MRF 2023.269
Østre Landsrets dom af 10. oktober 2023, 22. afd., sag BS-46526/2021-OLR
(Karen Hald, Malou Kragh Halling og Lasse Bødker Grymer (kst.))
A1 og A2 (begge v/adv. Stig Nielsen) mod B og Vestsjællands Familielandbrug (begge v/adv. Karen Kastholm Romundstad (prøve))
Foreningen Vestsjællands Familielandbrug var erstatningsansvarlig over for nabo for fældning af levende hegn, da foreningen burde have indset, at træerne kunne være placeret på naboejendommens grund. Naboen tilkendt 175.000 kr. i erstatning for udgifter til delvis nyplantning og pleje samt 25.000 kr. for den værdiforringelse, som udsigtsulemperne ved den uberettigede fældning påførte naboejendommen i en længere periode.
Sagen angik, om et ca. 100 meter gammelt hegn af træer og buske mellem A’s ejendom og Vestsjællands Familielandbrugs (VF) ejendom stod i skel, og i givet fald om VF og/eller B, der som formand for foreningen også var sagsøgt, skulle betale erstatning for fældning af hegnet. Fældningen af træerne blev foretaget, fordi VF ønskede at omlægge et gammelt dræn, da VF oplevede problemer med afvanding på den tilstødende mark. VF kunne desuden konstatere, at rødderne fra hegnet var vokset ind i det gamle dræn, som løb parallelt med hegnet. A nedlagde principal påstand om, at VF og B in solidum, subsidiært hver for sig, skulle betale 891.856 kr., svarende til udgifterne til at genplante træerne og reetablere forholdene. VF og B påstod frifindelse, subsidiært betaling af 100.000 kr. og mere subsidiært et mindre beløb. Der blev under sagen gennemført syn og skøn med henblik på at afklare, hvilken værdi træerne havde for ejendommen, og hvilke muligheder der var for at reetablere forholdene, som de så ud inden fældningen af træerne. A gjorde for byretten bl.a. gældende, at de sagsøgte uberettiget havde fældet træerne på deres ejendom, og at dette var sket i fællesskab mellem de sagsøgte, idet B dels havde fået træerne fældet i sin egenskab af formand for VF, hvorfor VF hæftede for formanden B’s dispositioner, og at B ved sin handling havde pådraget sig et personligt ansvar med den virkning, at B og VF var solidarisk erstatningsansvarlige. A gjorde videre gældende, at de ud over krav på erstatning for udgifter til genplantning/reetablering havde krav på erstatning for tabt hærlighedsværdi, da nogle af træerne var over 100 år gamle. Herlighedsværdien kunne derfor ikke genskabes inden for en overskuelig fremtidig, og der ville i en årrække fremover være indblik til A’s ejendom. Dertil kom, at fældningen betød, at A havde udsigt til erhvervsbyggeri, som var skæmmende i forhold til den tidligere udsigt, hvilket påvirkede ejendommens værdi negativt. B gjorde gældende, at B ikke var rette sagsøgte, da B blot havde optrådt efter bemyndigelse fra VF, hvorfor B ikke på egne vegne havde foretaget fældningen af træerne. B og VF gjorde i fællesskab bl.a. gældende, at A ikke havde løftet bevisbyrden for, at erstatningsbetingelserne var opfyldt. Til støtte for de subsidiære og mere subsidiære påstande gjorde B og VF endvidere gældende, at den af skønsmanden beskrevne løsning med at lade reetableringen ske ved vækst fra eksisterende stødskud (billigere løsning) i stedet for at gennemføre en genplantning af nye træer (dyrere løsning) ud fra et genanvendelsesprincip var den mest hensigtsmæssige løsning, hvilket der skulle tages højde for ved en eventuel erstatningsfastsættelse. VF og B bestred videre, at A kunne kræve erstatning, som både dækkede udgifter til genplantning af træer og værditab på ejendommen, da dette ville give A en dobbeltdækning. På baggrund af en landinspektørerklæring fra en skelforretning og skønsrapporten lagde byretten til grund, at kun fire af de fældede træer stod på VF’s grund, at tre af træerne stod i skel, og at resten af træerne og buskene stod på A’s ejendom. Uanset at medlemmerne af bestyrelsen i VF var overbeviste om, at træerne stod på VF’s grund, burde bestyrelsen ved en besigtigelse af hegnet have indset, at det var en mulighed for, at de fældede træer stod på A’s grund, og at fældningen kunne få betydelige konsekvenser for A. Ved ikke at have sikret sig, at deres formodning om skellets og træernes placering var korrekt, inden VF iværksatte fældningen af træerne, fandtes VF at have handlet ansvarspådragende. På baggrund af bevisførelsen fandtes der ikke grundlag for, at B som formand for bestyrelsen af VF var selvstændigt erstatningsansvarlig for træfældningen. Byretten lagde med henvisning til skønsmandens udtalelser til grund, at den bedste og hurtigste måde at reetablere forholdene på var at bygge på den eksisterende opvækst fra de tilbageværende stød, da de gamle stød havde en selvstændig og stor værdi for biodiversiteten, ligesom en genanvendelse af skud fra de gamle stød ville bevare hegnets gavnlige effekt på mikroklimaet, vandbalancen og naturværdierne. Som følge af det af skønsmanden anførte om en kombinationsløsning, der tog udgangspunkt i skuddene fra de nuværende stød og med genplantning af enkelte træer og buske samt plejeforanstaltninger af hegnet, fandt byretten, at VF skulle betale 175.000 kr. til A i erstatning. Den af sagsøgerne krævede løsning med plantning af nye store træer til ca. 900.000 kr. fandtes på baggrund af forholdene på stedet og det af skønsmanden anførte ikke at være en hensigtsmæssig løsning for biodiversiteten eller for retableringen af hegnet. Derudover fandt byretten, at VF skulle betale et skønsmæssigt fastsat beløb på 25.000 kr. som kompensation for den værdiforringelse, som ulemperne ved de fældede træer havde påført A’s ejendom, og som først om nogle år ville være genoprettet. A ankede dommen til landsretten, hvor der blev gennemført supplerende syn og skøn. Landsretten stadfæstede dommen med henvisning til de af byretten anførte grunde, idet landsretten bemærkede, at værdiforringelsen først vil være genoprettet om nogle år, og at A i en periode vil have udsyn til det nærliggende slagteri, hvorefter landsretten tilsluttede sig den skønsmæssigt fastsatte erstatning på 25.000 kr. for disse ulemper.
Kommentar: Sagen vedrører ejeren VF’s foranstaltninger ved skel til naboejendom, uden at fældningen kunne sidestilles med strafbar selvtægt som i MRF 2022.32 Ø, hvor der tillige blev taget stilling til principperne for udmåling af erstatning til genbeplantning af ulovligt fældede træer, som afviger en del fra den foreliggende sag. Denne forskel i erstatningsudmåling for genbeplantning er efter dommen ikke begrundet med, at der i denne sag alene var tale om uagtsom fældning af træer på naboejendommen, men er efter dommen begrundet med, hvilken genetablering der for både biodiversiteten og hegnet måtte anses for mest hensigtsmæssig.