MRF 2023.274
Østre Landsrets dom af 8. november 2023, 4. afd., sag S-1011-22
(Olaf Tingleff, Thomas Lohse og Tina Sandager (kst.))
Anklagemyndigheden mod A (adv. Steffen Olsen-Kludt, besk.)
A idømt bøde for siden 2014 at dyrke græs på 1,2 ha areal, der var registreret som § 3-mose, men frifundet for ikke at efterkomme kommunes lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, om at ophøre med opdyrkning af rullegræs og etablere naturtilstand, ligesom A blev frifundet for påstand om konfiskation af fortjeneste, da dyrkning af rullegræs ikke var godtgjort.
A, der siden 1987 havde ejet selskab, som producerer rullegræs, havde i 1990’erne erhvervet en landejendom i Køge, hvor han boede. I 2009 og 2013 blev 1,2 ha af ejendommen registreret af kommunen som beskyttet mose efter naturbeskyttelseslovens § 3. I april 2016 modtog kommunen en anmeldelse fra Danmarks Naturfredningsforening om, at A dyrkerede rullegræs på § 3-arealet, og efter besigtigelse af arealet og varsel meddelte kommunen i maj 2017 lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, om at fjerne rullegræsset og genetablere tilstanden. Da påbuddet ikke blev efterkommet, indgav kommunen politianmeldelse. I november 2020 blev der rejst straffesag mod A for at overtræde naturbeskyttelseslovens § 89 ved at have foretaget ændringer i den registrerede mose og for ikke at efterkomme kommunens påbud om lovliggørelse med påstand om bøde og konfiskation af fortjeneste på 492.000 kr. A påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at arealet ikke var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og at A ikke havde dyrket rullegræs, men alene havde slået det græs, der voksede på arealet. På grundlag af bevisførelsen lagde byretten til grund, at arealet var beskyttet mose, og at A’s dyrkning af arealet ikke kunne anses for fortsat dyrkning, men at dyrkningen af arealet var påbegyndt i 2014. Uanset at byretten herefter lagde til grund, at det var bevist, at A dyrkede græs, men ikke rullegræs, fandt byretten herefter ikke grundlag for at fastslå, at kommunens påbud var ugyldigt. Byretten fandt herefter A skyldig efter anklageskriftet og idømte A en bøde på 7.500 kr., månedlige tvangsbøder på 5.000 kr. til påbuddet var opfyldt samt konfiskation af 50.000 kr. med henvisning til usikkerhed om de beregninger, som kommunen havde fremlagt som grundlag for opgørelsen af A’s fortjeneste. A ankede til landsretten med påstand om frifindelse, mens anklagemyndigheden påstod skærpelse af straffen. Efter supplerende bevisførelse lagde landsretten til grund, at det omhandlede areal på A’s ejendom var omfattet af § 3, og at A siden 2014 havde dyrket græs på arealet ved at tromle og slå græs på arealet, hvorfor A fandtes skyldig i denne del af tiltalen. Derimod fandt landsretten som byretten, at det alene var bevist, at A havde dyrket græs, men ikke rullegræs, hvor landsretten med henvisning hertil ikke fandt tilstrækkeligt sikkert grundlag for at dømme A for overtrædelse af kommunens påbud om lovliggørelse. A blev frifundet for denne del af tiltalen og som følge heraf også frifundet for påstand om tvangsbøder, ligesom landsretten fandt, at usikkerheden om økonomisk gevinst ved overtrædelsen var så betydelig, at A blev frifundet for denne del.
Kommentar: Mens landsrettens bedømmelse af tiltalen forekommer overbevisende er formuleringen af frifindelsen for den manglende efterkommelse af lovliggørelsespåbuddet uheldig, da frifindelsen må tages som udtryk for, at påbuddet er ugyldigt, og ikke – som præmisserne forudsætter – at A frifindes for at undlade at efterkomme påbuddet, da det var ubestridt, at A ikke havde efterkommet påbuddet. De i sagen fremlagte beregninger som grundlag for konfiskationspåstanden må undre, da de fremstår så løst funderede, at de kan ikke danne grundlag for konfiskation. Byrettens udvej med skønsmæssigt at reducere beløbet til knap 1/10 er i modstrid med begrundelsen for konfiskation af fortjeneste, der ikke netop ikke har pønal karakter, men skal fratage en ulovlig opnået gevinst.