MRF 2023.184
Planklagenævnets afgørelse af 14. august 2023, j.nr. 23/04600 og 23/07920
Kommune kunne fastsætte høringsperiode af kommuneplantillæg og lokalplan til 4 uger, da planlovens § 24, stk. 4, skal fortolkes som planlovens § 23 C, og ændring af minimumsgrundstørrelsen ved udstykning fra 1.200 m2 til 800 m2 fandtes at udgøre en mindre ændring, der ikke stred mod planens hovedprincipper.
Gribskov Kommune vedtog den 14. marts 2023 et kommuneplantillæg og en lokalplan, der havde til formål at muliggøre etablering af nyt boligområde ved landsbyen Søborg samt at fastlægge bestemmelser, der skulle sikre den arkitektoniske sammenhæng i landsbymiljøet. For at sikre overensstemmelse mellem kommune- og lokalplan vedtog kommunen et kommuneplantillæg for et nyt rammeområde (2.L.03), der alene omfattede planområdet for det nye boligområde, hvilket ændrede den for rammeområdet (2.L.02) fastsatte minimumsgrundstørrelse ved udstykning fra 1.200 m2 til 800 m2. Planforslagene havde været i offentlig høring i fra 13. januar til 13. februar 2023, dvs. i fire uger og tre dage. En gruppe naboer påklagede planvedtagelserne og gjorde gældende, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde inddraget borgerne i planprocessen, og at den vedtagne lokalplan var i strid med kommuneplanen, bl.a. fordi det i lokalplanens redegørelse var anført, at der var mulighed for at bygge ”enkelte nye boliger” eller ”få boliger” ved landsbyer. Planklagenævnet (formanden) fandt indledningsvis anledning til at tage stilling til, om betingelserne for fastsættelse af en kortere høringsfrist end 8 uger, jf. planlovens § 24, stk. 4, var opfyldt. Nævnet fandt, at § 24, stk. 4, skal fortolkes som planlovens § 23 C med hensyn til, om der er tale om ”mindre ændringer”, der ikke er i strid med planlovens hovedprincipper. Da kommuneplanens øvrige rammebestemmelser for rammeområde 2.L.02 blev fastholdt uden ændringer, fandt nævnet, at kommunen havde været berettiget til at fastsætte kortere høringsperiode end 8 uger. Ud fra sagens oplysninger var indsigelserne modtaget inden udløbet af høringsfristen. Nævnet bemærkede, at kommunen ikke efter planloven er forpligtet til at imødekomme indsigelser mod planforslag, og at det i øvrigt tilkom kommunen et meget vidt skøn ift. at fastlægge indholdet af kommuneplantillæg og lokalplaner. For så vidt angik indsigelsen om, at lokalplanen var i strid kommuneplanen, lagde nævnet til grund, at kommunalplanens redegørelse ikke er retligt bindende for lokalplanlægningen. Afgørende for, om lokalplanen måtte anses for at være i strid med kommunalplanen, var, om lokalplanen var i strid med konkret fastsatte retningslinjer og rammer for det pågældende lokalområde. Således kunne redegørelsesafsnittene i kommuneplanen på baggrund af en fortolkning ikke danne grundlag for modstrid med lokalplanen, selvom disse var placeret under kommuneplanens retningslinjer. For så vidt angik begreberne ”enkelte boliger” og ”få boliger” i kommuneplantillægget fandt nævnet, at fortolkningen heraf forudsatte en skønsmæssig vurdering, som nævnet kun kunne tilsidesætte, hvis kommunens vurdering var åbenbart forkert. Nævnet fandt herefter ikke, at lokalplanen var i strid med kommuneplanens retningslinjer om landsbyer, herunder fordi de ikke indeholdt forbud mod opførelse af nye boliger inden for udpegningerne som særlige byzoner. Nævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen over kommunens planvedtagelser for boligområdet.