MRF 2022.77
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. januar 2022, j.nr. 19/08439
Råstofindvindingstilladelse på 24,5 ha stort areal ikke omfattet af obligatorisk miljøvurdering efter miljøvurderingslovens bilag 1, pkt. 19, og klage over VVM-screeningafgørelse afvist, da projektet ikke fandtes at ville medføre væsentlige indvirkninger på miljøet, idet råstoftilladelsen ville indeholde vilkår for støj og støv. Nabo 300 meter fra råstofområdet havde ikke krav på partshøring.
Sagen omhandlede en ansøgning om råstofindvinding på et 24,5 ha stort areal i Faaborg-Midtfyn Kommune med en årlig indvinding af 300.000 m3 sand, grus og sten, heraf op til 200.000 m3 under grundvandsspejl, som skulle anvendes som vejmaterialer og betontilslag. Projektet var beliggende i landzone, og projektområdet samt naboarealer var dyrket som konventionelt landbrug. Umiddelbart øst for projektområdet lå den aktive grusgrav Sdr. Nærå, der var på 45 ha, hvoraf dele var efterbehandlede med tilladelse til at indvinde op 200.000 m3 årligt. Tilladelsen var meddelt med en VVM-redegørelse og var gældende i 10 år. Region Syddanmark traf i september 2019 i medfør af miljøvurderingslovens § 21 screeningafgørelse om, at det ansøgte projekt ikke var omfattet af kravet om miljøvurdering og VVM-tilladelse. Regionen havde lagt til grund, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 2.a om råstofindvinding fra åbne brud samt tørvegravning. På baggrund af en screening havde regionen vurderet, at projektet i kumulation med de eksisterende projekter i området ikke ville medføre en væsentlig påvirkning af miljøet, bl.a. fordi grusgraven Sdr. Nærå forventedes at være færdigefterbehandlet inden for 2 år, og at aktiviteten således ville trappe ned samtidig med, at det aktuelle projekt blev startet op, hvorfor der var tale om en mindskelse af de arealer, hvorpå der indvandtes råstoffer. Afgørelsen blev påklaget af en grundejerforening og en nabo, der bl.a. anførte, at naboen skulle have været partshørt, at det reelle indvindingsareal oversteg 25 ha, da der i ansøgningen var udeladt en adgangsvej, ligesom bygherren havde fremlagt planer for et areal på 44 ha, hvorfor der skulle have været udarbejdet en miljøkonsekvensrapport, og at projektet indebar omfattende støj- og støvgener samt trafikale problemer. Kommunens tilladelse til indvinding af grundvand til projektet og tilladelse til midlertidig grundvandssænkning efter vandforsyningsloven var ligeledes påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som senere ville træffe særskilt afgørelse i denne klagesag. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt indledningsvis ikke, at naboen havde partsstatus, da naboen boede næsten 300 meter fra projektet, og da indvindingsområdet var begrænset til den øverste del af arealet, som lå længst væk fra naboen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at naboens ejendom var en del af et større sammenhængende villakvarter, og at ejendommen var adskilt fra projektet af en større vej. På baggrund af ejendommens beliggenhed i forhold til projektet var det således nævnets vurdering, at naboen ikke havde en individuel, væsentlig eller retlig interesse i sagens afgørelse, og regionen havde dermed ikke tilsidesat partshøringspligten. For så vidt angik spørgsmålet om det ansøgte var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1, pkt. 19, fandt nævnet, at der ved fastsættelsen af ”minestedets areal” skulle inddrages alle sammenhængende arealer, hvortil ansøgeren havde en gyldig tilladelse til at indvinde råstoffer. Da adgangsvejens areal ikke var en del af indvindingstilladelsen, var der ikke grundlag for at tilsidesætte regionens vurdering af, at arealet alene udgjorde 24,5 ha. Oplysningerne om bygherrens planer for området kunne ikke føre til et andet resultat, idet nævnet henviste til, at det var det ansøgte projekt, der skulle danne grundlag for screeningen. Nævnet var derfor enigt med regionen i, at projektet ikke var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1, pkt. 19. Nævnet bemærkede, at projektet heller ikke kunne anses for at være omfattet af bilag 1, pkt. 29, som en ændring eller udvidelse af den eksisterende Sdr. Nærå Grusgrav umiddelbart øst for projektområdet, der i sig selv overskred bilagets tærskelværdier og havde været genstand for en VVM-proces, allerede fordi det aktuelle projekt fortsat var under 25 ha, ligesom bygherren var en anden end indehaveren af tilladelsen til indvindingen ved Sdr. Nærå Grusgrav. Nævnet tiltrådte på denne baggrund, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 2.a. For så vidt angik VVM-screeningen fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte regionens vurdering, idet nævnet bemærkede, at regionen havde vurderet, at projektet ikke kunne antages at have en væsentlig påvirkning af miljøet, hverken i sig selv eller i kumulation med de eksisterende projekter i området, som ligeledes var identificeret og beskrevet i afgørelsen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at regionen havde undersøgt de potentielle støv- og støjgener fra projektet og vurderet, at projektet kunne overholde Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for ekstern støj og luftforurening fra virksomheder. Det bemærkedes hertil, at bygherren havde anført en række påtænkte afværgeforanstaltninger, ligesom der ville blive fastsat vilkår til at mindske støj og støv i tilladelsen til råstofindvinding. Nævnet fandt endvidere, at regionen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af projektets trafikale påvirkning. Nævnet lagde herved bl.a. vægt på, at regionen havde vurderet at miljøpåvirkningerne fra trafikken til og fra råstofgraven var begrænsede, da vejene var indrettet således, at lokale gener mindskedes, og at ind- og udkørselsforhold ville blive etableret med mindst mulig belastning af lokalområdet. Miljø- og Fødevareklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Det må tiltrædes, at obligatorisk miljøvurdering af råstoftilladelse forudsætter, at råstoftilladelsen omfatter mindst 25 ha. Det kan derimod forekomme problematisk, at VVM-screeningen accepteres med henvisning til, at råstoftilladelsen vil indeholde vilkår om støj og støv, da en VVM-screeningsafgørelsen netop ikke kan indeholde vilkår for at undlade miljøvurdering.