MRF 2021.370

Planklagenævnets afgørelse af 21. december 2021, j.nr. 21/03710

Ophævet ”lovliggørelsespåbud” efter planlovens § 43, da det ikke fremgik af påbuddet, hvordan de omfattede forhold var i strid med servitutten, hvorfor det ikke var muligt at udlede, hvordan forholdene skulle lovliggøres. Der var som følge af mange års verserende sager om de servitutstridige forhold ikke indtrådt myndighedspassivitet.

Sagen vedrørte en række servitutstridige forhold på en ejendom i Frederikshavn Kommune. Der havde siden 1998 verseret sager vedrørende bebyggelsen på ejendommen. I maj 2007 meddelte kommunen påbud til den daværende ejer om at fjerne et redskabsrum, hvilket Naturklagenævnet ophævede og hjemviste i februar 2008. Efter varsel meddelte kommunen i februar 2010 påbud til den daværende ejer ”om lovliggørelse af opført udestue, udhus, redskabsrum, overdækning samt plankeværk”, idet kommunen henviste til, at indretningerne var i modstrid med bygningsreglementet og/eller servitutten, hvilket efter klage fra ejeren blev ophævet af Naturklagenævnet i marts 2010 grundet manglende partshøring. I juni 2012 meddelte kommunen på ny påbud efter planlovens § 43 om fysisk lovliggørelse af forholdene. Den daværende ejer af ejendommen indbragte kommunens afgørelse for byretten med påstand om ugyldighed og erstatningsansvar, hvor kommunen blev frifundet, idet kommunen dog skulle anerkende, at der var indtrådt retsfortabende passivitet vedrørende enkelte forhold (MAD 2016.463 V). På baggrund af landsrettens dom varslede kommunen i januar 2017 en besigtigelse af ejendommen for at undersøge, hvorvidt der var sket en ændring af forholdene. Den daværende ejer fremsendte i februar 2017 en række spørgsmål til kommunen samt en tegning med forslag til ændringer for at imødekomme landsrettens dom. Kommunen svarede ikke på henvendelsen. Den 1. marts 2017 overtog E ejendommen. Kommunen varslede igen i maj 2018 en besigtigelse af ejendommen og oplyste, kommunen endnu ikke havde truffet afgørelse om lovliggørelse. Kommunen var herefter i dialog med den tidligere og nuværende ejer af ejendommen, og der blev bl.a. i december 2018 afholdt et møde mellem kommunen og den tidligere ejer. Kommunen meddelte den 26. august 2020 påbud til E om lovliggørelse af de servitutstridige forhold på ejendommen med henvisning både til planlovens § 43 samt § 18 og § 51. Påbuddet blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at kommunen havde forholdt sig passivt, hvorfor E havde haft grund til at tro, at kommunen ikke ville foretage sig yderligere, og at påbuddet var i strid med lighedsgrundsætningen, idet kommunen efter landsrettens dom havde oplyst, at den ville indlede lovliggørelsessager i forhold til fem andre ejendomme, som havde afventet dommen, hvilket ikke var sket. Planklagenævnet (formanden) lagde med henvisning til landsrettens afgørelse til grund, at forholdene på ejendommen var i strid med servitutten. Nævnet fandt ikke, at kommunen som følge af forløbet efter landsrettens dom havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse på grund af myndighedspassivitet. Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen den 23. januar 2017, dvs. ca. 4,5 måneder efter dommen, sendte et brev til den daværende ejer, hvoraf fremgik, at kommunen på baggrund af dommen ville foretage en besigtigelse af ejendommen. Derudover lagde nævnet vægt på, at kommunen i perioden fra 2017-2020 flere gange kontaktede E med henblik på at få forholdene lovliggjort. Det forhold, at kommunen ikke svarede på den daværende ejers henvendelse af 21. februar 2017 og først den 14. maj 2018 varslede en ny besigtigelse ejendommen, kunne ikke føre til et andet resultat, da der havde verseret sager vedrørende de servitutstridige forhold på ejendommen gennem mange år, ligesom sagen havde været behandlet i flere retsinstanser. Både den daværende og nuværende ejer havde dermed været vidende om, at kommunen ønskede at håndhæve servitutten. Nævnet bemærkede herefter, at servitutter ikke er omfattet af kommunens tilsynspligt efter planlovens § 51, hvorfor kommunen ikke har pligt til at påse overholdelsen heraf. Nævnet bemærkede endvidere, at et servitutstridigt forhold først er ulovligt, når kommunen har nedlagt et forbud eller påbud med hjemmel i § 43. Nævnet havde derfor overvejet, om kommunens henvisning til planlovens § 18 og § 51 betød, at kommunen havde været i en retsvildfarelse om, at kommunen var forpligtet til at håndhæve servitutten. På baggrund af sagens lange forløb fandt nævnet dog ikke grundlag for at antage, at kommunen havde været i en retsvildfarelse. Da kommunen havde nævnt planlovens § 43 i afgørelsen, fandt nævnet ikke, at det forkerte hjemmelsgrundlag i form af henvisningen til §§ 18 og 51 udgjorde en væsentlig retlig mangel. Nævnet fandt imidlertid, at påbuddet ikke var tilstrækkeligt præcist, da det alene fremgik, hvilke servitutbestemmelser de enkelte forhold var i strid med, mens det ikke var beskrevet, hvordan forholdene var i strid med servitutbestemmelserne. Det var således ikke muligt at udlede, hvordan forholdene skulle lovliggøres, herunder om bebyggelsen skulle fjernes helt, eller om den evt. kunne bibeholdes med en anden udformning, ydre fremtræden eller placering. Påbuddet led dermed af en væsentlig retlig mangel, som bevirkede, at påbuddet var ugyldigt. Nævnet fandt det ikke muligt at vurdere, om der på de fem ejendomme, hvis lovliggørelsessager havde afventet landsrettens dom, var tale om forhold, som var så ens, at der skulle være en saglig og planlægningsmæssig begrundelse for at nå til forskellige resultater. Nævnet overlod derfor spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen var i strid med lighedsgrundsætningen, til kommunens nye behandling af sagen. Planklagenævnet ophævede herefter påbuddet.

