MRF 2023.261
Vestre Landsrets dom af 10. oktober 2023, 3. afd., sag S-0095-23
(Erik P. Bentzen, Hanne Aagaard og Karen Laursen (kst.))
Anklagemyndigheden mod T (adv. Birgitte Nygaard Christensen)
Tvangsbøder pålagt i 2014 for manglende efterkommelse af påbud om udskiftning af plastikvinduer til trævinduer forhøjet fra 500 kr. til 1.500 kr. ugentligt. Der kunne ikke ske fornyet prøvelse af påbuddets lovlighed. Påstand om fastsættelse af forvandlingsstraf ikke taget til følge.
Sagen omhandlede udskiftning af trævinduer med plastikvinduer på T’s udlejningsejendom beliggende i det indre Christiansfeld. I 2009 stadfæstede Naturklagenævnet Kolding Kommunes afslag på dispensation fra lokalplan 1.132, der bl.a. bestemte, at vinduer i byens ejendomme skulle udføres i træ. Herefter meddelte kommunen i oktober 2010 påbud til T om at udskifte plastikvinduerne til trævinduer inden februar 2011. Da T ikke efterkom påbuddet, blev der rejst straffesag, hvor Retten i Kolding i februar 2013 idømte T en bøde på 10.000 kr. og ugentlige tvangsbøder på 500 kr., hvis påbuddet ikke blev efterkommet inden den 1. august 2013. T ankede dommen til Vestre Landsret, der i januar 2014 stadfæstede byrettens dom således, at fristen for at efterkomme påbuddet blev forlænget til den 1. april 2014. Da T fortsat ikke efterkom påbuddet, men betalte tvangsbøderne løbende, som de forfaldt, anmodede anklagemyndigheden i juni 2021 byretten om at forhøje tvangsbøderne til 2.000 kr. pr. uge og om at fastsætte forvandlingsstraf for tvangsbøderne. T gjorde heroverfor gældende, at tvangsbøderne skulle bortfalde, idet T navnlig anførte, at lokalplan 1.132 i april 2013 var blevet ophævet og erstattet af en ny lokalplan, og at kommunen endnu ikke havde taget stilling til, om der kunne gives dispensation fra den nye lokalplan. Byretten bemærkede, at også den nye lokalplan indeholdt et krav om, at vinduer skulle udføres i træ, og da påbuddet fra 2010 ikke i øvrigt fandtes at være uklart, tog byretten ikke T’s påstand om tvangsbødernes bortfald til følge. Byretten imødekom herefter anklagemyndighedens påstand om forhøjelse af tvangsbøderne til 2.000 kr. ugentligt, men tog ikke påstanden om forvandlingsstraf til følge, idet byretten bemærkede, at da tvangsbøderne først ville forfalde til betaling løbende, hvis T ikke efterkom påbuddet inden for den af retten fastsatte frist, var størrelsen af den samlede bøde, der eventuelt skulle betales, på nuværende tidspunkt ukendt. T ankede dommen til landsretten, hvor anklagemyndigheden gentog påstanden om forvandlingsstraf. Landsretten bemærkede, at spørgsmålet om lovligheden af kommunens påbud fra 2010 blev afgjort ved landsrettens dom fra januar 2014, og at der ikke under en sag om forhøjelse af tvangsbøderne på ny kunne tage stilling til lovligheden af påbuddet. Det forhold, at lokalplan 1.132 i april 2013 var blevet ophævet og afløst af en ny lokalplan, der ud over kravet om, at vinduer skulle udføres i træ, indeholdt yderligere krav til udformningen af vinduer, kunne ikke føre til et andet resultat. Det samme gjaldt det forhold, at T i april 2022 havde søgt om lovliggørende dispensation under henvisning til den nye lokalplan, og at T nu var i dialog med kommunen om den nærmere udskiftning af vinduerne. Med henvisning til, at der var gået næsten ni år siden landsrettens tidligere dom, og at T løbende havde betalt tvangsbøderne, uden at dette havde været et tilstrækkeligt incitament for ham til at efterkomme påbuddet, forhøjede landsretten tvangsbøderne til 1.500 kr. pr. uge med virkning fra den 1. februar 2024. Med disse ændringer blev byrettens dom stadfæstet, idet landsretten tiltrådte, at der ikke blev fastsat forvandlingsstaf, med henvisning til byrettens begrundelse og til § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., der hjemler forvandlingsstraf for forfaldne tvangsbøder, som hverken er betalt eller indkommer gennem inddrivelse.
Kommentar: Landsretten fastslog – i modsætning til byretten, men i overensstemmelse med MRF 2021.288 V og MRF 2023.21/4 V – at der under en sag om forhøjelse af tvangsbøder for manglende efterkommelse af et påbud ikke kan ske fornyet prøvelse af påbuddets lovlighed. Anderledes derimod TfK 2003.605 V, hvor tiltalte dog tillige blev straffet på ny for at undlade at efterkomme et påbud efter byggeloven. Den principielle begrundelse for, at der ikke kan ske fornyet prøvelse i disse tilfælde, er, at den tidligere dom om idømmelse af tvangsbøder har fået retskraft, og at en fornyet prøvelse derfor forudsætter, at dommen genoptages efter reglerne i retsplejelovens kapitel 86. Af samme grund havde landsretten heller ikke mulighed for at tage stilling til, om der er den fornødne planlægningsmæssige begrundelse for en lokalplanbestemmelse om, at vinduer kun må udføres i træ, jf. MRF 2023.142 B og MRF 2021.214 B, hvor der i begge sager skete frifindelse. I sagen fra Christiansfeld, hvor der var tale om et ulovligt forhold ved en udlejningsejendom, er det ikke utænkeligt, at tiltalte siden 2014 havde overvæltet tvangsbøderne på lejerne gennem lejeindtægterne og dermed kunne undlade at efterkomme påbuddet. I lyset heraf er det velbegrundet, at tvangsbøderne blev forhøjet.