MRF 2023.242
Planklagenævnets afgørelse af 22. november 2023, j.nr. 22/11449
Ikke medhold i klage over kommunes ”afgørelse” om, at tilbygning på skrånende grund i form af dobbelthøjt rum var i overensstemmelse med lokalplansbestemmelse om, at bebyggelse ikke måtte overstige 1½ etage, da bygningen lå på skrånende grund. Dissens.
Sagen angik, om opførelse af en tilbygning på 41 m2 i forlængelse af allerede eksisterende bygning placeret på skrånende grund var umiddelbart tilladt efter den for området gældende lokalplan. Tilbygningen, der forlængede det allerede eksisterende hus i østvendt retning ud mod kysten, bestod af et dobbelthøjt rum med to store glaspartier i gavlen mod øst. Ifølge § 9.2 om etageareal og bygningshøjder måtte primær bebyggelse udelukkende opføres i én etage med udnyttelig tagetage (1½ etage). Det fremgik videre, at facadehøjden ikke måtte overstige 6,5 m, og at husets samlede højde ikke måtte overstige 8,5 m. Da facadehøjden på det dobbelthøje rum med sine 5,6 m ikke overskred det maksimalt tilladte efter lokalplanen, vurderede Helsingør Kommune i en ”afgørelse” af 20. september 2022, at forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen. Afgørelsen blev påklaget af en nabo (N), der navnlig anførte, at bygningen ville fremtræde som en bygning på 2 etager, uagtet at der var tale om et dobbelthøjt rum, da der med den nye tilbygning ville ske en forlængelse af bygningen, som var fritlagt ift. skråningsarealerne. N anførte videre, at der med tilbygningen skulle etableres balkon og adgang til tagterrasse fra den eksisterende bygnings overetage. Planklagenævnet bemærkede, at hverken planloven eller byggelovgivningen nærmere angiver, hvad der skal forstås ved udtrykket ”en etage”, og at den konkrete lokalplan heller ikke indeholdt fortolkningsbidrag. I planretlig praksis lægges vægt på, hvordan bygningen fremtræder for naboer og forbipasserende set ift. de hensyn, som planloven skal varetage, hvor der bl.a. lægges vægt på evt. kviste, tagterrasser samt vindues- og dørpartier. Ved bygninger på skrånende terræn skal der foretages en samlet vurdering af bygningens visuelle fremtræden for naboer og forbipasserende. Nævnets flertal (9 mod 1) fandt ud fra en samlet vurdering, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at byggeriet var i overensstemmelse med lokalplanen, da byggeriet fremstod i én etage med udnyttelig tagetage, da bygningen var beliggende på skrånende grund, og da det alene var gavlen mod øst (den kystvendte side), som fremstod i to fulde etager. Efter flertallets opfattelse fremstod en væsentlig del af bygningen fortsat i maksimalt 1½ etage. Mindretallet fandt derimod, at bygningen fremstod som en bygning i mere end én etage med udnyttelig tagetage. På den baggrund kunne Planklagenævnet ikke give medhold i N’s klage.
Kommentar: Planklagenævnets afgørelse viser den usikkerhed, som lokalplanbestemmelser om etager kan give anledning til, og at det er velbegrundet, at nævnet behandler disse sager. Det er derimod uheldigt, at Planklagenævnet betegner en kommunes vurdering af, at et ansøgt byggeri er i overensstemmelse med lokalplanen, som en ”afgørelse”. I overensstemmelse med anden praksis må kommunens vurdering betegnes som en ”indirekte afgørelse” efter planloven, som træffes i forbindelse med en byggetilladelse, idet vurderingen efter planloven hverken opfylder kriterierne for at være en afgørelse efter forvaltningsloven eller de almindelige forvaltningsretlige sagsbehandlingskrav. Når Planklagenævnet kan prøve disse sager, er det begrundet med, at forarbejderne til planloven forudsætter, at Planklagenævnet kan behandle indirekte afgørelser om, at en byggetilladelse f.eks. er i modstrid med henholdsvis i overensstemmelse med lokalplanen, jf. f.eks. MRF 2022.58 Pkn, MRF 2022.143/2 Pkn og MRF 2023.27 Ø.