Dommen understreger yderligere, at selv om en privat fællesvej ikke opfylder definitionen af en privat fællesvej efter privatvejsloven, vil vejen fortsat være omfattet af privatvejsloven, indtil kommunen måtte have truffet afgørelse om nedlæggelse. Dette må mere grundlæggende forklares med, at de private fællesveje indgår som en del af det overordnede vejnet. I forlængelse heraf er det velbegrundet, at byretten afviste, at landsrettens dom fra 2009 om samme færdselsareal kunne føre til et andet resultat, men byretten kunne dog med fordel have understreget, at dette skyldes, at kommunen ikke var part i den tidligere sag.