MRF 2023.212
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. juli 2023, j.nr. 21/04461
Stadfæstet afslag på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til punktoprensning af privat vandløb omfattet af vandrammedirektivet, da ansøgningen var begrundet i privatøkonomiske interesser, og oprensningen vil medføre forringelse af kvalitetselementet fisk, som i forvejen var i den laveste klasse.
E ansøgte som bredejer i april 2020 om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til at foretage punktoprensninger af en samlet strækning på ca. 100 m af et vandløb, der udgjorde en privat del af Gelbæk, og hvor de 100 m havde karakter af et drænudløb, der fungerede som afvanding af ca. 100 ha landbrugsjord. Formålet med oprensningen var at sænke vandspejlet med ca. 50 cm ved hovedrænets udløb, da udløbet var halvt fuld af slam, hvilket kunne medføre, at drænrøret kollapsede. Da der som følge af dårlig afvandingstilstand var sket en række skred af vandløbets brink, var der behov for en mere intensiv oprensning. E havde i 2020 foretaget delvis oprensning af vandløbet, hvorefter kommunen havde meddelt standsningspåbud med henvisning til, at forholdet krævede dispensation. Det fremgik af MiljøGIS for vandområdeplaner 2021-2027, at Gelbæk på den omhandlede strækning var målsat til god økologisk og kemisk tilstand, men at den samlede økologiske tilstand var dårlig, idet tilstanden for smådyr, planter og alger var moderat, tilstanden for fisk var dårlig, og tilstanden for nationalt specifikke stoffer var ukendt. Den kemiske tilstand var ukendt. Under en besigtigelse af strækningen konstaterede kommunen bl.a., at vandløbet var hydraulisk belastet. Kommunen meddelte i februar 2021 afslag på dispensation til de ansøgte punktoprensninger. Kommunen henviste til, at der ikke de seneste 23 år havde været udført oprensning, hvorfor oprensningerne forudsatte dispensation, idet den i 2020 gennemførte oprensning ikke skabte præcedens for genoptagelse af sædvanligt vedligehold. Afslaget blev begrundet med, at oprensning ville have en negativ påvirkning af vandløbet, der var i dårlig stand, og at dispensation ville være i konflikt med miljømålet i vandområdeplanen. Kommunen henviste endvidere til, at det økologiske kvalitetselement fisk befandt sig i den laveste klasse, og at enhver forringelse af vandløbet derfor ville udgøre en forringelse af tilstanden for vandløbet i modstrid med vandrammedirektivet. Da ansøgningen efter kommunens opfattelse var begrundet i privatøkonomiske hensyn og ikke havde et miljøforbedrende formål, kunne der efter fast praksis ikke meddeles dispensation. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig gjorde gældende, at oprensningen var udtryk for sædvanlig vedligeholdelse, da der var tale om fjernelse af aflejret materiale. E anførte videre, at E havde været afskåret fra at vedligeholde strækningen pga. en vedligeholdelsesbestemmelse i et ugyldigt regulativ, og det derfor var kommunens retsvildfarelse, der havde medført, at vandløbet ikke på nuværende tidspunkt var i overensstemmelse med vandløbsloven, idet E henviste til, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2018 havde underkendt regulativet for den offentlige del af vandløbet fra 1996 (se MAD 2018.256). Den ansøgte oprensning var derfor ifølge E nødvendig for at overholde vandløbsloven, og der var alene tale om en vandstandssænkning på 50 cm ved hoveddrænet og ikke på hele strækningen. Under klagesagen præciserede E, at oprensningen ville omfatte to strækninger på hhv. 25 og 35 m, og at der påtænktes fjernet materiale i en dybde på hhv. 40 og 30 cm. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at den ansøgte punktoprensning krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, da oprensningen ikke kunne anses for sædvanlig vandløbsvedligeholdelse grundet dens omfang og den lange tid, hvor der ikke var sket vedligeholdelse, idet nævnet understregede, at nævnet ikke herved havde taget stilling til gyldigheden af vandløbsregulativet fra 1998, da det var uden betydning for dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Nævnet stadfæstede herefter kommunens afslag, idet nævnet fandt, at der ikke forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde dispensation. Nævnet lagde herved vægt på, ”at det ansøgte efter nævnets opfattelse er begrundet i privatøkonomiske interesser. Nævnet har dertil lagt vægt på, at det ansøgte vil betyde, at der fjernes gydestryg, dødt ved og skjul for fiskeyngel, og at vandplanter på strækningen vil blive fjernet. Dermed vil det ansøgte betyde, at der sker en forringelse af vandløbets nuværende tilstand og en øget risiko for, at vandløbet ikke opnår vandområdeplanens målsætning om god økologisk tilstand i vandløbet. I denne forbindelse bemærker nævnet, at tilstanden for kvalitetselementet fisk allerede er dårlig, og at enhver forringelse af dette kvalitetselement dermed vil udgøre en forringelse af tilstanden for vandløbet.” Nævnet lagde endvidere vægt på hensynet til at undgå uønsket præcedens. Med bemærkning om, at nævnet ikke havde taget stilling til en eventuel begrænset oprensning ved hoveddrænet, stadfæstede nævnet på denne baggrund kommunens afslag på dispensation.
Kommentar: Begrundelsen for stadfæstelsen af afslaget på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 giver anledning til to bemærkninger. Det er således noget uforståelig, at klagenævnet ikke forholdt sig til nævnets tidligere afgørelse om samme vandløbs offentlige del (trykt i MAD 2018.256 Mfk), hvor klagenævnet ophævede kommunens afgørelse om, at kommunens vedligeholdelse af den offentlige del af vandløbet var tilstrækkelig, fordi det dagældende vandløbsregulativ var i modstrid med vandløbsloven, idet nævnet i afgørelsen fra 2018 samtidig fastholdt kommunens umiddelbare vedligeholdelsespligt efter vandløbslovens § 27. Såfremt det er kommunens manglende vandløbsvedligeholdelse, der har givet anledning til vedligeholdelsesproblemer i E’s private del af vandløbet, må dette i alle tilfælde indgå i vurderingen af dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, jf. bl.a. MAD 2015.221 Nmk, hvor kommunens manglende vandløbsvedligeholdelse havde ført til ny § 3-tilstand i vandløb, men hvor kommunens tilsidesættelse af vandløbsregulativets krav til vedligeholdelse begrundede dispensation fra § 3. Hvis det på den anden side vurderes, at den ansøgte dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 vil medføre en forringelse af vandløbets økologiske tilstand, er dette i modstrid med vandrammedirektivets art. 4(1)(a), jf. sag C-461/13, Weser. Dette betyder videre, at dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 kun kan meddeles efter undtagelsen i vandrammedirektivets art. 4(7) og de modsvarende danske regler i miljømålsbekendtgørelsen, jf. bl.a. MRF 2023.78 Mfk (Vega-sagen fra Horsens). Dette gælder, uanset om dispensationen er begrundet i privatøkonomiske interesser.