MRF 2023.236
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. september 2023, j.nr. 23/03713
Ophævet Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til udhus fra 1964, da forholdet udgjorde et særligt tilfælde efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, under hensyn til ejers berettigede forventninger i lyset af bl.a. myndighedspassivitet. Sagen hjemvist, da direktoratet ikke havde foretaget vurdering efter habitatbekendtgørelsen af lovliggørende dispensation.
E havde ansøgt om lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til et 14 m2 udhus på en ejendom beliggende i Agersø i Slagelse Kommune. Ejendommen havde et registreret areal på ca. 4.200 m2, hvoraf ca. 3.300 m2 lå inden for den oprindelige 100-meter strandbeskyttelseslinje. Området udgjorde et kystnært sommerhusområde med arealer registreret som strandenge omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Ejendommen var beliggende i Natura 2000-område nr. 162, Skælskør Fjord. På ejendommen var tinglyst en servitut af 17. februar 1964, hvorefter den daværende ejer, E’s far, i anledning af en midlertidig tilladelse til udhuset for et tidsrum på fem år havde forpligtet sig til inden oktober 1968 enten at fjerne eller rykke udhuset tilbage til en lovlig placering. Af servitutten fremgik videre, at forpligtelsen til at fjerne eller rykke udhuset tilbage til lovlig placering også indtrådte ved evt. salg af ejendommen. På ejendommen var tinglyst en servitut af 15. september 1972, hvorefter fredningsnævnet gav tilladelse til, at E’s far kunne beholde udhuset i hans og hans hustrus levetid med vilkår om, at beplantningen, der skjulte udhuset, blev opretholdt. Den 26. september 2002 udtalte Vestsjællands Amt til Naturstyrelsen, at deklarationen fra 1972 efter amtets opfattelse alene angik forlængelse af fristen for at fjerne eller flytte udhuset. I oktober 2002 blev den oprindelige servitut fra 1964 forsynet med en påtegning om fristforlængelse iht. deklarationen fra 1972. I 2006 overgik ejendommen ved generationsskifte til E. Kystdirektoratet (KD) meddelte den 23. februar 2023 afslag på lovliggørende dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til bevaring af brændeskur på 17 m2 samt den omhandlende del af udhuset på 14 m2, der lå inden for strandbeskyttelseslinjen. Samtidig meddelte KD påbud til E om at fjerne de ulovlige forhold, idet KD ikke fandt, at udhuset var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3, da udhuset var større end 10 m2. E påklagede afgørelsen og gjorde bl.a. gældende, at KD ikke havde taget hensyn til, at E’s far i 1972 fik tilladelse til at beholde udhuset, og at dette også måtte gælde for E. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at udhuset ikke var omfattet af undtagelsen i § 15 a, stk. 3, eller den lempeligere dispensationsadgang efter § 65, b stk. 3, nr. 1, da udhuset var på over 10 m2. Derimod fandt nævnet, at der forelå et særligt tilfælde omfattet af dispensationsadgang i § 65 b, stk. 1, idet det ikke kunne udelukkes, at E var blevet bibragt en berettiget forventning om, at det ansøgte ikke ville blive krævet lovliggjort henset til, at udhuset havde ligget på den samme placering i en meget lang årrække (ca. 60 år), og at der tidligere var meddelt en midlertidig dispensation, som var blevet forlænget efter udløb. Hertil kom, at der efter det oplyste havde foreligget tvivl om rækkevidden af dispensationen fra 1972, herunder om dispensationen stadig var gældende efter et salg af ejendommen, og at lovliggørelsessagen først blev indledt ca. 16 år efter, at E i 2006 overtog den tinglige adkomst til ejendommen. På den baggrund fandt nævnet, at hensynet til E burde tillægges betydelig vægt over for hensynet til den samfundsmæssige interesse i en fysisk lovliggørelse. Da Kystdirektoratet ikke havde foretaget den fornødne vurdering af påvirkningen på Natura 2000-området og bilag IV-arter efter habitatbekendtgørelsen, blev afslaget ophævet, og sagen hjemvist med henblik på, at Kystdirektoratet skulle foretage de påkrævede vurderinger.
Kommentar: Afgørelsens inddragelse af E’s berettigede forventninger i lyset af den udviste myndighedspassivitet må tiltrædes, om end det kan undre, at klagenævnet formulerede det som et spørgsmål, om det kunne udelukkes, at E var bibragt en berettiget forventning. Det er derimod diskutabelt, om der i den foreliggende sag er grundlag for at kræve vurdering efter habitatbekendtgørelsen af den påvirkningen fra det i ca. 1964 etablerede udhus på Natura 2000-området og bilag IV-arters levesteder. Det burde i alle tilfælde tilføjes, at hvis vurderingen af udhuset vil udgøre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-område og/eller bilag IV-arters levesteder, vil et påbud om at fjerne udhuset i så fald også kræve en vurdering efter habitatbekendtgørelsen, da en nedrivningen af udhuset i så fald må anses for et projekt omfattet af habitatdirektivets art. 6(3), jf. sag C-399/14, Grüne Liga Sachsen, og hertil Pagh: TfM 2016, s. 125.