MRF 2023.178
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. juni 2023, j.nr. 23/02284
Ophævet og hjemvist screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at forsøgsprojekt på 12 måneder for at nedbringe emission fra slamforbrændingsanlæg i overensstemmelse med vejledende grænseværdier ikke var VVM-pligtigt, da overskridelse af grænseværdier kræver miljøvurdering. Miljøgodkendelsen til projektet ophævet som konsekvens heraf.
Sagen omhandlede et slamforbrændingsanlæg i Guldborgsund Kommune. Anlægget blev første gang miljøgodkendt i 2019 efter godkendelsesbekendtgørelsens bilag 2, listepunkt K215 om anlæg, der forbrænder ikke-farligt affald med en kapacitet på mindre end tre tons pr. time. Efter en brand på anlægget blev der i 2021 meddelt ny miljøgodkendelse. Med henblik på at gennemføre et pilotprojekt blev der fremsendt ansøgning om miljøgodkendelse for en tidsbegrænset periode på 12 måneder, herunder for i perioden ved dosering af ammoniak, tilsatsfyring med flis mv. at gennemføre forsøg og skabe dokumentation for, om grænseværdier for emission gennem røggassen kunne overholdes. Kommunen lagde til grund, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 13.b om projekter, som hovedsageligt tjener til udvikling og afprøvning af nye metoder, og som ikke anvendes i mere end to år. Det fremgik af screeningsskemaet, at anlægget ikke umiddelbart ville kunne overholde vejledende grænseværdier for luftforurening, men at der ville blive foretaget forsøg på at reducere emissionen, og at virksomheden ville ophøre efter 12 måneder, hvis der ikke blev ansøgt om ny miljøgodkendelse. Kommunen fandt med henvisning hertil, at forsøgsprojektet kunne tillades uden miljøvurdering og meddelte samme dag miljøgodkendelse til anlægget. Begge afgørelser blev påklaget af en nabo til virksomheden, der bl.a. gjorde gældende, at godkendelsen krævede miljøvurdering. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at efter Miljøstyrelsens vejledning om miljøvurdering af konkrete projekter vil overskridelse af vejledende grænseværdier som udgangspunkt kræve miljøvurdering, men påvirkningen skal dog vurderes konkret i forhold til øvrige kriterier i bilag 6, herunder hyppighed af påvirkningen. Nævnet konstaterede, at Guldborgsund Kommunes vurdering af, at projektet ikke kunne forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet, selvom vejledende grænseværdier var overskredet, ikke var nærmere konkret begrundet, men alene henviste til, at påvirkningen ville ophøre efter 12 måneder. Under hensyn til, at overskridelse af vejledende grænseværdier i sig selv taler for en forpligtelse til at gennemføre miljøvurdering, ophævede nævnet herefter screeningsafgørelsen. Som følge heraf var betingelserne for miljøgodkendelse ikke længere til stede, hvorfor nævnet også ophævede den påklagede miljøgodkendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Til brug for en fornyet behandling bemærkede nævnet, at virksomheden var omfattet af bekendtgørelsen om anlæg, der forbrænder affald, hvor det i § 25 er bestemt, at der i miljøgodkendelsen som minimum skal fastsættes vilkår om overholdelse af emissionsgrænseværdierne i bilag 3, som implementerer grænseværdierne fastsat med IE-direktivets bilag VI. Under hensyn til, at bekendtgørelsen ikke indeholder hjemmel til at dispensere fra emissionsgrænseværdierne, gjorde nævnet gjorde opmærksom på, at det efter miljøbeskyttelseslovens § 33 ikke var muligt at meddele miljøgodkendelse, hvor emissionsgrænserne var fraveget i en periode på 12 måneder, hvorfor en ny afgørelse herom ville være ugyldig.
Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker afslutningsvis i afgørelsen, at det pågældende anlæg er omfattet af affaldsforbrændingsbekendtgørelsen, som implementerer dele af IE-direktivet. Efter direktivet og bekendtgørelsen skal affaldsforbrændingsanlæg overholde bestemte emissionsgrænseværdier, der – som anført af nævnet – ikke kan fraviges, bortset dog fra overskridelser som følge af teknisk uundgåelige standsninger, forstyrrelser eller svigt i rensningsanlæg eller måleanordninger, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 6. Det kan bemærkes, at affaldsforbrændingsbekendtgørelsen ikke omfatter forsøgsanlæg, men at dette kun gælder, hvor anlægget behandler under 50 tons affald om året, jf. bekendtgørelsens § 3, nr. 2. Ud fra oplysningerne i ovennævnte sag må det antages, at det her omhandlede anlæg behandlede noget større mængder affald og derfor – som anført af nævnet – er omfattet af bekendtgørelsen.