MRF 2023.160
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 26. maj 2023, j.nr. 22/02150 og 22/02152
Dispensation til gennembrud af stendige, som var forbundet med et kirkegårdsdige omkring en kirke, ændret til et afslag, da ansøgningen alene var begrundet i privatøkonomiske interesser, og det ikke var godtgjort, at der ikke fandtes alternativer. Lokalt menighedsråd var som offentlig myndighed klageberettiget efter museumsloven pga. sin ressortmæssige interesse i sagen.
I januar 2022 meddelte Skanderborg Kommune dispensation efter museumslovens § 29 j, stk. 2, til at etablere et gennembrud på 4 meter i et ca. 28 meter langt stendige. Diget var beliggende på Sophiendal Gods i udkanten af landsbyen Veng og var i nord direkte forbundet med et andet stendige, der omkransede indgangspartiet til Veng Kirke, og som fortsatte rundt om kirkegården. Baggrunden for godets ønske om at gennembryde diget var at skabe adgang til den sydlige del af et skovareal på godsets ejendom af hensyn til bl.a. skovpleje og godsets gæster. Kommunen havde begrundet dispensationen med, at diget havde begrænset kulturhistorisk, landskabelig og biologisk værdi, at der i forvejen var andre gennembrud i diget nær det ansøgte gennembrud, og at den eneste oplagte adgangsvej til skoven var gennem diget. Dispensationen blev påklaget af Veng-Mesing Menighedsråd og Danmarks Naturfredningsforening. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt indledningsvis anledning til at behandle, om menighedsrådet var klageberettiget. Efter museumslovens § 29 u, stk. 1, kan afgørelser efter bl.a. § 29 j, stk. 2, påklages af bl.a. offentlige myndigheder, hvilket dog ifølge forarbejderne forudsætter, at myndigheden har en ressortmæssig interesse i sagen. Med henvisning til, at menighedsråd er etableret ved lov, og at de udfører opgaver i henhold til lov og er finansieret af offentlige midler, fandt nævnet, at Veng-Mesing Menighedsråd var en offentlig myndighed. Nævnet fandt endvidere, at menighedsrådet havde en sådan ressortmæssig interesse i den aktuelle sag, at menighedsrådet var klageberettiget, da der var en sådan sammenhæng mellem diget og kirken, herunder navnlig en landskabelig sammenhæng, der gjorde, at diget samlet måtte betragtes som en del af det område, som menighedsrådet efter bekendtgørelsen om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde skal søge at forhindre bebygget eller brugt på skæmmende måde. Med hensyn til kommunens dispensation fandt nævnet, at diget var et velbevaret og markant stendige med høj landskabelig værdi, og at der ikke forelå et sådant særligt tilfælde, som kunne begrunde en dispensation til det ansøgte gennembrud på 4 meter. Nævnet lagde vægt på, at ansøgningen alene var begrundet i privatøkonomiske interesser, at det ikke var godtgjort, at det ikke var muligt at etablere adgang til skovarealet på anden vis, og at gennembruddet ville medføre en væsentlig forringelse af digets landskabelige værdi. Hertil kom, at en dispensation ville kunne medføre uønsket præcedensvirkning. På den baggrund ændrede Miljø- og Fødevareklagenævnet kommunens dispensation til digegennembruddet til et afslag.