MRF 2023.24

Østre Landsrets dom af 25. januar 2023, 16. afd., sag BS-40423/2021-OLR
(Janni Christoffersen, Michael de Thurah og Jesper Kirstein (kst.))

A og B samt C og D (adv. Lars Bastholm for alle) mod Nævnenes Hus ved Byggeklageenheden (adv. Louise Solvang Rasmussen)

Naboer ikke anset for klageberettiget over manglende partshøring af byggetilladelse til sommerhusejers ombygning og tilbygning, uanset byggeriet medførte udsigtsgener og værditab for naboer og fraveg kommuneplanrammerne, da byggeriet foregik på modsat side af vejen, og udsigtsgener ikke er blandt de hensyn, som varetages efter byggeloven. Byggeklageenhedens afvisning af naboers klage over byggetilladelse fandtes derfor berettiget.

Dommen angik betingelserne for, at en nabo har krav på partshøring for byggetilladelse til byggeri på naboejendommen efter forvaltningslovens § 19, idet dette samtidig er afgrænsende for, om naboer har klageret over byggetilladelsen efter byggelovens § 23, stk. 3. Baggrunden for sagen var, at Gribskov Kommune den 16. oktober 2019 gav byggetilladelse til, at der på E’s ejendom blev opført en tilbygning på 43 m² i stueetagen, 36 m² i tagetagen og et anneks på 36 m². E’s ejendom var placeret på vandsiden af en vej. N1 (A og B) og N2 (C og D) ejede ejendomme på den anden side af vejen i en afstand af henholdsvis ca. 10 meter og 30 meter til E’s ejendom. N1 og N2 blev ikke partshørt forud for byggetilladelsen, men kommunen hørte naboer på vandsiden af vejen. Da N1 og N2 i begyndelsen af marts 2020 blev klar over byggeriets omfang, gjorde de indsigelse over for kommunen med henvisning til, at byggeriet medførte udsigtsgener og værditab for deres ejendomme, og anmodede samtidig om aktindsigt. Kommunen fremsendte kopi af byggetilladelsen den 17. marts 2020, men afviste at foretage sig yderligere. N1 og N2 klagede herefter den 14. april 2020 til Byggeklageenheden i Nævnenes Hus, hvor de gjorde gældende, at de skulle være partshørt, og at byggeriet var i modstrid med kommuneplanens rammebestemmelser. Samtidigt klagede N1 og N2 til Planklagenævnet over, at byggeriet var i modstrid med kommuneplanen. Byggeklageenheden afviste i afgørelse af 14. maj 2020, at N1 og N2 havde krav på partshøring, og henviste til, at udsigtsgener ikke er blandt de forhold, som reguleres af byggeloven, at Byggeklageenheden ikke har kompetence til at behandle de planretlige forhold, og at N1 og N2 ikke var skelnaboer til E, hvorfor de ikke fandtes at have klageret over byggetilladelsen efter byggelovens § 23, stk. 3. Den 18. august 2020 (j.nr. 20/06904 – vedlagt som bilag) afviste Planklagenævnet at behandle N1 og N2’s klage, idet nævnet henviste til, at der ikke var truffet en afgørelse efter planloven, og at hvis kommunen inddrager kommuneplanen i en skønsmæssig afgørelse efter byggeloven og i den forbindelse vurderer, at et forhold er i strid eller i overensstemmelse med kommuneplanen, anser Planklagenævnet ikke denne vurdering som en afgørelse efter planloven. N1 og N2 indhentede herefter to ejendomsmæglererklæringer, der konkluderede, at værdien af deres ejendomme vil blive reduceret med 300.000-400.000 kr. som følge af udsigtsgener ved E’s tilbygning, og anmodede om genoptagelse af sagen, hvilket Byggeklageenheden afviste i afgørelse af 20. oktober 2020, idet Byggeklageenheden bl.a. anførte, at ”[v]ed vurderingen af om en person er part i en sag, er det endvidere relevant, at inddrage, hvilke hensyn det påberåbte retsgrundlag varetager. Bygningsreglementets bestemmelser skal sikre tilfredsstillende lysforhold for nabobebyggelse, og skal sikre naboejendomme mod væsentlige indbliksgener. Det ligger derimod som udgangspunkt uden for byggelovgivningens formål at værne udsigten fra naboejendomme. Ligeledes ligger det uden for byggelovens formål, at undgå værditab på omkringliggende ejendomme. Det taler derfor for at anse en nabo som klageberettiget, hvis naboen påføres væsentlige indbliksgener eller skyggegener i forhold til deres primære opholdsarealer. Påføres naboen til et byggeri udsigtsgener eller et værditab, vil dette i modsætning hertil ikke tale for at anse naboen for klageberettiget”. N1 og N2 anlagde herefter i november 2020 sag mod Byggeklageenheden med påstand om ophævelse og hjemvisning af Byggeklageenhedens afgørelse af 14. maj 2020 som ugyldig, og gjorde bl.a. gældende, at det ikke blev bestridt, at byggeloven ikke varetager udsigtsgener, men at N1 og N2 var så væsentligt berørt, at de havde klageret over afgørelsen, og at der måtte lægges vægt på, at byggeriet ubestridt var i modstrid med kommuneplanrammerne, men at kommunen efter en helhedsvurdering havde fundet, at det ansøgte byggeri kunne tillades, og at der i øvrigt var indbliksgener som følge af byggeriet. Byggeklageenheden påstod frifindelse og henholdte sig i det væsentlige til afgørelsens begrundelse. Byretten lagde til grund, at byggetilladelsen havde medført forringet udsigt for N1 og N2 og et heraf afledt værditab, men fandt, at det ligger uden for byggelovens formål at sikre udsigten og undgå værditab på naboejendomme. Da indbliksgenerne fra byggeriet fandtes uvæsentlige, fandtes N1 og N2 ikke at kunne anses for parter med klageret over byggetilladelsen, hvor Byggeklageenheden blev frifundet. N1 og N2 ankede til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten lagde til grund, at byggeloven og bygningsreglementets formål er afgrænsende for, hvem der anses for klageberettigede efter byggelovens § 23, og at forringelse af udsigt og værditab er uden for disse formål. Landsretten fandt herefter, at indbliksgenerne ikke kunne anses for væsentlige for N1 og N2, og afviste, at det kunne tillægges betydning, ”at byggetilladelsen er givet efter en helhedsvurdering i medfør af reglerne i §§ 187-188 i byggereglementet (BR18), hvorved kommunen også har inddraget kommunerammeplanen”. Med henvisning hertil stadfæstede landsretten frifindelsen af Byggeklageenheden.

