MRF 2023.133
Østre Landsrets dom af 25. maj 2023, 13. afd., sag BS-43803/2020-OLR
(Anne Birgitte Fisker, Michael de Thurah og Rikke Baier Holgersen (kst.))
A (adv. Christian Jensen) mod B m.fl. (adv. Henrik Roslev Østergaard for alle)
Afvist, at A havde vundet ejendomshævd over et mindre areal på strandejendom tilhørende en række ejere i området, idet der var usikkerhed om placeringen af en tidligere tørreplads, og da A ikke havde ført tilstrækkelig bevis for at have udøvet en ejers råden på den omtvistede del af strandejendommen.
Sagen drejede sig om ejendomshævd og placering af skel mellem A’s ejendom og en strandejendom ejet af de sagsøgte. Baggrunden for sagen var, at A i 2012-13 havde opført en parkeringsplatform, som overskred den matrikulære skelgrænse til strandejendommen, men som A mente at have vundet ejendomshævd på. Der blev herefter gennemført en skelforretning, der i 2014 konkluderede, at der ikke var vundet ejendomshævd. A anlagde herefter i januar 2015 sag mod ejerene af strandejendommen, hvor A bl.a. nedlagde påstand om at have vundet ejendomshævd på en strimmel af strandejendommen, hvor den omtvistede parkeringsplatform var beliggende. Ejerne af strandejendommen påstod frifindelse og nedlagde selvstændig påstand om, at A skulle fjerne parkeringsplatformen på strandejendommen. Byretten lagde på grundlag af bevisførelsen til grund, at der på A’s ejendom tidligere havde været opført en plantestensmur, der havde krydset det matrikulære skel, men da A havde fjernet muren uden fysiske spor, var det ikke muligt at fastlægge, hvor muren havde været placeret. Under hensyn til sagens øvrige bevisførelse fandt byretten herefter, at A ikke havde løftet bevisbyrden for at have udøvet en ejers råden over det omtvistede areal, og A blev pålagt at fjerne parkeringsplatformen som påstået af de sagsøgte. A ankede til landsretten, hvor der var supplerende bevisførelse. Landsretten lagde til grund, at parkeringsplatformen overskred det matrikulære skel, og at der i mere end 20 år og frem til ombygning i 2012-13 havde været placeret en plantestensmur, som overskred det matrikulære skel til strandejendommen, men at det ikke længere var muligt at fastlægge murens placering. Landsretten fandt det tillige godtgjort, at der siden 1995 og frem til 2012-13 havde været en tørreplads, som A anvendte, tæt ved plantestensmuren, og at A havde anvendt et bord-bænkesæt i nærheden af skellet længere nede mod stranden, men uden at den præcise placering af tørrepladsen eller borde-bænkesættet kunne fastslås, da ethvert spor var fjernet. På denne baggrund fandt landsretten, at A ikke havde løftet bevisbyrden for, at der kontinuerligt fra A’s ejendom var udøvet en sådan råden over det omtvistede areal, at der var grundlag for ejendomshævd. Betingelserne for at statuere ejendomshævd var derfor ikke opfyldt, og landsretten stadfæstede byrettens dom.
Kommentar: Spørgsmålet om hævd blev afgjort på et rent bevisspørgsmål, og dommen illustrerer, at det er den part, der gør gældende at have vundet hævd, der som udgangspunkt må løfte bevisbyrden for, at hævdsbetingelserne er opfyldt. Dette bevis kan være vanskeligt at løfte, når det drejer sig om dokumentation for faktiske forhold i mindst 20 år tilbage i tid, og særligt når der – som i denne sag – ikke er foretaget tilstrækkelig bevissikring. I sagen var desuden nedlagt en række andre påstande om bl.a. advokatrepræsentation, ugyldighed af landinspektørens afgørelse og dommerinhabilitet ved byretten. Alle disse påstande blev afvist af landsretten, og en gennemgang af anbringender og bevisførelse til støtte for disse påstande er af hensyn til overskuelighed ikke medtaget i resuméet ovenfor, idet landsrettens bedømmelse heraf ikke ses at indeholde juridiske betragtninger af interesse for andre end sagens parter.