MRF 2023.243
Planklagenævnets afgørelse af 23. november 2023, j.nr. 23/05967
Ophævet og hjemvist afslag på lovliggørende landzonetilladelse til container, da kommunen ikke havde undersøgt ejers oplysning om, at containeren havde stået samme sted i 20 år uden påtale, uanset at der ikke forelå retsfortabende passivitet.
Lejre Kommune meddelte den 4. april 2023 afslag på lovliggørende landzonetilladelse til en container, der blev anvendt erhvervsmæssigt til lager på E’s ejendom, som var registreret som beboelsesejendom. Ejendommen var omfattet af en kommuneplanramme, der udlagde området til blandet bolig og erhverv, og af en lokalplan for Torkilstrup Landsby. Afslaget blev påklaget af E, der anførte, at containeren havde stået det samme sted i 20 år, og at containeren ikke blev anvendt erhvervsmæssigt, men udelukkende tjente til privat brug. Planklagenævnet (formanden) fandt anledning til at behandle spørgsmålet, om kommunen var afskåret fra at kræve lovliggørelse pga. indrettelseshensyn. I forbindelse med klagesagen afviste kommunen at have handlet på en måde, der medførte passivitet, men imødegik ikke E’s oplysning om, at containeren havde stået det samme sted i 20 år. Nævnet bemærkede, at en kommune kan afskæres fra at kræve et forhold lovliggjort, selvom der ikke foreligger myndighedspassivitet, hvis der foreligger berettigede forventninger ud fra betragtninger om indrettelseshensyn. Nævnet bemærkede, at såfremt det kunne lægges til grund, at containeren havde stået det samme sted i 20 år, ville der i den konkrete situation foreligge indrettelseshensyn, og at kommunen ”derfor [vil] være afskåret fra at kræve containeren lovliggjort og hverken kan eller skal derfor give afslag på lovliggørende tilladelse”. Det kunne på baggrund af luftfotos ikke med sikkerhed konstateres, om dette faktisk var tilfældet, men kommunen havde ikke bestridt E’s oplysning herom. På den baggrund ophævede Planklagenævnet afslag på landzonetilladelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at når et ulovligt forhold har bestået tilstrækkeligt længe uden påtale fra myndighederne, kan indrettelseshensyn efter omstændighederne begrunde, at forholdet ikke kan kræves fysisk lovliggjort, også selvom der ikke foreligger retsfortabende myndighedspassivitet. I afgørelsen lægger Planklagenævnet, i overensstemmelse med nyere nævnspraksis, til grund, at hvis der foreligger indrettelseshensyn, vil kommunen fortabe retten til at kræve lovliggørelse som sådan. Det vil efter nævnets begrundelse sige, at kommunen hverken kan eller skal give lovliggørende landzonetilladelse eller afslag herpå, idet forholdet uden videre må anses for lovligt eksisterende, hvormed nævnet også udelukker en retlig lovliggørelse. Denne tvivlsomme opfattelse er ikke forenelig med betragtningerne i betænkning nr. 981/1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen, s. 81, og flugter heller ikke med praksis fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. f.eks. MRF 2023.236 Mfk, men sml. MRF 2023.215 Mfk med kommentar. Planklagenævnets afgørelse illustrerer samtidigt den indbyggede modsigelse i nævnets begrundelse. Når kommunens afgørelse hjemvises, for at kommunen kan tage stilling til, om indrettelseshensyn til ejer afskar kommunen fra at meddele lovliggørende landzonetilladelse, må dette nødvendigvis kræve en vurdering og afgørelse fra kommunen, hvor grundlæggende indgår de samme momenter som ved retlig lovliggørelse, hvormed det er vanskeligt at se, formålet med at udelukke retlig lovliggørelse.