MRF 2023.177
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. juni 2023, j.nr. 21/04620, 21/04622, 21/04623, 21/04624, 21/04626, 21/04630 og 21/10909
Ophævet og hjemvist Region Sjællands Råstofplan 2020, da planens retningslinjer for to graveområder inddrog trafikale hensyn, som ikke er lovlige efter råstofloven, og da der for udvidelsen af et tredje graveområde alene var sket en væsentlighedsvurdering af påvirkningen af et Natura 2000-område, som inddrog afværgeforanstaltninger.
Region Sjælland vedtog i marts 2021 efter forudgående miljøvurdering og offentlig høring Råstofplan 2020. Planen fastlagde 17 retningslinjer for, hvordan planlægningen og indvindingen skulle finde sted for at leve op til Region Sjællands mål for råstofplanlægningen. I retningslinje 3 var det fastsat, at der som del af udpegningsgrundlaget kunne opstilles forudsætninger for udnyttelse af et gravområde. På den baggrund var der i planen fastsat forudsætninger for i alt fem graveområder, hvor regionen på baggrund af miljøvurderingen havde vurderet, at der fandtes særligt vigtige interesser, som der skulle tages hensyn til i forbindelse med en eventuel indvinding. For graveområdet Kaldred Delområde D (G1) var det en forudsætning for indvinding, at der blev taget særlige hensyn til trafikmæssige forhold ved at etablere en særlig vejadgang. For Vallestrup Graveområde (G3) var det en forudsætning for gravetilladelse, at lodsejeren og Holbæk Kommune som vejmyndighed havde fundet en tilfredsstillende løsning for vejforholdene, som ikke var dimensioneret til tung trafik. For Stenrad Delområde D (G2) forudsatte en indvinding, at der skulle tages særligt hensyn til et nærliggende Natura 2000-område, bl.a. ved at der kun blev gravet på højereliggende arealer, og at der ikke blev gravet tættere end 20-30 meter fra den prioriterede habitatnaturtype elle- og askeskov. Råstofplanen blev påklaget af naboer til graveområderne, en ejer af et interesseområde og en råstofvirksomhed, som bl.a. anførte, at vurderingen af indvirkningen fra Stenrad Delområde D (G2) på Natura 2000-området var mangelfuld, og at der i retningslinjerne indgik hensyn til trafik, som ikke var omfattet af råstofloven. Under klagesagen oplyste regionen, at der i et notat fra 2015 med titlen ”Stenrand Delområde, Foreslået Udvidelse af graveområde, Natura 2000-væsentlighedsvurdering”, som var udarbejdet af et rådgivende firma forud for vedtagelsen af den tidligere Råstofplan 2016, var foretaget en konsekvensvurdering af udvidelsen af Stenrand Delområde efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Miljø og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt alene anledning til at behandle lovligheden af retningslinje 3, idet nævnet bemærkede, at det betragtede de opstillede forudsætninger som en del af retningslinjen. Hvad angik forudsætningerne for Kaldred Delområde D (G1) og Vallestrup Graveområde (G3) fandt nævnet, at hensyn til trafikmæssige forhold ikke er et sagligt hensyn, der kan varetages i forbindelse med behandling af en ansøgning om råstofindvindingstilladelse, hvorfor der ikke er hjemmel til at fastsætte forudsætninger herom i råstofplanen. Hvad angik Stenrad Delområde D (G2) fandt nævnet, at der i notatet fra 2015 var inddraget afhjælpende foranstaltninger ved vurderingen af, om udvidelsen af graveområdet kunne ske uden væsentlig påvirkning af Natura 2000-området, idet vurderingen bl.a. var foretaget under forudsætning af, at der ikke blev gravet nærmere området end 20-30 m, og at der ikke blev udgravet direkte i skrænten. På den baggrund og henset til områdets sårbarhed over for ændringer i grundvandsstanden fandt nævnet, at det ikke på objektivt grundlag kunne udelukkes, at udvidelsen af Stenrand Delområde i sig selv eller sammen med andre planer og projekter kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt, hvorfor der skulle udarbejdes en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Nævnet fandt dernæst, at notatet fra 2015 ikke opfyldte betingelserne til en konsekvensvurdering, idet råstofplanen ikke var nærmere beskrevet i notatet, og da vurderingen var foretaget under antagelser og forudsætninger, der ikke var en beskrivelse af planens påvirkning af Natura 2000-området, som ikke kunne karakteriseres som bedste videnskabelige viden på området, og som ikke inddrog kumulative virkninger. På denne baggrund ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet Råstofplan 2020 i sin helhed.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at selv om råstoflovens § 3 på en forholdsvis usædvanlig måde indeholder en fyldig opremsning af de forskelligartede hensyn, som skal indgå ved vedtagelse af råstofplaner og meddelelse af råstoftilladelser, giver § 3 ikke hjemmel til at inddrage hensyn til, hvordan råstofindvinding påvirker afviklingen af trafik på offentlige veje. Disse forhold må i stedet reguleres af vejmyndigheden og politiet efter færdselslovgivningen. Om afvejningsreglen i råstoflovens § 3 se Titti Kopp: Råstofindvinding på land - retlige krav til skønsudøvelsen, 2005, hvori tillige omtales, hvordan EU-rettens regler om miljøvurdering og beskyttelse af natur selvstændigt udvider de hensyn, som må indgå i afvejningen. I forhold til vurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, jf. § 8, har nævnets afgørelse et mere principielt element. I sagen forelå et dokument med titlen, som havde betegnelsen væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, men da regionen gjorde gældende, at der var tale om en konsekvensvurdering efter § 6, stk. 2, tog nævnet stilling til denne mulighed. På grundlag af en konkret bedømmelse afviste nævnet, at vurderingen opfyldte kravene til en konsekvensvurdering. Dette må logisk have den konsekvens, hvis en væsentlighedsvurdering har en sådan kvalitet, at den opfylder kravene til en konsekvensvurdering, skal den retligt klassificeres som en konsekvensvurdering med den følge, at der kan være krav om miljøvurdering efter miljøvurderingsloven, hvilket dog ikke var et problem i den konkrete sag.