MRF 2023.167
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 31. maj 2023, j.nr. 22/05640
Ophævet og hjemvist afgørelse om, at kommunen havde opfyldt vedligeholdelsespligten på en bestemt strækning af et offentligt vandløb, da kommunen ikke havde dokumenteret dette. Spørgsmål om eventuel erstatning skal indbringes for taksationskommissionen.
Sagen omhandlede Kolding Kommunes vedligeholdelse af det offentlige vandløb Vester Nebel Å, hvor en bredejer (B) i en længere periode havde klaget til kommunen over, at kommunen havde tilsidesat sin vedligeholdelsespligt. I juli 2017 traf kommunen med henvisning til vandløbslovens §§ 12 og 27 afgørelse om, at strækningen st. 3.500-3.800 i Vester Nebel Å ikke skulle oprenses, mens kommunen ville foretage en oprensning på strækningen st. 3.800-4.200. B påklagede afgørelsen og gjorde bl.a. gældende, at kommunen ikke var afskåret fra oprensning på strækningen st. 3.500-3.800 som følge af vandløbslovens § 17, og at regulativet ikke udlagde vandløbsstrækningen st. 3.800-4.200 som et naturvandløb, men at der var faste krav til vandløbets bundkote og bredde, som kommunen skulle genskabe. Ved afgørelse af 9. april 2021 (MRF 2021.177) gav Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke medhold i B’s klage over manglende vandløbsvedligeholdelse, men ophævede samtidig kommunens afgørelse om at oprense den ene delstrækning af vandløbet med den begrundelse, at der manglede en vurdering af oprensningens påvirkning af bilag IV-arten odder. Efter henvendelse fra Kolding Kommune genoptog klagenævnet sagen og traf den 14. marts 2022 afgørelse (j.nr. 21/10207) om ophævelse og hjemvisning af kommunens afgørelse om, at der ikke skulle gennemføres vandløbsvedligeholdelse, med henvisning til begrundelsesmangler. Kolding Kommune traf herefter den 6. april 2022 afgørelse om, at den kommunens vandløbsvedligeholdelse på en bestemt strækning var i overensstemmelse med vandløbsregulativet fra 1988, idet kommunen bl.a. henviste til, at vandløbets vandføringsevne var opfyldt, da den svarede til vandføringsevnen ved regulativets vedtagelse. Afgørelsen blev påklaget af B, der bl.a. anførte, at det gyldige administrationsgrundlag for vedligeholdelsen var regulativet fra 1988, og at der i regulativet ikke fremgik krav til vandløbets vandføringsevne eller en vandspejlstolerance på 10 cm, og kommunen var forpligtet til at grave ned til de indmålte bundkoter, som fremgik af regulativet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at vandløbsregulativet var det retlige grundlag for vandløbsvedligeholdelsen, at de heri fastsatte krav til grødeskæring var bindende for kommunen, og at vandløbsregulativet for Vester Nebel Å ikke indeholdt bestemmelser om vandføringsevne. Da kommunen ikke havde godtgjort, at kommunen havde opfyldt regulativets krav til vandløbsvedligeholdelse ved afgørelsen i april 2022, ophævede nævnet afgørelsen og hjemviste sagen med bemærkning om, at nævnet ikke fandt, at kommunen var forpligtet til at rense op til de i regulativet fastsatte bundkvoter, da regulativets oplysninger om vandløbets skikkelse var utilstrækkelige, og at nævnet ikke havde behandlet andre strækninger af vandløbet. Vedrørende eventuel erstatning for skade på ejendommen bemærkede nævnet, at afgørelser om erstatning efter vandløbslovens § 80, stk. 1, ikke kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, men efter § 73 kan indbringes for taksationsmyndighederne efter § 105 og § 106 i lov om offentlige veje.