MRF 2023.138
Østre Landsrets dom af 23. august 2023, 22. afd., sag BS-26649/2021-OLR
(Alex Puggaard, Anne Birgitte Fisker og Emil Folker (kst.))
A, B, C og D (adv. Martin Falk Rømer) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Kim Christian Højmark)
Stadfæstet Miljø- og Fødevareklagenævnets ophævelse af fredningsnævnets afslag på dispensation fra fredningskendelse fra 1968 til opførelse af bygninger til brug for minkfarm med 1.500 årstæver, da fredningen undtog landbrugsmæssigt nødvendigt byggeri fra det generelle bebyggelsesforbud. Naboer havde søgsmålskompetence.
Sagen omhandlede E’s 32 ha landbrugsejendom syd for Tystrup sø, hvor E i 2016 havde søgt om miljøgodkendelse til etablering af en minkfarm med ti minkhaller med 1.500 årstæver, gyllebeholder og overdækket møddinghus. Ejendommen var omfattet af overfredningsnævnets fredning af Tystrup-Bavelse-søerne fra 1968. Af fredningskendelsen fremgik bl.a., at arealerne skulle bevares, således at ejendommenes karakter af landbrugs- og skovbrugsejendomme opretholdtes, og at der ikke måtte opføres bygninger mv. bortset fra bygninger, der alene tjente landbrugs-, skovbrugs- og fiskerierhvervet samt lokal helårsbeboelse. Fredningen var opdelt i tre zoner, alt efter hvor restriktiv fredningsbestemmelserne var. Den i sagen omhandlede ejendom var beliggende i den mindst restriktive zone III. I forbindelse med ansøgning om miljøgodkendelse søgte E tillige om dispensation fra fredningen. Fredningsnævnet afslog at meddele dispensation med den begrundelse, at det ansøgte byggeri ikke alene kunne anses for at tjene landbruget på ejendommen, da drift af en minkfarm ikke i sig selv kunne anses for landbrug, og da der ikke var fornøden sammenhæng mellem byggeriet og det egentlige landbrug på ejendommen. E påklagede fredningsnævnets afslag til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i MAD 2019.70 Mfk ophævede afslaget, idet klagenævnet fandt det ansøgte umiddelbart tilladt efter fredningen. Nævnet henviste til, at forbuddet mod byggeri i fredningens zone III måtte forstås i sammenhæng med de mere restriktive fredningsbestemmelser i zone I og II, således at bygninger, der udelukkende opførtes til brug for landbrugserhvervet, var undtaget fredningens byggeforbud. Nævnet fandt, at driften af minkfarmen måtte anses for landbrugserhverv, og at bygningerne var nødvendige for dette erhverv. Fire naboer til E’s ejendom anlagde herefter sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet med anerkendelsespåstand om, at nævnets afgørelse var ugyldig, og at klagenævnet skulle anerkende fredningsnævnets afgørelse som gyldig. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod principalt afvisning med henvisning til, at de fire naboer ikke havde klageret efter naturbeskyttelseslovens § 86 og derfor heller ikke havde søgsmålskompetence, og subsidiært frifindelse med henvisning til klagenævnets begrundelse for afgørelsen. Byretten lagde til grund, at søgsmålskompetence efter naturbeskyttelseslovens § 88 beror på en selvstændig prøvelse af sagsøgers interesse i sagen, og fandt herefter, at sagsøgerne som umiddelbare naboer til minkfarmen havde søgsmålsret, uanset at de ikke var klageberettigede efter lovens § 86. I forhold gyldigheden af nævnets afgørelse lagde byretten til grund, at fredningskendelsen fra 1968 måtte forstås på den måde, at minkfarme ikke blev anset for almindelig landbrugs anvendelse, idet byretten bl.a. henviste til U 2012.2709 H om ejendomsavancebeskatning af en minkfarm. Herefter ophævede byretten nævnets afgørelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet ankede dommen til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten tilsluttede sig indledningsvis byrettens begrundelse for, at de fire naboer havde søgsmålskompetence, og lagde herefter til grund, at der ved fredningen var flere ejendomme i området med minkfarme, og at der ikke i fredningskendelsen var særlige bestemmelser om minkfarme, men at der vedrørende en enkelt ejendom i zone II var en særlig bestemmelse om forbud mod udvidelse, og at minkfarme ved fredningen var tilkendt samme erstatning pr. hektar som andre landbrug. På denne baggrund lagde landsretten til grund, at minkfarme ved fredningen blev anset for almindelig landbrugsmæssig anvendelse, og at det ikke var hensigten at begrænse udvikling af områdets landbrugsejendomme i henhold til gældende lovgivning. Med henvisning hertil fandt landsretten, at E’s ansøgning om minkfarme ikke krævede dispensation fra fredningen, og gav herefter Miljø- og Fødevareklagenævnet medhold i påstand om frifindelse.
Kommentar: Dommen understreger for det første, at naboers manglende klageret efter naturbeskyttelseslovens § 86 ikke udelukker, at naboer kan være berørt af afgørelser efter naturbeskyttelsesloven på en måde, at det giver dem søgsmålskompetence ved domstolene, jf. tilsvarende MAD 2010.2680 B. For det andet viser landsrettens forholdsvis fyldige begrundelse for at tiltræde Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse, at selv om dispensation fra fredning efter naturbeskyttelseslovens § 50 beror på et skøn, foretager domstolene en forholdsvis indgående prøvelse af, om dispensation efter § 50 er påkrævet. På baggrund af de af landsretten anførte oplysninger om den oprindelige fredning forekommer dommens resultat overbevisende.