MRF 2023.126
Vestre Landsrets dom af 28. juni 2023, 4. afd., sag S-1624-21
(Helle Korsgaard Lund-Andersen, Cecilie Kabel Revsbech og Birgitte Nygaard Christensen (kst.))
Anklagemyndigheden mod T I/S (adv. Hans Sønderby Christensen)
Ejer af landbrugsejendom idømt bøde på 5.000 kr. og månedlige tvangsbøder for ikke at efterkomme påbud efter vandforsyningslovens § 29, stk. 3, om tilslutning af stald til offentlig vandforsyning. Dissens.
T I/S var ejer af en landbrugsejendom, hvor vandforsyningen af stuehuset og en ældre stald skete fra almen vandforsyning. Kommunen havde tillige meddelt vandforsyningstilladelse til markvanding, som den tidligere ejer siden 2011 tillige havde benyttet til en ny stald med økologiske kvæg, hvilket kommunen var bekendt med. Efter ansøgning fra den daværende ejer meddelte kommunen i 2016 afslag på, at vand til markvanding kunne anvendes til den nye stald. Afslaget blev påklaget af ejeren, men grundet ejerens dødsfald bortfaldt klagesagen. Efter ny ansøgning fra T I/S om tilladelse til at anvende vand fra egen boring til den nye stald meddelte kommunen i 2017 afslag og meddelte samtidig påbud efter vandforsyningslovens § 29, stk. 3, til T I/S om, at den nye stald skulle tilsluttes offentlig vandforsyning. De to afgørelser blev af kommunen bl.a. begrundet med, at ifølge kommunens vandforsyningsplan 2011-2017 har ”et alment vandforsyningsselskab ret og pligt til at forsyne ejendomme”, og at der som udgangspunkt ikke meddeles vandforsyningstilladelser til ejendomme med dyrehold eller industri. T I/S påklagede afslaget på tilladelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der den 23. august 2018 stadfæstede afslaget. Kommunen forlængede efterfølgende fristen for, at den nye stald blev tilsluttet almen vandforsyningsanlæg, til 3. juni 2019, og da påbuddet ikke blev opfyldt, blev der i oktober 2019 af anklagemyndigheden rejst straffesag mod T I/S for ikke at efterkomme påbuddet efter vandforsyningslovens § 29, stk. 3, om tilslutning af den nye stald til almen vandforsyning med påstand om tvangsbøder, indtil påbuddet var opfyldt. T I/S nægtede sig skyldig og gjorde bl.a. gældende, at andre husdyrbrug i området havde fået tilladelse til at bruge vand fra markvanding, at T I/S ikke havde modtaget de oplysninger, som kræves efter § 24 i bekendtgørelse om vandforsyning og vandindvinding, og at prisen for vand fra vandværket ville medføre en betydelig ekstraomkostning for husdyrbruget, hvilket samlet ville reducere ejendommens værdi med 3,7 mio. kr. Byretten fandt T I/S skyldig efter anklageskriftet og idømte T I/S en bøde på 3.000 kr. samt månedlige tvangsbøder på 3.000 kr. T I/S ankede dommen til landsretten, der i relation til skyldspørgsmålet lagde til grund, at staldbygningen siden 2011 havde været ulovligt tilkoblet markvandingsanlægget. Herefter fandt flertallet, at påbuddet om tilslutning til almen vandforsyning som hjemlet i vandforsyningslovens § 29, stk. 3, og at T I/S uden væsentlige øgede omkostninger end i 2011 kunne tilkoble stalden til vandværk, og at det derfor ikke kunne tillægges betydning, at kommunen ikke havde henvist til oplysningskravene i § 24 i bekendtgørelsen om vandforsyning og vandindvinding. Én landsdommer ville frifinde med henvisning til, at påbuddet efter vandforsyningslovens § 29, stk. 3, efter § 24 i bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning skal indeholde bestemmelser om bl.a. ledningsføring, dimensionering og udgifter forbundet med tilslutning, hvilket ikke var opfyldt i denne sag, hvorfor påbuddet efter § 29, stk. 3, måtte anses for ugyldigt. På den baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom med den ændring, at bøden blev forhøjet til 5.000 kr.
Kommentar: Dommens faktuelle baggrund er, at husdyrbruget har anvendt vand fra en boring til kvæg i en ny stald i modstrid med den meddelte vandforsyningstilladelse til markvanding, hvilket er en overtrædelse, som kommunen kan og skal søge bragt til ophør ved et lovliggørelsespåbud efter vandforsyningslovens § 65, stk. 3. Det var imidlertid ikke denne bestemmelse, der var rejst tiltale efter i straffesagen, men derimod den manglende efterkommelse af et påbud i medfør af vandforsyningslovens § 29, stk. 3, hvorefter kommune kan ”træffe afgørelse om, at en eller flere ejendomme skal tilsluttes en bestående almen vandforsyning, hvis tilslutningen findes ønskelig ud fra en samlet vurdering af forholdene i et område eller ud fra den enkelte ejendoms forhold”. Dette rejser imidlertid et mere principielt spørgsmål, som hverken byretten eller landsretten tog stilling til, nemlig om der i vandforsyningslovens § 29 er hjemmel til at fastsætte, at bestemte bygninger på samme ejendom skal tilsluttes almen vandforsyning, når det i øvrigt må lægges til grund, at den pågældende ejendom er tilsluttet almen vandforsyning. Et andet tilsvarende principielt spørgsmål er, om et ulovligt forhold kan imødegås med et konstitutivt påbud efter§ 29, stk. 3, hvori fastlægges, hvad der fremover skal være gældende. Problemet ved dette er, at mens et lovliggørelsespåbud er udtryk for en administrativ håndhævelse af et ulovligt forhold, er et konstitutivt påbud udtryk for, at kommunen med påbuddet vil fastlægge, hvad der fremover er gældende ret, og en sammenblanding af disse to beføjelser kan skabe megen unødig retsuklarhed, som det bl.a. skete i en række sager om jordforurening, indtil Højesteret i U 2006.1531 H fastslog, at et påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 41 ikke kan anvendes på en bestående jordforurening, som i stedet må imødegås med lovliggørelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, når betingelserne herfor er opfyldt, og forholdet ikke er omfattet af jordforureningslovens regler. Se tillige MRF 2023.21/2 V, hvor der i relation til lukning af vandboring også ses en sammenblanding af konstaterende lovliggørelsespåbud og konstitutive påbud, samt MRF 2023.30 Ø, hvor en kommune forsøgte at håndhæve et vilkår i en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 med et konstitutivt påbud efter lovens § 30, stk. 1.