Kommentar: Afgørelsen og sagsforløbet er et eksempel på, hvordan misforståelser af planlovens § 43 kan sætte sig dybere spor i et længere sagsforløb. I den i Planklagenævnets omtalte landsretsdom i MAD 2016.463 V var der procederet på, om et lovliggørelsespåbud efter planlovens § 43 var ugyldigt pga. retsfortabende passivitet, men der blev ikke stillet spørgsmål ved, om betegnelsen ”lovliggørelsespåbud” var korrekt. Som Planklagenævnet anfører i denne afgørelse, er en overtrædelse af en privatretlig servitut ikke udtryk for et ulovligt forhold, før der gyldigt er meddelt påbud efter § 43, og da Planklagenævnet med denne afgørelse fastslog, at påbuddet var ugyldigt, er der ikke tale om et ulovligt forhold. Det er som følge heraf uheldigt, at Planklagenævnet uden videre overfører de almindelige principper for retsfortabende passivitet ved myndighedernes administrative håndhævelse på et forhold, der netop ikke kan være ulovligt, når Planklagenævnet har ophævet påbuddet efter planlovens § 43, hvilket i øvrigt en gentagelse af Naturklagenævnets ophævelse af § 43-påbuddet i samme sag i 2008 og 2010. Derimod forholder det sig anderledes med offentligretlige servitutter, jf. MAD 2014.404 Ø. Se også MRF 2021.166 Pkn, hvor Planklagenævnet mere fyldigt har redegjort for privatretlige servitutters retlige status efter planloven, samt MRF 2021.356 Pkn med en delvist lignende problemstilling.

Link til afgørelsen.