MRF 2023.12

Rettens dom af 22. marts 2023, 1. udvidede afdeling, de forenede sager T-825/19 og T-826/19, Tazzetti mod Kommissionen

Annulleret bestemmelse i Kommissionens forordning om HFC-registeret, hvorefter to virksomheder med samme ejer ikke kan optages i registret, da reglen er i modstrid med Europa-Parlamentets og Rådets forordning 517/2014 om handel med HFC-kvoter.

Sagen vedrører EU’s regulering af hydrofluorcarboner (HFC-gasser), der på én gang er en ozonlagsnedbrydende gasart og samtidig en drivhusgas. Produktion, import og salg af HFC-gasser er derfor på den ene side omfattet af EU’s forordning 1005/2009 om ozonlagsnedbrydende stoffer, hvorefter det er Kommissionen, der har kompetencen til at meddele tilladelse til produktion, import og anvendelse af HFC-gasser. Da HFC-gas tillige er en drivhusgas, er producenter, der udleder HFC som drivhusgas, på den anden side også omfattet af EU's kvotedirektiv (2003/87) om handel med CO₂-kvoter, hvor HFC-gasudledning er omregnet til CO₂-ækvivalenter (se direktivets bilag II), men hvor der er etableret en særlig ordning for kvotehandel i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 517/2014 om fluorholdige drivhusgasser. Efter forordning 517/2014 art. 16 er det Kommissionen, der tildeler hver enkelt producent og importør af HFC-gasser kvoter for markedsføring af HFC baseret på referenceværdier. Efter art. 18 kan producenter og importører omfattet af registeret købe og sælge HFC-gaskvoter, og af art. 16(3) fremgår, at Kommissionen senest i oktober 2017 og herefter hvert 3. år foretager en genberegning af referenceværdierne. Det følger videre af forordning 517/2014 art. 17, at Kommissionen opretter et register for disse kvoter, og efter art. 17(2) kan Kommissionen ved gennemførelsesretsakter sikre, at registret fungerer problemfrit. På grundlag af bemyndigelsen i art. 17(2) havde Kommissionen udstedt forordning 2019/661 om register for markedsføring af HFC, hvori det i art. 7(1) er bestemt, at hvis flere virksomheder havde samme reelle ejer, skal det i forhold til registret betragtes som ”en enkelt virksomhed” ved genberegning af referenceværdier. På grundlag heraf meddelte Kommissionen HFC-producerende virksomheder de nye referenceværdier. Dette gav anledning til, at de to virksomheder Tazzetti SpA (Italien) og Tazzetti SA (Spanien), der havde samme ejer, anlagde annullationssøgsmål mod Kommissionen, hvor de to virksomheder gjorde gældende, at forordningens art. 7(1) var ugyldig, da den indskrænkede de to virksomheders mulighed for at købe og sælge HFC-kvoter i modstrid med grundforordning 517/2014. Retten lagde til grund, at forordning 517/2014 art. 16(3) skal fortolkes på den måde, at enhver virksomhed, der efter 1. januar 2015 lovligt markedsfører HFC og har indberettet dette, har ret til en referenceværdi, uden at det er relevant at tage hensyn til identiteten af virksomhedens reelle ejer, og at hver virksomhed som følge heraf har ret til en referenceværdi, der alene fastsættes på grundlag af de mængder HFC’er, som denne virksomhed har markedsført (præmis 192 og 194). Da forordning 2019/661 indebar, at de enkelte virksomheder med samme reelle ejer mistede retten til at overdrage kvoter (præmis 201), og Kommissionens bemyndigelse alene omfattede sikring af et problemfrit register, var forordning 2019/661 i strid med forordning 517/2014, og de to sagsøgende virksomheder fik medhold.

Kommentar: Kommissionens kompetence som overnational forvaltningsmyndighed i forhold til de enkelte producenter af HFC-gasser går tilbage til Montrealprotokollen om ozonlagsnedbrydende stoffer fra 1987 og var foranlediget af, at USA havde rejst tvivl om, hvor EU reelt havde folkeretlig kompetence. Dette er baggrunden for, at der for HFC-gasser måtte etableres en særlig ordning i relation til drivhusgasser og kvotehandel. I denne sag forekommer dommens udfald rimelig oplagt og understreger, at der ved ordning for handel med drivhusgaskvoter er etableret en retligt beskyttet berettiget forventning, der ikke kan omgås ved Kommissionens gennemførelsesforordning. Om CO₂-kvoternes retlige status se også sag C-271/20, Aurubis (MRF 2021.268). Dommen tog alene stilling til, om gennemførelsesforordningen gjaldt for de to virksomheder, men i lyset af dommens præmisser, er det vanskeligt at forestille sig, at Kommissionen vil kunne håndhæve reglerne om, at to HFC-virksomheder med samme ejer ikke kan optages i registret for denne kvotehandel.

Link til Rettens dom. (Rettens dom foreligger kun i en forkortet udgave på dansk. Rettens dom i fuld længde findes på fransk og italiensk på EU-Domstolens hjemmeside)