MRF 2023.130
Vestre Landsrets dom af 10. august 2023, 5. afd., sag B-0311-17
(Henrik Estrup, Helle Krogager Rasmussen og Rasmus Lindhardt Jensen (kst.))
Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug som mandatar for 2.851 medlemmer (adv. Gert Møller Lund) mod Miljøministeriet (adv. Britta Moll Bown)
Ikke grundlag for at underkende gyldigheden af indsatsbekendtgørelsens indsatsprogrammer, da der ikke var dokumenteret væsentlige mangler ved gennemførelsen eller implementeringen af de i vandrammedirektivet fastsatte indsatsprogrammer. Ikke dokumenteret væsentlige fejl eller mangler ved det vejledende indsatsbehov i bilag 1 til Vandområdeplan 2015-2021. Landmænd havde søgsmålskompetence til at prøve gyldigheden af efterafgrødebekendtgørelse, der fandtes gyldig.
Sagen angik landsrettens realitetsprøvelse i den mere end ti år lange tvist mellem Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug (BL) som mandatar for 2.851 medlemmer og Miljøministeriet om implementeringen af EU’s vandrammedirektiv. Forud for sagen var der afsagt kendelser om sagens formalitetsspørgsmål, herunder spørgsmål om afvisning af påstande og om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen (KFE 2020.668 og MRF 2022.20), ligesom sagen var henvist til landsretten som første instans. Landsretten efterprøvede i sagen de af BL nedlagte påstande om (1) gyldigheden af de indsatsprogrammer, som fremgik af bilag 1-4 i de dagældende indsatsbekendtgørelser (bekendtgørelse nr. 2016/794 og bekendtgørelse nr. 2019/449) (påstand 1-4), (2) gyldigheden af det fastsatte indsatsbehov på 3.513,1 tons kvælstof pr. år, som var fastlagt i bilag 1 til Vandområdeplan 2015-2021 (påstand 5) og (3) gyldigheden af bekendtgørelse nr. 1175/2020 om krav om etablering af målrettede efterafgrøder i planperioden 2020/2021 (efterafgrødebekendtgørelsen) (påstand 6). I forhold til BL’s påstand 1-4 fandt landsretten det ikke godtgjort, at den udarbejdede basisanalyse, som bl.a. lå til grund for indsatsprogrammerne, ikke opfyldte de i vandrammedirektivet fastsatte krav eller på anden vis var behæftet med væsentlige mangler. Landsretten fandt det heller ikke dokumenteret, at overvågningen af danske vandløb, fjorde og kystvande, herunder ved samtidig brug af modulering, havde været miljøfaglig utilstrækkelig eller på anden måde i strid med vandrammedirektivet og de fastsatte overvågningsfrekvenser i direktivets bilag 5, selvom det kun var op til 10 % af de danske vandløb, fjorde og kystvande, der havde været overvåget for de af EU fastsatte prioriterede stoffer. Landsretten fandt det i den forbindelse ikke godtgjort, at de fysiske indsatser, som var gennemført eller påtænktes gennemført, var uproportionale eller ville skade det omkringliggende vandmiljø som følge af begrænset overvågningsmateriale. Landsretten fandt det ikke bevist, at implementeringen af vandrammedirektivet i dansk ret på anden måde led af væsentlige mangler. I forhold til BL’s påstand 5 lagde landsretten til grund, at udledningen af kvælstof til vandløb, fjorde og kystvande har en negativ miljømæssig konsekvens, og at det fastsatte indsatsbehov alene var vejledende. Landsretten fandt det ikke dokumenteret, at der var væsentlige fejl eller mangler ved det fastsatte vejledende indsatsbehov, og afviste, at indsatsbehovet var fastsat uden, at der i tilstrækkelig grad var sket belysning og undersøgelse af landbrugets omkostninger. Landsretten fandt, at landmændene havde fornøden retlig interesse til at prøve gyldigheden af efterafgrødebekendtgørelsen, men fandt ikke, at landmændene havde løftet bevisbyrden for, at bekendtgørelsen led af væsentlige mangler, idet landsretten bemærkede, at en bekendtgørelse ikke i sig selv lider af en væsentlig mangel, alene fordi miljøeffekten varierer geografisk, og det derfor samtidig kan være vanskeligt at fastslå den præcise miljømæssige effekt. Landsretten frifandt derfor Miljøministeriet for samtlige de af BL nedlagte påstande.