MRF 2023.148
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 1. maj 2023, j.nr. 22/01922
Ophævet og hjemvist Miljøstyrelsens påbud om udarbejdelse af basistilstandsrapport til virksomhed, der fremstiller biobrændsler, da Miljøstyrelsens påbud var baseret på generelle antagelser om, at methanol og GLP er et relevant farligt stof, og at nedgravede tanke udgør en risiko, men ikke havde foretaget en konkret risikovurdering af virksomheden.
Miljøstyrelsen meddelte i januar 2022 påbud om udarbejdelse af basistilstandsrapport til virksomheden DAKA ecoMotion, der producerer biobrændsler på grundlag af biprodukter og organisk affald og er beliggende i Hedensted. En basistilstandsrapport omfatter en undersøgelse af, i hvilket omfang virksomhedens område er forurenet. Miljøstyrelsens påbud blev meddelt i forbindelse med revurdering af den eksisterende miljøgodkendelse af virksomheden fra 2006 med henvisning til miljøgodkendelsesbekendtgørelses § 43, stk. 1, jf. § 14 (nu bkg. 2023/1083 § 48, jf. § 15), og i påbuddet var lagt til grund, at virksomheden er omfattet af bilag 1, pkt. 4.1.b. I forbindelse med revurderingen havde virksomheden oplyst, at methanol og GLP blev opbevaret i nedgravede, dobbeltvæggede tanke på hver 100 m3 med overvågning af tætheden, hvor to tanke opbevarede methanol, og én tank opbevarede GLP. Virksomheden havde videre oplyst, at methanolforbruget lå på 6.600 tons/år, at rør til produktionen var fuldsvejsede og placeret i rørbro over jorden, og at losningspladsen til lastbiler bestod af en støbt betonplade med afløb til internt spildevandssystem. Området blev endvidere runderet to-tre gange dagligt, mens forbruget af methanol blev overvåget fra kontrolrum. Som begrundelse for at kræve basistilstandsrapport anførte Miljøstyrelsen, at methanol er et relevant farligt stof med faresætningerne H225, H301, H331 og H370 efter CLP-forordningen (nr. 1272/2008) om klassificering, emballering og mærkning af farlige stoffer. Miljøstyrelsen henviste til, at de nedgravede tanke udgjorde en øget risiko for forurening uagtet et højt sikkerhedsniveau, idet tæthedsovervågning/-prøvning ikke var en 100 % sikker metode, og at basistilstandsrapporter på andre virksomheder viste, at methanol kunne medføre en længerevarende påvirkning af grundvand, uanset at Miljøstyrelsens i 2013 havde vurderet det modsatte. Påbuddet blev påklaget af virksomheden, der bl.a. gjorde gældende, at Miljøstyrelsen ændrede vurdering af methanol som et relevant farligt stof ikke var tilstrækkeligt underbygget, at de nedgravede dobbeltvæggede tanke med tæthedsovervågning var i overensstemmelse med Miljøstyrelsens mangeårige praksis for miljøgodkendelser, og at påbuddet var udtryk for en generel antagelse om risiko ved nedgravede tanke, hvilket ikke kunne begrunde påbud om basistilstandsrapport, medmindre der kunne rejses en teknisk begrundet tvivl omkring det konkrete sikkerhedsniveau på virksomheden. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt alene anledning til at behandle klagepunktet om Miljøstyrelsens vurdering af risikoen for forurening af det specifikke anlægsområde, jf. trin 3 i EU-Kommissionens vejledning om basistilstandsrapporter. Nævnet lagde til grund, at methanol måtte anses for et farligt stof med henvisning til, at det er omfattet af CLP-forordningen, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 2, nr. 13, 2. pkt. Om stoffet er et relevant farligt stof, beror derfor på en vurdering af, om methanol havde potentiale til at forurene jordbunden og grundvandet pga. dens kemiske og fysiske egenskaber, opløselighed, giftighed, mobilitet, persistens osv. Med henvisning til Miljøstyrelsens nye oplysninger om, at stoffet blev nedbrudt langsommere end tidligere antaget, fandt nævnet at methanol måtte anses for et relevant farligt stof som følge af stoffets mobilitet i jord og langsomme nedbrydelighed i vand. Nævnet fandt dog, at Miljøstyrelsen ikke i påbuddet havde redegjort tilstrækkeligt for, at methanol og GLP havde potentiale til at forurene jordbunden og grundvandet. Nævnet anførte videre, at der skulle foretages en konkret vurdering af risikoen for forening af det specifikke anlægsområde, som beskrevet i EU-Kommissionens vejledning om basistilstandsrapporter, herunder om der i dette tilfælde er konkrete forhold til stede, som kan resultere i, at relevante farlige stoffer kan frigives i tilstrækkelige mængder til at udgøre en forureningsrisiko. Miljøstyrelsen havde imidlertid ikke forholdt sig til de konkrete forhold på virksomheden, ligesom styrelsen ikke havde redegjort for, under hvilke forhold en emission til jordbunden og grundvandet kunne finde sted, hvor stor sandsynligheden for indtrædelse af en emission var, og hvilken forureningsrisiko dette udgjorde. Miljøstyrelsen havde således ikke belyst det konkrete behov for en basistilstandsrapport, hvorfor afgørelsen blev ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling, uden at klagenævnet fandt anledning til at kommentere Miljøstyrelsens henvisning til forsigtighedsprincippet.
Kommentar: Afgørelsen omhandler de særlige regler om basistilstandsrapporter, som kom ind i miljøbeskyttelseslovens § 35 c på baggrund af IE-direktivets (2010/75) art. 22, hvorefter I-mærkede virksomheder i forbindelse med miljøgodkendelse eller ved førstkommende revurdering af godkendelsen skal udarbejde en basistilstandsrapport, der belyser forureningen af jorden omkring virksomheden. Reglen gælder, hvis virksomheden anvender farlige relevante stoffer, hvormed sigtes til, at de farlige stoffer anvendes eller opbevares i mængder og på en måde, der kan give anledning til forurening af jord og grundvand. Med afgørelsen får Miljø- og Fødevareklagenævnet understreget, at generelle erfaringer med et bestemt stof eller en bestemt opbevaring (her nedgravede tanke) ikke udgør et tilstrækkeligt grundlag for at påbyde udarbejdelse af en basistilstandsrapport, og at der skal foretages en konkret risikovurdering, hvilket i øvrigt også følger af EU-Domstolens faste fortolkning af forsigtighedsprincippet (se herom Pagh: U 2003B.153). Meningen med basistilstandsrapporten er i øvrigt, at hvis virksomheden lukker, kan den sidste driftsherre gøres ansvarlig for at fjerne væsentlig forurening af jorden, der ikke fremgår af basistilstandsrapporten, jf. jordforureningslovens kap. 4 b. Se herom Pagh: Ansvarssuccession ved forurenede ejendomme, 2014.