MRF 2023.15
Højesterets dom af 14. februar 2023, 1. afd., sag BS-44692/2021-HJR
(Jens Peter Christensen, Hanne Schmidt, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen og Søren Højgaard Mørup)
Nyborg Kommune (adv. Michael Clemmesen) mod A (adv. Karsten Thomas Henriksen)
Afvist forhøjelse af erstatning ved ekspropriation af areal til etablering af støjvold langs motorvej for indtægt ved jordmodtagelse, da ejeren havde afvist kommunens udformning af støjvolden, og ejeren ikke tidligere havde haft indtægt ved jordmodtagelse, hvorfor årsagsbetingelsen for tab ikke var opfyldt.
Nyborg Kommune (K) eksproprierede på grundlag af en lokalplan i 2008 et markareal på ca. 11.000 m2 fra et gods ejet af A med henblik på at udvide en støjvold langs den fynske motorvej, hvilket efter klage blev tiltrådt af Naturklagenævnet i MAD 2010.640 Nkn. Efterfølgende ophævede Natur- og Miljøklagenævnet i MAD 2011.584 Nmk tilladelsen til støjvolden efter miljøbeskyttelseslovens § 19, hvorefter kommunen meddelte miljøgodkendelse efter lovens § 33. Gyldigheden af ekspropriationen og miljøgodkendelsen blev indbragt for domstolene, hvor A bl.a. gjorde gældende, at den af A foreslåede udformning af støjvolden var bedre end kommunens løsning, men hvor Højesteret i U 2015.2882/2 H ikke fandt grundlag for at underkende miljøgodkendelsen og ekspropriationen. Taksationskommissionen udmålte herefter A’s erstatning til 22 kr. pr. m2 på grundlag af arealets værdi som landbrugsjord. A sagsøgte K med påstand om betaling af ca. 2,6 mio. kr. med tillæg af renter. A gjorde overordnet gældende, at A ikke havde fået fuldstændig erstatning, idet A ville have oppebåret en indtægt i forbindelse med modtagelse og nyttiggørelse af lettere forurenet jord, såfremt A selv havde stået for etableringen af støjvolden. Byretten frifandt K og lagde navnlig vægt på, at A under forhandlinger med K udtrykkeligt havde afvist at påtage sig at opføre støjvolden, og at A derfor ikke havde haft en forventningsværdi til arealet. A ankede dommen til landsretten, hvis flertal gav A medhold med henvisning til, at A havde en berettiget forventning om at kunne opnå en gevinst på prisen på støjvolden fratrukket arealets landbrugsværdi. A’s afvisning af selv at opføre støjvolden ændrede efter flertallets opfattelse ikke herpå. K udbetalte beløbet og ankede dommen til Højesteret med påstand om tilbagebetaling. Højesteret indledte med at fastslå, at ekspropriationserstatning som udgangspunkt udmåles til det afståedes værdi i handel og vandel, men at erstatningen efter omstændighederne kan beregnes som genanskaffelsesværdien eller brugsværdien, og henviste til U 2017.2491 H. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at en potentiel køber ville være villig til at betale mere end landbrugsprisen for arealet. Spørgsmålet var herefter, om A havde krav på en højere erstatning med den begrundelse, at arealet havde en særlig brugsværdi som følge af muligheden for at opnå en indtægt ved at modtage lettere forurenet jord til etablering af støjvolden. Dette ville ifølge Højesteret navnlig forudsætte, at A på ekspropriationstidspunktet udnyttede ejendommens særlige brugsværdi eller havde såvel vilje som evne til at gøre det inden for en overskuelig tid, og at ekspropriationen afskar A herfra. Efter bevisførelsen lagde Højesteret til grund, at A ikke på noget tidspunkt havde haft indtægter forbundet med modtagelse af jord, og at A udtrykkeligt havde afslået K’s tilbud om at lade A opføre støjvolden som følge af uenighed om støjvoldens beliggenhed og dimensioner. På denne baggrund var ekspropriationen nødvendig. Ekspropriationen var derfor ikke årsag til, at A ikke kunne opnå en indtægt ved at etablere støjvolden. Som følge heraf stadfæstede Højesteret byrettens frifindelsesdom og tog K’s påstand om tilbagebetaling til følge.
Kommentar: Sagen vedrører flere principielle problemstillinger angående beregning af ekspropriationserstatning, herunder særligt retten til erstatning for den såkaldte brugsværdi af et afstået areal. Højesterets dom bidrager til at afklare, under hvilke forudsætninger en ekspropriat kan have krav herpå. Sagens hovedspørgsmål var således, om A kunne kræve erstatning ud over arealets landbrugsværdi med den begrundelse, at A kunne have oppebåret en indtægt forbundet med at modtage lettere forurenet jord til at etablere støjvolden. Det afgørende blev i den forbindelse, at A havde forhandlet med kommunen om den pågældende støjvold, og at A i den forbindelse havde afslået selv at etablere støjvolden som følge af uenighed med kommunen om dens udformning, hvilket var baggrunden for den forudgående dom om ekspropriationens lovlighed i U 2015.2882/2 H. Når kommunen herefter eksproprierede arealet for at etablere den pågældende støvold, kan A ikke komme bagefter og gøre gældende, at A selv kunne have realiseret ekspropriationsformålet, hvormed Højesteret afviser flertallet i landsrettens betragtning om en forventet brugsværdi (for en kritik heraf se også Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 780 f.). Det er bemærkelsesværdigt, at Højesteret i den forbindelse anfører, at ekspropriationen ikke var årsag til, at A ikke havde oppebåret den pågældende indtægt. Dette er udtryk for et kausalitetskrav, der er velkendt i den almindelige erstatningsret, men som også har betydning i ekspropriationsretten. Eftersom A’s tab i form af manglende avance ikke var en kausal følge af ekspropriationsindgrebet, kunne A ikke kræve tabet dækket som led heri. Det må være afgørende for logikken, at A måtte anses for professionel i sammenhængen, og at denne var positivt bekendt med muligheden for at tjene penge i forbindelse med støjvoldens etablering. Dermed kan A siges at have givet endegyldigt afkald på denne indtægtsmulighed. Tilsvarende må det være afgørende, at kommunen ikke spekulerede i den pågældende indtægtsmulighed og havde forhandlet på skrømt. Hvis A havde været villig til at acceptere kommunens ønsker til støjvoldens placering og udformning, havde han som en del af mellemværendet erholdt retten til at oppebære den pågældende indtægt. Det er ikke i sig selv problematisk, at der således kan være materielle forskelle mellem forhandlede løsninger og ekspropriationer, jf. f.eks. U 2001.356 H og nærmere Grønved Nielsen: Forvaltningskontrakter, 2021, s. 302 f., 324 ff. og 639. Så vidt ses blev der ikke procederet på grundlag af et synspunkt om, at kommunen havde opnået en ugrundet berigelse på A’s bekostning (den almindelige lighedsgrundsætning). Anbringendet ville næppe have båret frugt, fordi berigelsen på den anførte baggrund ikke kan siges at være uretmæssig. Det må endelig nævnes, at Højesteret som en del af begrundelsen for manglende årsagssammenhæng anfører, at A ikke tidligere havde haft indtægter ved modtagelse af lettere forurenet jord. Hvis dette havde været tilfældet, er det efter Højesterets præmisser ikke helt udelukket, at resultatet kunne være blevet et andet.