MRF 2023.223
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 19. september 2023, j.nr. 23/05375
Afvist, at lokal forening havde klageret over screeningsafgørelse efter miljøvurderingsloven og væsentlighedsvurdering efter kysthabitatbekendtgørelsen i forbindelse med Kystdirektoratets tilladelse til geotekniske undersøgelser i Odense Fjord, da foreningen efter vedtægterne vedrørte borgere på den modsatte side af fjorden ca. 3 km i fugleflugt fra boringerne.
Kystdirektoratet meddelte i marts 2023 tilladelse til at foretage geotekniske undersøgelser med boringer i Odense Fjord. Direktoratet fandt, at projektet ikke var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2, og traf samtidig afgørelse om, at der ikke skulle udarbejdes konsekvensvurdering for projektet efter kysthabitatbekendtgørelsen (2020/654). Afgørelserne blev påklaget af en lokal forening, der bl.a. anførte, at bilag IV-arten marsvin fouragerede i projektområdet, og at boringerne ville påvirke arten negativt. Derudover anførte klager, at projektet ikke var undersøgt tilstrækkeligt, og at der skulle foretages en VVM-undersøgelse. I forbindelse med klagesagen havde klager indsendt foreningens vedtægter, hvoraf fremgik, at foreningen dækkede strækningen mod nord langs den vestlige side af Odense Fjord 3 km fra kysten og ind i landet. Det fremgik videre, at foreningen arbejdede for at beskytte, bevare og udvikle naturen i området. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt alene anledning til at behandle foreningens klageberettigelse efter hhv. miljøvurderingsloven og kysthabitatbekendtgørelsen. For så vidt angik miljøvurderingsloven foretog nævnet en vurdering af, om foreningen havde den fornødne retlige interesse, jf. lovens § 50, stk. 1. Nævnet lagde til grund, at foreningen kun dækkede et bestemt område fra kysten og 3 km ind i landet, og at foreningen efter vedtægterne kun havde til formål at arbejde for, at de borgere, der boede i netop dette område, tidligt blev inddraget i kommunale beslutninger, der påvirker fjorden i dette område. Da projektområdet ikke lå inden for dette område, men vedrørte et område på den modsatte side af fjorden, og boringerne dermed ikke ville påvirke det område, som foreningen arbejdede inden for, fandt nævnet, at foreningen ikke havde den fornødne retlige interesse i sagens udfald. Nævnet afviste med samme begrundelse, at foreningen var klageberettiget efter kysthabitatbekendtgørelsens § 11, stk. 2, og afviste derfor i det hele at realitetsbehandle foreningens klage pga. manglende klageberettigelse.
Kommentar: Det burde have fremgået af nævnets afgørelse, efter hvilken bestemmelse i kystbeskyttelsesloven der var meddelt tilladelse, og hvad projektet nærmere gik ud på. Det kan ganske vist anføres, at manglen delvist kan tilskrives, at væsentlighedsvurderinger efter kysthabitatbekendtgørelsen er karakteriseret som selvstændige afgørelser, hvilket må anses for lovsjusk, som det er anført i kommentaren til MRF 2022.300 Mfk. Dette ændrer dog ikke ved, at nævnet burde have oplyst den præcise hjemmel for tilladelsen i kystbeskyttelsesloven. Konsekvenserne af nævnets begrundelse for afvisning af klageretten for den lokale forening er vanskelige at vurdere på baggrund af den algoritmebaserede anonymisering af afgørelsen.