MRF 2023.206
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. juli 2023, j.nr. 22/01062
Stadfæstet kommunes påbud med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 3 og miljøbeskyttelseslovens § 27 om ophør af tilskudsfodring af ænder med korn på 1,1 ha § 3-sø beliggende i Natura 2000-område, da tilskudsfodringen var væsentligt udvidet siden 2007.
Sagen omhandlede en § 3-beskyttet sø i Natura 2000-område nr. 136 beliggende på E’s ejendom i Kattinge By, hvorfra E foretog tilskudsfodring af ænder. Søen havde et areal på ca. 11.850 m2 og var registreret som omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Lejre Kommune havde ved tilsyn fundet tegn på, at der foregik tilskudsfodring af ænder i og ved den omhandlende sø. Det var forinden ved NOVANA-overvågning af søen i 2007 blevet konstateret, at der foregik tilskudsfodring i form af udlægning af franskbrød i et trådbur langs søen, hvilket, efter kommunens vurdering, havde pågået i en længere årrække. I december 2021 meddelte Lejre Kommune med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 27 og naturbeskyttelseslovens § 3 påbud om, at E skulle ophøre med tilskudsfordring, således at tilskudsfodring på søen og brinken skulle standses og begrænses til ét sted ved søen, og at foder i nærheden af søen skulle opbevares i lukkede kasser. E havde i forbindelse med partshøringen oplyst, at E havde foretaget fodring siden overtagelse af ejendommen i 2006, og at dette ligeledes var sket før E’s overtagelse. Kommunen lagde på baggrund af besigtigelsen til grund, at der var sket en væsentlig forøgelse i tilskudsfodringen i og omkring søen, og at omfanget af fodringen dermed udgjorde en dispensationskrævede tilstandsændring efter naturbeskyttelseslovens § 3 og i øvrigt var i strid med miljøbeskyttelseslovens § 27. Kommunen begrundede afgørelsen med, at omfanget af fodring i den konkrete sag ville forringe levevilkårene for søens organismer som følge af øget udledning af næringsstoffer. Påbuddet blev påklaget af E, der navnlig anførte, at der manglede dokumentation for, at tilskudsfordringen medførte forøgelse af nærringstoffer i søen, og at påbuddet ikke var sagligt begrundet. I forbindelse med klagesagen bemærkede kommunen, at tilskudsfordring, uanset om det var i eller ved siden af søen, ville medføre udledning af næringsstoffer i vandet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, ikke kan påklages til nævnet, jf. § 78, stk. 1, men at nævnet i praksis har anset sig for kompetent til at prøve, om der er tale om et ulovligt forhold, hvorefter nævnet tog stilling til, om tilskudsfodringen udgjorde en dispensationskrævede tilstandsændring efter § 3. Nævnet fandt ikke anledning til at tilsidesætte kommunens vurdering af, at tilskudsfodring udgjorde en dispensationskrævende tilstandsændring, da den konstaterede tilskudsfodring ikke havde karakter af sædvanlig drift, idet der ved besigtigelsen i 2007 kun var ét bur ved søen, og da tilskudsfodringen med korn afveg væsentligt fra det tidligere oplyste. Nævnet stadfæstede herefter kommunens påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, og fandt med henvisning hertil ikke grund til at tage stilling til, om tilskudsfodringen tillige var i strid med miljøbeskyttelseslovens § 27.
Kommentar: Den præcise ordlyd af kommunens påbud fremgår ikke af klagenævnets afgørelse, men hvis kommunen har ment, at miljøbeskyttelseslovens § 27 om forurening af vandmiljøet er overtrådt, vil lovliggørelse kræve et påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, hvilket efter loven og fast praksis ikke kan påklages til nævnet. Uanset at nævnet fortolker klageadgang efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, anderledes, burde nævnet derfor have forholdt sig til dette forhold, jf. også kommentaren til MRF 2022.87 Mfk. Formuleringen af nævnets afgørelse, hvorefter nævnet ”stadfæster Lejre Kommunes afgørelse af 14. december 2021 vedrørende påbud om ophør af tilskudsfodring af ænder i § 3-beskyttet sø”, efterlader flere spørgsmål om, hvad nævnet egentlig har afgjort. Klagenævnet kan (efter nævnets egen udlægning af sin kompetence) ikke tage stilling til indholdet i påbud efter § 73, stk. 5, men alene til, om der er et ulovligt forhold. Nævnet burde have præciseret, at der ikke kan klages over påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, men at afslag på tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, kan påklages, og hvis dette ikke er fremgået af det forudgående forløb, vil dette normalt føre til ophævelse og hjemvisning fra nævnets side. Mht. sagens problem, nemlig om ænder og andre fugles kvælstofpåvirkning af vandmiljøet som følge af fugleekskrementer og dermed, om forøgelse af fuglebestanden medfører øget kvælstofpåvirkning, vil dette tillige begrunde en vurdering af, om begrænsninger i fodring kan påvirke beskyttelsen af vilde fugle. Dette gælder især, når der som her er tale om et Natura 2000-område og et nærliggende fuglebeskyttelsesområde, hvor det kan overvejes, om et påbud om ophør med hidtidig fodring kan kræve en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, når afgørelsen er begrundet med naturbeskyttelseslovens § 3 og miljøbeskyttelseslovens § 27. Problemstillingen var endvidere fremme i en straffesag mod et havbrug, hvor det blev afvist, at der kunne modregnes for muslingeopdræt, hvilket under vidneafhøringen bl.a. blev begrundet med, at ”hvis edderfuglene spiser muslingerne, skal man sikre sig, at edderfuglene spiser mere, end de ellers ville have spist, og så skal man sørge for, at edderfuglene flyver et andet sted hen og laver lort” (Retten i Horsens dom af 7. december 2023 (MRF 2023.292 B)).