MRF 2023.197
EU-Domstolens dom af 23. november 2023, 4. afd., sag C-84/22, Right to Know
Miljøoplysningsdirektivets art. 4(1)(e) om mulighed for at undtage ”interne meddelelser” fra aktindsigt omfatter ikke undtagelsen for fortrolige oplysninger i sagsbehandling efter art. 4(2)(a), hvorefter oplysninger om emissioner til miljøet ikke kan undtages fra aktindsigt. Begge undtagelser kan kun bruges efter konkret afvejning. EU-retten anerkender retskraft af nationale domme, uanset at dommen er afsagt ved tilsidesættelse af forelæggelsespligten efter TEUF art. 267(3).
Sagen omhandlede en irsk NGO (Right to Know), der med henvisning til miljøoplysningsdirektivet (2003/4) havde anmodet om udlevering af referater fra regeringsmøder i den irske regering, hvilket i første omgang blev afslået. Right to Know indbragte afslaget for en irsk domstol, der lagde til grund, at anmodningen var omfattet af undtagelsen i direktivets art. 4(1)(e) vedr. ’interne meddelelser’, hvorfor afslaget krævede en konkret begrundelse baseret på en afvejning af fordele og ulemper ved at meddele aktindsigt, hvorfor sagen blev hjemvist. Herefter blev dele af anmodningen om oplysninger imødekommet af premierministeren, men afslaget blev igen indbragt for en irsk domstol, hvor Right to Know gjorde gældende, at forholdet i stedet skulle bedømmes efter miljøoplysningsdirektivets art. 4(2)(a) om en myndigheds fortrolige oplysninger. Den irske domstol lagde til grund, at det ikke var muligt at nægte at udlevere oplysninger om emissioner til miljøet, og at det som følge heraf ikke var muligt at tilbageholde disse oplysninger, men fandt på den anden side, at referater fra møder i regeringen kan være omfattet af undtagelsen for fortrolige oplysninger. Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om, hvorvidt referater fra regeringsmøder hører under undtagelsen i undtagelsen i art. 4(1)(e) om ’interne meddelelser’ eller art. 4(2)(a) om ’myndigheders sagsbehandling’. På baggrund af sagens forløb blev tillige rejst spørgsmål om retskraften af den første upåankede dom i forhold til effektivitets- og ækvivalensprincippet og betydningen af, at der ikke i den første dom var sket præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. I forhold til klassificeringen af referater fra regeringsmøder fastslog EU-Domstolen, at undtagelsen i art. 4(2)(a) for sagsbehandling er lex specialis i forhold til art. 4(1)(e) om interne meddelelser, og at undtagelsen i art. 4(2)(a) alene gælder oplysninger, der udveksles i de sidste etaper i en beslutningsprocedure, der må anses for sagsbehandling. Samtidig afviste EU-Domstolen, at undtagelserne kan anvendes kumulativt. I forhold til retskraftspørgsmålet fastslog EU-Domstolen, at retskraft af domme og dermed deres endelighed ikke er i modstrid med EU-retten, uanset at retskraften hindrer opfyldelse af EU-retlige forpligtelser. Dette gælder også, selv om den retskraftige dom er afsagt ved tilsidesættelse af pligten til at foretage præjudiciel forelæggelse efter TEUF art. 267(3), da sådanne brud på EU-retten kan imødegås ved den af EU-Domstolen udviklede praksis om medlemsstaternes erstatningsansvar (præmis 76). Såfremt der efter national ret er mulighed for at genoptage en retskraftig dom under visse betingelser, og disse betingelserne er opfyldt, har de nationale domstol imidlertid pligt til at gøre brug heraf. Hvis dette var tilfældet for irsk ret, og den forelæggende irske domstol måtte finde, at den omhandlede anmodning om oplysninger ikke var omfattet af undtagelsen for ’interne meddelelser’, skulle den irske domstol derfor tillade Right to Know at forfølge dette spørgsmål i den konkrete sag (præmis 78-81).
Kommentar: Dommens stillingtagen til retskraft har principiel rækkevidde, da den angår de tilfælde, hvor en national domstol afsiger en dom, der er i modstrid med gældende EU-regler. Med dommen præciseres, at selv om især det EU-retlige effektivitetsprincip kunne begrunde, at retskraften af dommen efterfølgende kan anfægtes, indtager retskraften en så central rolle i medlemsstaternes retsorden, at den kan begrænse EU-rettens fulde gennemslagskraft, således at mulighed for genoptagelse af retskraftig dom kun kan ske inden for rammerne af den nationale retsorden. Det følger dog samtidig af dommen, at hvis den nationale dom må anses for en kvalificeret overtrædelse af EU-retten, og der samtidig er sket en tilsidesættelse af pligten til præjudiciel forelæggelse efter TEUF art. 267(3), kan medlemsstaten blive erstatningsansvarlig for det adækvate tab, som dommen har påført en part i sagen. Dette betyder også, at selv om en dom om medlemsstatens erstatningsansvar for en tidligere afsagt EU-stridig dom må indebære en præjudiciel stillingtagen til den tidligere dom, ændrer det ikke ved retskraften af tidligere dom, ud over hvad der måtte følge af national rets muligheder for genoptagelse, jf. også Fenger: U 2011B.313 (s. 316 f.).
I forhold til sagens konkrete EU-retlige spørgsmål om adgang til miljøoplysninger indeholder dommen ingen nærmere oplysninger, ud over at det drejer sig om referater fra et regeringsmøde, hvor der tilsyneladende også er indgået oplysninger om emissioner til miljøet. Dommen bekræfter tidligere praksis om, at dokumenter kun kan undtages efter en konkret vurdering og begrundelse, jf. ligeledes sag C-619/19 (MRF 2021.29). Men dommen viser tillige, at hvor et referat fra et regeringsmøde indeholder miljøoplysninger, gælder miljøoplysningsdirektivets hovedregel. Det fremgår videre, at mødereferatet ikke kan klassificeres som interne meddelelser i forhold til miljøoplysningsdirektivet, hvis udvekslingen på det omhandlede regeringsmøde er en del af den afsluttende sagsbehandling, som munder ud i en afgørelse. Den nærmere afgrænsning af dette kriterium er efter dommen ikke helt klar, men forekommer ganske vidtgående og vil nok kræve nogle genovervejelser i sager om aktindsigt fra bl.a. møder i Miljøministeriets ledelse, hvor det må antages, at det er almindeligt at fremlægge bl.a. oplysninger om emissioner til miljøet som f.eks. i den aktuelle diskussion om vandmiljøets tilstand.