MRF 2023.137
Østre Landsrets kendelse af 14. juni 2023, 12. afd., sagerne BS-17538/2023, BS-21280/2023 og BS-21937/2023
(Bloch Andersen, Birgitte Grønborg Juul og Martin Nyvang (kst.))
A og B (adv. Andreas Borring) mod C (adv. Jesper Køppen Fenger-Miertz)
Hegnssynet har ikke kompetence til at træffe afgørelse om færdselshævd, eller om den naboretlige tålegrænse er overskredet, hvorfor sagsanlæg ikke var begrænset af søgsmålsfristen i hegnslovens § 43, stk. 2.
Sagen vedrørte en tvist mellem A og B på den ene side og naboen C på den anden om, hvorvidt A og B ved hævd havde opnået færdselsret over en strækning langs hegnet på C’s ejendom, og om hvorvidt det af C opsatte stålhegn på 1,5 meter overskred den naboretlige tålegrænse, da hegnet hindrede den påståede hævdvundne færdsel for A og B. Tvisten blev indbragt for hegnssynet, der i afgørelse af 8. april 2021 lagde til grund, at det omhandlede hegn var et fælleshegn, og afviste A og B’s krav. Den 10. august 2021 anlagde A og B sag mod C med påstand om, at C skulle anerkende, at den til enhver tid enhver tid værende ejer af A og B’s ejendom havde opnået hævdvunden færdselsret over en strækning langs hegnet på C’s ejendom, og om, at C skulle tilpligtes at fjerne det opsatte stålhegn på 1,5 meter, da det overskred den naboretlige tålegrænse. C påstod sagen afvist med henvisning til hegnslovens § 43, stk. 2, da sagsanlæg var sket mere end 4 uger efter hegnssynets afgørelse. Byretten lagde til grund, at selv om de af A og B nedlagte påstande ikke alene vedrørte hegnssynets vurdering af hegnet, havde påstandene i retssagen en sådan sammenhæng med hegnssynets afgørelse, at sagen i realiteten angik de samme spørgsmål, som hegnssynet havde taget stilling til. Med henvisning hertil, og da sagsanlæg var anlagt mere end fire uger efter hegnssynets afgørelse, afviste byretten sagen. A og B kærede til landsretten, hvor A og B gjorde gældende, at hegnssynet ikke havde kompetence til at afgøre, om A og B havde vundet færdselshævd, henholdsvis om den naboretlige tålegrænse var overskredet. Landsretten lagde til grund, at hegnssynet har kompetence til at tage stilling til, om et hegn er i overensstemmelse med hegnsloven og andre spørgsmål, der er reguleret i hegnsloven, men at hegnssynet ikke har kompetence til at tage stilling til, om der er vundet færdselshævd, og om hegnet som følge heraf skal nedtages, ligesom naborettens almindelige regler heller ikke finder anvendelse under hegnssynets behandling af hegnssager. Det var derfor uden betydning, om A og B havde anlagt retssagen mere end fire uger efter hegnssynets afgørelse, hvorfor landretten ophævede byrettens kendelse og hjemviste sagen til realitetsbehandling.
Kommentar: Kendelsen understreger, at hegnssynet som et særligt tvistløsningsorgan alene kan tage stilling til juridiske spørgsmål, som reguleres af hegnsloven, hvilket tillige bekræftes af Højesterets dom i MRF 2023.122 H. I den foreliggende sag kunne hegnssynet derfor afgøre, om det af C opsatte stålhegn var et fælles hegn, og om hegnet var i overensstemmelse med hegnsloven, hvilket hegnssynet fandt var tilfældet. Dette udelukkede dog ikke, at A og B kunne have vundet færdselshævd på et areal på C’s ejendom, og hvis dette var tilfældet, kunne stålhegnet hindre A og B’s brug af denne færdselsret, hvilket af gode grunde ikke kan afgøres af hegnssynet, men må ske i en almindelige civil sag om færdselshævd. Om dette også krævede en stilling til den naboretlig tålegrænse er efter oplysningerne i kendelsen mere uklart.