MRF 2023.237
Planklagenævnets afgørelse af 5. oktober 2023, j.nr. 23/01172
Ikke grundlag for at underkende screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 af forslag til bonuslokalplan for landsbyklynge med fem boliger placeret 300 m fra Natura 2000-område, bl.a. fordi der ikke i sagen forelå oplysninger, der begrundede særskilt stilling til PFAS-stoffer i screeningen.
Esbjerg Kommune traf den 7. november 2023 screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at der ikke skulle gennemføres miljøvurdering af en lokalplan, der muliggjorde opførelse af fem boliger organiseret som en landsbyklynge med 2 indkørsler i et ca. 4.300 m2 stort område. Lokalplanen var tillagt bonusvirkning i forhold til landzonetilladelse. Nærmeste Natura 2000-område nr. 89, Vadehavet, lå ca. 300 m fra planområdet. Screeningsafgørelsen blev påklaget af en nabo (N), der bl.a. anførte, at der ikke var foretaget en korrekt vurdering af påvirkningen på det nærliggende Natura 2000-område og områdets bilag IV-arter, og at screeningen ikke i tilstrækkelig grad belyste betydningen for befolkningen, kulturarven samt den arkitektoniske og arkæologiske arv. N anførte videre, at screeningen ikke tog højde for afledt tag- og overfladevand og ikke forholdt sig til PFAS-stoffer. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at planforslaget ikke var omfattet af obligatorisk miljøvurderingspligt jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 2, idet det ikke ville påvirke Natura 2000-området væsentligt, men forslaget krævede screening efter miljøvurderingslovens § 10, jf. § 8, stk. 2. Nævnet fandt ikke grund til at tilsidesætte kommunens vurdering af planens påvirkning af bilag IV-arter, idet nævnet bemærkede, at kravene til tilvejebringelsen af oplysninger af bilag IV-arter beroede på det almindelige officialprincip. Hvad angik lokalplanforslagets betydning for kulturarv mv. bemærkede nævnet, at der skulle være tale om en sandsynlig væsentlig indvirkning, før planen ville udløse krav om miljøvurdering, og at der var foretaget den fornødne vurdering, bl.a. fordi det fremgik af screeningsskemaet, at ”[l]okalplanen indeholder maksimalt 5 huse, der stil- og volumenmæssigt indpasses bedst muligt i kulturmiljøet”. Med hensyn til planens betydning for udledning af overfladevand og oversvømmelsesrisiko fandt nævnet, at der var foretaget den fornødne vurdering, da der i screeningen konkret var taget stilling til bl.a. afværgelse af oversvømmelse samt forbud om afledning til vandløb. I forhold til inddragelse af risiko for PFAS-stoffer understregede nævnet, at screeningen ikke skal inddrage alle tænkelige miljøparametre, men alene relevante kriterier under hensyn til den konkrete sag. Nævnet fandt, at der ikke forelå oplysninger, der kunne begrunde, at PFAS særskilt skulle være adresseret i screeningen. Nævnet kunne på denne baggrund ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen viser, at screening af forslag til lokalplaner efter miljøvurderingslovens § 10 er en afgørelse, hvor kravene til oplysning følger officialprincippet med de præciseringer, der følger af lovens bilag 3. Afgørelsen illustrerer dog i relation til vurdering af Natura 2000-områder og bilag IV-arter et tilbagevendende problem i Planklagenævnets prøvelse af klager over screeningsafgørelser efter miljøvurderingslovens § 10. Problemet er, at der i disse sager ikke altid sker en prøvelse af, om planhabitatbekendtgørelsen er overholdt, hvilket kan begrundes med, at planhabitatbekendtgørelsen er koblet op på lokalplanens vedtagelse. Da nævnet alene behandler klager over afgørelser efter miljøvurderingslovens § 10, når lokalplanen er vedtaget, er der dog intet i vejen for, at planhabitatbekendtgørelsen indgår i behandlingen af klager over screening efter miljøvurderingsloven, hvilket næppe vil have ført til et andet resultat i den konkrete sag.