MRF 2023.22
Vestre Landsrets dom af 22. marts 2023, 6. afd., sag BS-47309/2021-VLR
(Thomas Tordal-Mortensen, Marie Kathrine Nielsen og Jette Uhrenholt (kst.))
A (adv. Jørgen Brammer) mod Varde Kommune (adv. Jens Flensborg)
Kommune var ikke erstatningsansvarlig for det tab, som lovliggørelsespåbud i 2012 om at fjerne energipil på to marker havde påført landmand, uanset at påbuddet vedrørende den ene mark var ophævet af klagenævn i 2013, og klagenævnets stadfæstelse af det andet påbud var ophævet af byretten i MAD 2016.280 B, idet kommunen ikke i 2012 var i besiddelse af de oplysninger, som ved den efterfølgende klagenævns- og domstolsbehandlingen var tillagt væsentlig betydning.
Varde Kommune meddelte i juli 2012 påbud til landmanden A om at fjerne tilplantet energipil på et markareal (bestående af to delarealer, areal X og areal Y) med henvisning til, at markarealet var beskyttet eng efter naturbeskyttelseslovens § 3. A påklagede påbuddet til Natur- og Miljøklagenævnet, der i MAD 2013.3039 Nmk ophævede afgørelsen for så vidt angik areal X, men stadfæstede kommunens afgørelse for så vidt angik areal Y. A anlagde herefter sag mod Natur- og Miljøklagenævnet med påstand om, at nævnets afgørelse var ugyldig for så vidt angik areal Y. Ved dom af 14. september 2016 fandt Retten i Esbjerg, at areal Y ikke var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, idet byretten ved denne vurdering tillagde oplysninger fra den tidligere lodsejer væsentlig betydning. Byretten ophævede derfor nævnets afgørelse for så vidt angik areal Y (MAD 2016.280). A anlagde herefter sag mod Varde Kommune med påstand om erstatning for en række forskellige tabsposter (bl.a. mistede tilskud og udgifter forbundet med genetablering af pilekultur). Byretten konstaterede indledningsvis, at det afgørende spørgsmål ved ansvarsbedømmelsen (culpa) var, om det kunne lægges til grund, at areal X og Y var ferske enge ved naturbeskyttelseslovens ikrafttræden den 1. juli 1992. Det var herved afgørende, om arealerne forud for denne dato havde været omlagt hyppigere end hvert 7.-10. år. Efter bevisførelsen lagde byretten til grund, at arealerne siden 1994-95 havde været vejledende registreret som beskyttet eng, at A ikke forespurgte det daværende amt om § 3-registreringen, inden A i begyndelsen af 00’erne plantede energipil, og at A ikke ved kommunens partshøring om påbuddet var fremkommet med de oplysninger om bl.a. markplaner, braklægningstilskud samt udtalelse fra tidligere lodsejer, som blev tillagt væsentlig betydning ved den efterfølgende nævns- og domstolsbehandling. Byretten bemærkede herefter, at afgørelsen om markernes beskyttelse efter naturbeskyttelseslovens § 3 beroede på en vurdering af faktuelle forhold for år tilbage, og at kommunen havde begrænset adgang til oplysning af sagen ud over tolkning af luftfotos. På denne baggrund fandt byretten det ikke bevist, at kommunen ved vurderingen af arealernes status eller i forbindelse med sagsbehandlingen havde begået fejl, der gav grundlag for at pålægge kommunen et erstatningsansvar. Byretten frifandt herefter Varde Kommune. A ankede dommen til landsretten, der ikke fandt det godtgjort, at kommunen havde begået sagsbehandlingsfejl eller forfulgt usaglige formål. Landsretten lagde vægt på, at kommunen ikke på det tidspunkt, hvor påbuddet blev meddelt, var i besiddelse af sådanne oplysninger, som gjorde, at den havde grund til at indhente yderligere oplysninger fra tidligere lodsejere, og at kommunen efter modtagelsen af oplysninger havde eftertjekket de foreliggende luftfotos. På denne baggrund og i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, stadfæstede landsretten byrettens dom.
Kommentar: Dommen vedrører et grundlæggende forvaltningsretligt spørgsmål, nemlig hvilke krav der stilles til en kommunes oplysning af sagen (officialprincippet), før der meddeles lovliggørelsespåbud, og mere bestemt, om det er ansvarspådragende for kommunen, hvis disse krav ikke er opfyldt, og kommunen med den uhjemlede afgørelse har påført påbudsadressaten et tab. Ser man på praksis vedrørende uhjemlede lovliggørelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, foreligger der en række domme, der har anset uhjemlede lovliggørelsespåbud for ansvarspådragende for myndigheden, som herefter skulle erstatte påbudsadressaten det tab, som det uhjemlede påbud påførte adressaten, jf. f.eks. MAD 2013.142 V, MAD 1999.366 V og MAD 1996.125 Ø. Det er derfor nærliggende at antage, at det samme gælder for uhjemlede lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, vedrørende § 3-arealer, især når det drejer sig om forhold, der ligger mere end 10 år tilbage (se uddybende Pagh i Udsen m.fl. (red.), Festskrift til Mads Bryde Andersen, 2018, s. 773). Men som det fremgår af denne landsretsdom, mente landsretten, at en kommunen ikke havde handlet ansvarspådragende, da kommunen ikke forud for påbuddet havde de samme oplysninger som klagenævnet i 2013 og siden byretten i 2016. Det er noget vanskeligt at følge landsrettens begrundelse, da den forudsætter, at kommunen uden at pådrage sig ansvar kan udstede bebyrdende påbud, inden sagen er tilstrækkelig oplyst. For landmænd, der mødes med lovliggørelsespåbud vedrørende § 3-arealer, og hvor landmanden finder, at påbuddet er uhjemlet, fordi der ikke er tale om et § 3-areal, vil det med en sådan præsumption være nærliggende at undlade at påklage afgørelsen og i stedet enten at anlægge sag mod myndigheden med anmodning om opsættende virkning eller afvente en straffesag, hvor der i begge tilfælde vil være bedre mulighed for den fornødne bevisførelse.