MRF 2023.175
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. juni 2023, j.nr. 23/04503
Afvist klage over Naturstyrelsens udtalelse om praksisændring for screeningsafgørelser efter miljøvurderingsloven af forvaltningsplaner over urørt skov, da udtalelsen ikke var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.
Naturstyrelsen offentliggjorde den 27. februar 2023 en ændring af praksis om miljøvurderingsloven og forvaltningsplanerne for urørt skov, hvorefter styrelsen fremover kun ville træffe screeningafgørelser efter miljøvurderingsloven for forvaltningsplaner, når der forelå et krav om dette. Det fremgik videre, at der kun er pligt til at træffe afgørelse om miljøscreening i de tilfælde, hvor planerne kunne have væsentlig indvirkning på et habitatområde, hvilket efter styrelsens opfattelse sjældent var tilfældet, da forvaltningsplanerne havde til formål at understøtte bevaringsmålsætningerne i Natura 2000-planerne. Offentliggørelsen af ”udtalelsen” blev påklaget af foreningen Fri Natur, der bl.a. gjorde gældende, at forvaltningsplaner for urørt skov automatisk er omfattet af miljøvurderingsloven, at rydning af hovedparten af ikke-hjemmehørende arter kan få negativ virkning for sortspætten, og at udtalelsen fra Naturstyrelsen faldt ind under det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb og dermed kunne påklages efter miljøvurderingslovens § 48 og Århuskonventionens art. 9, stk. 2 og stk. 3. I forbindelse med klagesagen bemærkede Naturstyrelsen, at udtalelsen ikke udgjorde en administrativ afgørelse, da der ikke var truffet konkrete afgørelser i relation til forvaltningsplaner om urørt skov, og at praksisændringen omhandlede forståelsen af retsregler og retspraksis, som skulle inddrages i det fremtidige arbejde med forvaltningsplanerne. Styrelsen bemærkede videre, at praksisændringen ikke automatiserede vurderingerne, og at der fortsat ville blive foretaget individuelle og konkrete vurderinger. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at det afgørende i forhold til afgørelsesbegrebet er, om Naturstyrelsens udtalelse fastsætter, hvad der er eller skal være gældende ret i et konkret tilfælde. Nævnet fandt, at Naturstyrelsens udtalelse ikke udgjorde en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, idet udtalelsen alene havde karakter af praksisændring i forhold til forståelsen af miljøvurderingslovens regler om udarbejdelsen af screeningafgørelser i forbindelse med forvaltningsplaner for urørt skov. Dertil kom, at der ikke med udtalelsen var taget stilling til, om konkrete planer var omfattet af miljøvurderingsloven. Nævnet afviste på den baggrund at realitetsbehandle klagen.
Kommentar: Afvisningen af klagen må tiltrædes, da en myndigheds udtalelse om forståelse af bestemte lovregler ikke kan anses for en forvaltningsafgørelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet kunne dog med fordel have tydeliggjort anvendelsesområdet for miljøvurderingsloven henholdsvis lovens § 10. Forvaltningsplaner for urørt skov vil således ofte have karakter af en plan for arealanvendelsen, der næppe kan vedtages uden en screening efter miljøvurderingslovens § 10. Om screeningen vil udløse en miljøvurdering er et andet spørgsmål, og hvis den konkrete forvaltningsplan for det pågældende skovområde ikke fastsætter rammer for projekter anført i miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2, og planen ikke kræver konsekvensvurdering efter habitatdirektivets art. 6(3), vil en screening ofte være tilstrækkelig, men i forbindelse med screeningen af de enkelte forvaltningsplaner skal Naturstyrelsen dog også inddrage habitatbekendtgørelsens § 10, jf. § 8, stk. 8, nr. 1 (der udtrykkeligt nævner miljøvurderingslovens § 10), hvor tilsidesættelse af disse regler formentlig vil føre til ugyldighed.