Kommentar: Dommen forekommer tvivlsom og giver anledning til flere bemærkninger. For det første må det tiltrædes, at byggeloven ikke regulerer udsigtsgener, hvilket så har den selvstændige konsekvens, at et naboretligt ansvar for udsigtsgener ikke er udelukket. Den omstændighed, at et tilladt byggeri medfører indbliksgener, udelukker dog efter praksis ikke, at der kan ifaldes naboretligt ansvar for en kombination af udsigtsgener og indbliksgener, jf. bl.a. MAD 2010.968 V og U 2019.1422 Ø. Dette indebærer imidlertid ikke nødvendigvis, at en nabo, der som følge af byggeri på naboejendom påføres væsentlige gener, ikke kan anses for part, som det f.eks. illustreres af MRF 2021.304 B, hvor sagsøgeren fik ophævet en byggetilladelse fra Gribskov Kommune grundet manglende partshøring. Når byggetilladelsen i en sag som den foreliggende medfører, at der skal foretages en skønsmæssig vurdering som følge af fravigelsen af kommuneplanen, begrunder den skønsmæssige vurdering, at der bør ske partshøring af naboer, når betingelserne i forvaltningslovens § 19 er opfyldt, uanset på hvilken måde det ansøgte byggeri er til ugunst for naboen. Dette er ligeledes lagt til grund i bl.a. U 2003.1628 Ø, hvor en landzonetilladelse til en gylletank blev ophævet grundet manglende partshøring af nabo, der led et betydeligt værditab. Og såfremt naboerne skulle have været partshørt forud for byggetilladelsen, må naboerne naturligvis også have den fornødne retlige interesse i at klage over den manglende partshøring efter forvaltningslovens § 19. Den omstændighed, at de af naboerne anførte påvirkninger ikke er omfattet af byggelovens formål, kan således ikke begrunde en afvisning af klageret over manglende partshøring, men kan muligvis begrunde, at naboerne ikke fik medhold ved Byggeklageenheden i deres klage, fordi den manglende partshøring ikke fandtes konkret væsentlig. Dette ændrer dog ikke ved, at partshøring anses for en retssikkerhedsgaranti, der derfor skal overholdes af byggemyndighederne, jf. ombudsmandens afgørelse i FOB 2011-4-1. Dette må i særlig grad gælde, når byggetilladelsen meddeles på grundlag af et forvaltningsretligt skøn, fordi det ansøgte byggeri fraviger kommuneplanens rammebestemmelser. Landsrettens frifindende dom forekommer på denne baggrund problematisk og vanskelig forenelig med forvaltningsretlig teori og praksis om partshøring. Se også KFE 2020.767 Ø med note 2. Planklagenævnets afvisning af klagesagen er vedlagt som bilag, hvoraf fremgår, at byggeriets manglende overensstemmelse med kommuneplanrammer ikke er en indirekte afgørelse efter planloven, men alene en afgørelse efter byggeloven.

Link til byrettens og landsrettens domme.
(Planklagenævnets afgørelse af 18. august 2020, j.nr. 20/06904, om afvisning af N1 og N2's klage er vedlagt som bilag.)