MRF 2023.250
Planklagenævnets afgørelse af 19. december 2023, j.nr. 23/12748
Ophævet påbud efter planlovens § 51 om fysisk lovliggørelse af servitutstridig jordvold, da en overtrædelse af privatretlig servitut ikke er ulovlig efter planloven, før der er meddelt påbud efter § 43.
Sagen angik E’s ejendom, der var omfattet af en servitut fra 1970, hvor det bl.a. var bestemt, at eventuelt hegn skulle udføres som levende hegn. På et ikke nærmere oplyst tidspunkt havde E etableret en jordvold. I september 2023 meddelte Jammerbugt Kommune påbud efter planlovens §§ 51 og 63 til E om lovliggørelse af jordvolden med henvisning til servitutten fra 1970. E påklagede påbuddet, men hvad E gjorde gældende fremgår ikke af nævnets afgørelse. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at den omhandlede servitut er en privatretlig servitut. Herefter bemærkede nævnet, at servitutter ikke er omfattet af den kommunale tilsynspligt efter planlovens § 51. Et servitutstridigt forhold er først ulovligt efter planloven, når kommunen har nedlagt forbud eller påbud efter planlovens § 43. Nævnet fandt herefter, at kommunen fejlagtigt havde henvist til planlovens § 51, der ifølge nævnet kræver, at kommunen påser overholdelse af lokalplaner. Da kommunen ikke havde henvist til planlovens § 43 om kommunal påtale af privatretlige servitutter, og da kommunen ikke havde taget stilling til, om der i § 43 var hjemmel til påbuddet, var afgørelsen truffet på et forkert hjemmelsgrundlag, hvorfor afgørelsen blev ophævet. Afslutningsvis bemærkede Planklagenævnet, at kommunen, såfremt den agtede at træffe ny afgørelse om håndhævelse af servitutten efter planlovens § 43, skulle begrunde afgørelsen bl.a. med henvisning til de hovedhensyn, der har været bestemmende for det administrative skøn, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.
Kommentar: Afgørelsen er mht. resultat i overensstemmelse med praksis, jf. f.eks. MRF 2021.370 Pkn og MRF 2022.238 Pkn, men illustrerer samtidig, hvad Planklagenævnet som minimum bør påse i sager om håndhævelse af servitutter, og hvilke krav klagenævnets sagsfremstilling som minimum bør overholde. I forhold til det sidste, savnes i afgørelsen oplysning om indholdet af påbuddet, hvilket kunne være klaret ved at gengive påbuddets ordlyd. I relation til servitutten er det forudsat, at det er en privatretlig servitut, men af den i afgørelsen citerede ordlyd er anført ”planen”, og det fremgår, at reglen gælder for et større område. Det er således muligt, at servitutten er en tinglysning af en bygningsvedtægt under den tidligere landsbyggelov eller en byplanvedtægt under tidligere byplanlov. Planklagenævnet burde derfor i sager om servituthåndhævelse få kommunen til at afklare, om servitutten er privat eller offentligretlig, da denne betingelse ofte overses i kommunerne. Afgørelsen illustrerer tillige, at Planklagenævnet bør være mere forsigtig med at udtale sig om en regels generelle anvendelse, medmindre nævnet forud har undersøgt dette ordentlig. Det er således forkert, når afgørelsen giver indtryk af, at planlovens § 51 er begrænset til tilsyn med overholdelse af lokalplaner, da § 51 omfatter tilsyn med alle planlovens regler.