MRF 2023.27
Østre Landsrets dom af 24. februar 2023, 23. afd., sag BS-14638/2022-OLR
(Gunst Andersen, Julie Skat Rørdam og Susanne Lehrer)
A ApS (adv. Bjørn Baltzer Carlsen v/adv. Christopher Bühl Nielsen) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Tiltrådt Planklagenævnets ophævelse af Greve Kommunes indirekte afgørelse om, at byggetilladelse til etagebyggeri ikke var i modstrid med lokalplanens bestemmelser om etageantal og tagkonstruktion.
Greve Kommune meddelte i januar 2020 A ApS byggetilladelse til opførelse af et etagebyggeri, idet kommunen lagde til grund, at byggetilladelsen var i overensstemmelse med lokalplanen for området, herunder lokalplanens krav om maksimalt 2 etager med udnyttet tagetage, om valg af tagkonstruktion og om 2 cykelparkeringer pr. lejlighed. Flere naboer (N) påklagede kommunens indirekte afgørelse om, at byggeriet var i overensstemmelse med lokalplanen til Planklagenævnet, der i afgørelse af 19. februar 2021 ophævede og hjemviste kommunens afgørelse i forhold til spørgsmålet om etageantal, tagkonstruktion og cykelparkering, da nævnet fandt, at disse dele af byggetilladelsen var i modstrid med lokalplanen og krævede dispensation efter planlovens § 19 (j.nr. 20/00353). Nævnet henviste bl.a. til, at der ved vurdering af etagebyggeriets etageantal ”lægges vægt på hvordan bygningen fremtræder for naboer og forbipasserende”. A ApS anlagde herefter sag mod Planklagenævnet, idet A ApS bl.a. gjorde gældende, at nævnets fortolkning af etageantal var forkert, og at lokalplanbestemmelsen om etageantal og tagkonstruktion manglede den fornødne klarhed til at kunne håndhæves. Byretten fandt indledningsvis, at lokalplanens bestemmelser om etageantal og tagkonstruktion havde den fornødne klarhed til, at Planklagenævnet kunne efterprøve bestemmelsernes overholdelse. I forhold til etageantal udtalte byretten, at en naturlig forståelse af ”½ plan” var, at der var tale om et tillæg til etagen nedenunder. Byretten fandt herefter, at etagebyggeriet reelt skabte en 3. etage i modstrid med lokalplanens krav, da der på ejendommens 2. sal blev skabt to selvstændige boligenheder. I forhold til tagkonstruktionen udtalte byretten, at lokalplanen indeholdt tre valgmuligheder for tagkonstruktioner, og at etagebyggeriets planlagte tagkonstruktion ikke var nogen af delene. Byretten anså derfor den valgte tagkonstruktion som et forsøg på at omgå lokalplanen med henblik på at kunne skabe en 3. etage. I forhold til cykelparkering fandt byretten, at Planklagenævnets hjemvisning var et unødvendigt sagsskridt, idet bygherren inden for lokalplanens rammer kunne etablere tilstrækkelig cykelparkering ved andre foranstaltninger end det planlagte cykelskur. Byretten lod dermed Planklagenævnets afgørelse stå ved magt bortset fra, at nævnets afgørelse om cykelparkering blev ophævet. A ApS ankede dommen til landsretten, der tiltrådte, at de rejste spørgsmål om etageantal og tagkonstruktion var retlige spørgsmål omfattet af Planklagenævnets kompetence, og at bestemmelserne var tilstrækkelig klare og præcise til at kunne håndhæves. Landsretten udtalte, at etagebegrebet ikke var entydigt fastlagt, og at det af administrativ praksis efter planloven fulgte, at der lægges vægt på bygningens fremtræden for naboer og forbipasserende i forhold til de hensyn, som planbestemmelserne skal varetage. På baggrund af sagens oplysninger, herunder navnlig tegningsmaterialet, fandt landsretten, at etagebyggeriet samlet set fremstod som en bygning med mere end to etager med udnyttet tagetage. Landsretten var endvidere enig med Planklagenævnet i, at lokalplanens oplistning af de tre mulige tagkonstruktioner måtte anses for udtømmende. Derimod fandt landsretten, at Planklagenævnets ophævelse og hjemvisning vedrørende cykelparkering ikke vedrørte byggetilladelsen, hvorfor denne del af Planklagenævnets afgørelse blev ophævet af landsretten, mens der ikke var grundlag for at underkende de øvrige dele af Planklagenævnets afgørelse.
Kommentar: Prøvelsen i denne sag vedrørte kommunens indirekte afgørelse i forbindelse med en byggetilladelse om, at det ansøgte byggeri var i overensstemmelse med lokalplanen, hvilket Planklagenævnet havde fundet ikke var tilfældet. Bygherren anlagde herefter sag, men Planklagenævnet fik medhold, idet landsretten dog fjernede Planklagenævnets misforståelse om, at en byggetilladelse indirekte kan regulere cykelparkering. Det kan tilføjes, at hverken Planklagenævnets oprindelige afgørelse eller landsrettens efterfølgende dom udelukker, at der meddeles dispensation til det ansøgte efter planlovens § 19. Uden at kende sagens øvrige omstændigheder kan det undre, at bygherren ikke i stedet søgte om en lovliggørende dispensation fra § 19.