MRF 2023.260
Vestre Landsrets dom af 5. oktober 2023, 2. afd., sag BS-43306/2021-VLR
(Hanne Aagaard, Jens Hartig Danielsen og Rikke Jørgensen (kst.))
A (adv. Anders Ørgaard) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Afslag på lovliggørende dispensation fra fredningen af Skallingen til havebeplantning og udskiftning af nedbrudt trappe med betontrappe tiltrådt som værende i modstrid med fredningens formål.
Sagen drejede sig om A’s ejendom beliggende i klitter ved kysten inden for Skallingen, der i 1939 blev fredet for at bevare området uberørt og med forbud mod beplantning og skæmmende indretninger. Området var tillige hedeareal omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. På ejendommen havde tidligere været en jagthytte, der i 1993 var udskiftet med et sommerhus efter dispensation fra fredningen, og i den forbindelse etablerede den daværende ejer en trappe bestående af firkantede betonfliser for at sikre adgang til huset, men uden der var meddelt dispensation hertil. Omkring 2012-2014 blev der etableret beplantning på ejendommen, og efter den anlagte trappe med betonfliser var nedbrudt, etablerede A omkring 2015 en støbt betontrappe med samme udformning. Efter påtale fra Varde Kommune om, at ændringen krævede dispensation, søgte A om lovliggørende dispensation fra fredningen til beplantningen og betontrappen, men bestred dog, at forholdet krævede dispensation. Fredningsnævnte afslog i september 2016 at give lovliggørende dispensation med henvisning til, at forholdene stred mod fredningens formål, hvilket efter klage blev stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i oktober 2019 (j.nr. 18/05418), idet nævnet fandt, at betontrappen udgjorde et fremmedelement i landskabet, og at beplantningen bestod af plantearter, der ikke var naturligt hjemmehørende på Skallingen. A indbragte klagenævnets afgørelse for byretten, der lagde til grund, at trappen og beplantningen krævede dispensation, og herefter fandt, at begge dele var i strid med fredningens formål, hvorfor byretten tiltrådte klagenævnets afslag på dispensation. A ankede til landsretten, der lagde til grund, at betontrappen og beplantningen ikke var i overensstemmelse med fredningen og derfor krævede dispensation, uden at det gjorde en forskel, at der tidligere havde været en trappe, eller at fredningen tillod beplantning for at dæmpe sandflugt. Da beplantningen og betontrappen fremstod som fremmedartet i forhold til Skallingens landskab, og Miljø- og Fødevareklagenævnet i afvejningen alene havde inddraget lovlige hensyn, stadfæstede landsrettens byrettens frifindelse af klagenævnet.
Kommentar: Dommen giver anledning til en bemærkning om naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1, hvorefter fredningsnævnet kan meddele dispensation fra en fredning, når det ansøgte ikke vil stride mod fredningens formål. Bestemmelsen efterlader – som anført af landsretten – forvaltningen et skøn med hensyn til, om der skal meddeles dispensation. Det er imidlertid en forudsætning for overhovedet at kunne udøve dette skøn, at det ansøgte ikke strider mod fredningens formål, da der i modsat fald ikke kan dispenseres. Er der etableret et forhold i strid med fredningens formål, vil det principielt set kun kunne retligt lovliggøres ved at ændre selve fredningen, jf. § 50, stk. 5. I sagen vedr. Skallingen havde fredningsnævnet vurderet, at både betontrappen og beplantningen var i strid med fredningens formål, hvorfor der ikke kunne dispenseres efter § 50, stk. 1. Miljø- og Fødevareklagenævnet tiltrådte, at beplantningen var i strid med fredningens formål, men anførte for så vidt angik afslaget på dispensation til betontrappen bl.a., at en lovliggørende dispensation ville medføre en uhensigtsmæssig præcedens. Det er kun relevant at nævne dette hensyn, hvis nævnet har ment, at betontrappen ikke stred mod fredningens formål, og at afslaget på dispensation derfor måtte bero på et skøn efter § 50, stk. 1. Landsretten forholder sig ikke til, om det ansøgte var i strid med fredningens formål, men synes at sammenblande dette spørgsmål med den skønsmæssige vurdering af, om der kunne gives dispensation, når det anføres, ”at der ikke er grundlag for at fastslå, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ved sin skønsmæssige afvejning af de hensyn, der varetages ved fredningens formål, over for [A’s] interesse i dispensation for trappen, beplantningen eller terrænændringen, har varetaget usaglige hensyn eller har overskredet grænserne for sit skøn”. Selvom det må medgives, at vurderingen af, om et forhold strider mod fredningens formål, er vanskelig og efter omstændighederne kan indeholde skønsprægede elementer, burde landsretten have tydeliggjort, at denne vurdering foretages uafhængigt af den skønsmæssige afvejning af, om der bør gives dispensation, såfremt det ansøgte ikke findes at være i strid med fredningens formål. Se eksempelvis U 2001.1138 V, hvor landsretten ophævede Naturklagenævnets dispensation fra en fredning, da det ansøgte fandtes i strid med fredningsformålet, hvorfor nævnet havde savnet hjemmel til at give dispensation, uanset om dispensationen i øvrigt måtte være hensigtsmæssig. I forhold til sagen vedr. Skallingen kan tilføjes, at fredningsnævnets afslag på lovliggørende dispensation fra fredningen til betontrappen indeholder det supplerende element, at nævnet bemærkede, at der i en årrække havde været en trappe til sommerhuset, og at denne trappe kunne anses for et nødvendigt accessorium som adgangsvej til sommerhuset, hvorfor nævnet ville have meddelt dispensation fra fredningen til den tidligere trappe, hvormed nævnet altså forudsætter, at en trappe med denne udformning ikke havde været i strid med fredningens formål.