MRF 2023.21/3
Vestre Landsrets dom af 8. marts 2023, 15. afd., sag S-0191-22
(Chris Olesen, Jeanette Bro Fejring og Thomas Mølbjerg Dueholm (kst.) med domsmænd)
Anklagemyndigheden mod T1, T2 og A I/S ved T1 og T2 (adv. Birgitte Nygaard Christensen)
T1, T2 og A I/S idømt bøder og tvangsbøder for at overtræde naturbeskyttelseslovens § 89 ved at grave grøfter og etablere samlebrønd og pumpe i § 3-beskyttet mose og eng samt for at overtræde § 26 a ved nedlæggelse af sti. Delvis frifindelse for flere af kommunens lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, da påbuddene ikke var meddelt alle de tiltalte.
Straffesagen omhandlede en landbrugsejendom, der i 2008 blev erhvervet af T1 og T2, der drev ejendommen som A I/S, og hvor der indtil 2011 havde ligget et dambrug, som via dræn aftog vand fra arealerne, og hvor arealerne efterfølgende blev dyrket. Efter at dambruget blev nedlagt, havde der været problemer med afvandingen af arealerne. T1, T2 og A I/S var tiltalt for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven ved at have foretaget tilstandsændringer i § 3-beskyttede arealer og nedlagt en vej i strid med lovens § 26 a samt for ikke at efterkomme kommunens lovliggørelsespåbud efter § 73, stk. 5. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om bøde og tvangsbøder, indtil påbuddet var efterkommet. De tiltalte nægtede sig skyldige og gjorde til støtte herfor gældende, at de omhandlede arealer ikke var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, da de købte ejendommen i 2008, og heller ikke da dambruget blev nedlagt i 2011, og at de foretagne ændringer var nødvendige for at undgå vandlidende arealer efter, at dambrugsdriften ophørte. Byretten lagde til grund, at de omhandlede arealer var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 bl.a. med henvisning til en vejledende registrering i 1992-95, og at kommunen havde overladt det til de tiltalte som ejere at videreføre de tidligere to kommunale drænrør over ejendommen med det forbehold, at mosens tilstand blev bevaret. Herefter fandt byretten, at de tiltalte havde foretaget de i tiltalen anførte tilstandsændringer i beskyttede mose- og engarealer, og at dette var sket for at anvende arealet til landbrugsmæssig drift, hvorfor de tiltalte havde tilsigtet en økonomisk fordel (forhold 3 og 7), ligesom de tiltalte fandtes skyldige i ikke at have efterkommet et påbud fra januar 2017 om at retablere tre sidegrøfter (forhold 1 og 2). I forhold til et lovliggørelsespåbud fra december 2018 om bl.a. at fjerne beplantning fra mosen blev de tiltalte frifundet for det ene påbud, da påbuddet alene var meddelt den ene ejer (T1) (forhold 4), mens byretten i relation til et lovliggørelsespåbud til T1 og A I/S fra oktober 2019 om at retablere engen frifandt A I/S, men domfældte T1 med henvisning til ejers lovliggørelsespligt efter naturbeskyttelseslovens § 74 og bemærkning om, at påbuddet ikke var mere vidtgående, end hvad der er hjemlet i § 73, stk. 5 (forhold 5). I forhold til et påbud om retablering af den nedlagte sti frifandt byretten alle de tiltalte, fordi påbuddet alene var meddelt A I/S og ikke de to ejere (forhold 6). Derimod blev de tiltalte fundet skyldige i ikke at have efterkommet et påbud fra august 2020 om retablering af mosen, da påbud om ”at retablere mosen på følgende måde, hele grøften skal kastes til igen med den opgravede jord som ligger langs grøften, brønd inkl. nyanlagt drænrør og pumpe skal fjernes og jorden skal fyldes tilbage i de to gravede huller centralt i mosen” ikke fandtes at gå videre end § 73, stk. 5, hjemler (forhold 8). T1 blev herefter idømt en bøde på 20.000 kr., T2 en bøde på 30.000 kr. og A I/S en bøde på 60.000 kr. De tiltalte blev endvidere pålagt månedlige tvangsbøder, indtil de gyldigt påbudte retableringer af arealerne var gennemført. De tiltalte ankede dommen til landsretten, der i det væsentlige tiltrådte byrettens vurderinger, idet landsretten dog for så vidt angik forhold 4 fandt det bevist, at lovliggørelsespåbuddet fra december 2018 blev sendt til alle de tiltalte, som herefter blev fundet skyldige i dette forhold, ligesom landsretten fandt både T1 og A I/S skyldige i forhold 5 ved ikke som ejer henholdsvis bruger at have efterkommet lovliggørelsespåbuddet fra oktober 2019. Med hensyn til straffastsættelsen forhøjede landsretten bøderne til de tiltalte med henvisning til antallet og karakterne af overtrædelserne, der var begået som led i et erhvervsmæssigt forhold, med økonomisk vinding for øje og med skade eller fare for skade på naturen til følge. T1 blev herefter idømt en bøde på 25.000 kr., T2 en bøde på 50.000 kr. og A I/S en bøde på 90.000 kr. Landsretten tiltrådte endvidere de månedlige tvangsbøder på 2.000 henholdsvis 4.000 kr., dog således at der ikke blev fastsat forvandlingsstraf for disse.
Kommentar: Dommen har interesse i tre henseende. For det første illustrerer dommen vanskelighederne med at anvende naturbeskyttelseslovens § 3 på en ejendom, når den erhvervsmæssige anvendelse ændres, hvilket var det ene hovedargument for de tiltaltes påstand om frifindelse. For det andet bekræfter dommen fast praksis om, at lovliggørelsespåbud skal meddeles alle ejere og brugere for at være gyldigt, jf. bl.a. U 2000.457 V, mens der i landsrettens præmisser vedrørende forhold 5 savnes en begrundelse for forskellen mellem byrettens frifindelse af A I/S som bruger og landsrettens domfældelse af A I/S som bruger. Endelig har dommen interesse i relation til, hvilke foranstaltninger der kan påbydes som lovliggørelse efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, da dommen må tages som udtryk for, at lovliggørelsespåbud om retablering efter § 73, stk. 5, kan omfatte at tilbageføre ulovligt fjernede ændringer ved f.eks. afgravning eller påfyldning, men ikke nødvendigvis en egentlig naturmæssig genopretning, jf. i samme retning Pagh: TfM 2016, s. 237. Endelig kan bemærkes, at det er korrekt, at landsretten lod den af byretten fastsatte forvandlingsstraf for tvangsbøderne udgå, idet tvangsbøderne først forfalder til betaling, hvis tiltalte ikke efterkommer påbuddet inden for rettens frist, og forvandlingsstraf for ubetalte tvangsbøder herefter kan fastsættes med hjemmel i § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., jf. også MRF 2023.261 V. Denne detalje overses undertiden også af landsretten, jf. MRF 2023.266/3 V.