MRF 2022.56
Planklagenævnets afgørelse af 11. februar 2022, j.nr. 21/10341
Stadfæstet delekspropriation af A’s landbrugsejendom til virkeliggørelse af lokalplan for idrætsanlæg, men ophævet ekspropriation af vejadgang til B’s naboejendom grundet mangler i oplysningsgrundlaget, og da det ikke kunne udelukkes, at der kunne indgås en frivillig aftale om anden vejadgang. Afvist pligt til at udsætte åstedsforretning pga. covid-19-restriktioner (dissens). Om parallelle klagesager vedr. lokalplan og ekspropriationsbeslutning.
Favrskov Kommune traf i juni 2021 i medfør af planlovens § 47 afgørelse om ekspropriation fra to ejendomme tilhørende henholdsvis A og B. Ekspropriationen skete på grundlag af en lokalplan fra 2019, der muliggjorde etablering af et nyt idrætsanlæg som erstatning for et eksisterende. Det nye idrætsanlæg skulle placeres i forlængelse af en grøn kile, der var friholdt for boliger. Fra A’s ejendom eksproprieredes to matrikler, der tilsammen udgjorde 89.880 m2. Ejendommen var en landbrugsejendom med bygninger, hvor jorden var bortforpagtet, og bygningerne var lejet ud. Endvidere blev der eksproprieret en tinglyst vejadgang til B’s ejendom, som gik over en af de matrikler, der eksproprieredes fra A. Sydvest for denne matrikel løb en jernbane, og ved siden af jernbanen, vest for B’s ejendom, lå en teknikhytte. Banedanmark havde hidtil benyttet den samme vejadgang, som der eksproprieredes fra B, til at få adgang til teknikhytten. Forud for ekspropriationsbeslutningen indkaldte kommunen A til åstedsforretning, der senere blev udskudt. Kommunen indkaldte på ny A til åstedsforretning, hvortil A’s advokat anmodede om, at åstedsforretningen blev udsat under hensyntagen til covid-19-restriktioner i Danmark og England, som forhindrede repræsentanterne for A, som var bosat i England, i at deltage, hvilket kommunen afslog. Ekspropriationsbeslutningen blev påklaget af A og B, der bl.a. anførte, at der ikke var indhentet de fornødne tilladelser, herunder til ophævelse af landbrugspligt, at ekspropriationen ikke kunne ske, så længe der verserede en klagesag vedrørende lokalplanen, og at kommunen havde været forpligtet til at udskyde åstedsforretningen, ligesom forpagteren ikke var blevet indkaldt til mødet. A og B gjorde endvidere gældende, at ekspropriationen var uaktuel og urimelig, og at nødvendighedskravet ikke var opfyldt, da der ikke var redegjort for, hvorfor ekspropriationens formål ikke kunne opfyldes ved renovering af de nuværende kommunalt ejede boldbaner og ved en af de af B forslåede alternative placeringer for så vidt angik vejadgangen. Planklagenævnet lagde til grund, at lokalplanen varetog lovlige planlægningsmæssige hensyn og var tilstrækkelig præcis til at kunne udgøre et grundlag for ekspropriation. Nævnet bemærkede, at Landbrugsstyrelsen i marts 2021 havde givet tilladelse til udstykning og oprettelse af en landbrugsejendom uden beboelsesbygning og midlertidig dispensation fra krav om sameje med en landbrugsejendom med beboelsesbygning vedrørende A’s ejendom. Nævnet lagde herefter til grund, at kommunen havde indhentet de fornødne tilladelser forud for gennemførelsen af ekspropriationen. Nævnet fandt i den forbindelse ikke, at det kunne kræves, at der tillige var meddelt en sådan tilladelse efter landbrugsloven vedrørende B’s ejendom, idet der ikke eksproprieredes til virkeliggørelse af lokalplanen på denne ejendom. Nævnet fandt endvidere ikke, at det var et krav for ekspropriationens lovlighed, at der var udarbejdet landinspektørerklæring, jf. landbrugslovens § 6, stk. 1. Da en klage over en kommunes afgørelse om vedtagelse af en lokalplan ikke har opsættende virkning, fandt nævnet, at kommunen ikke var forhindret i at træffe afgørelsen om ekspropriation på et tidspunkt, hvor klagesagen vedrørende lokalplanen endnu ikke var afsluttet. Nævnet bemærkede dog, at i en situation, hvor både en afgørelse om ekspropriation og den lokalplan, der eksproprieres på grundlag af, er påklaget til Planklagenævnet, vil nævnet ikke tage stilling til ekspropriationen, før nævnet har færdigbehandlet klagesagen vedrørende lokalplanen. Nævnet fandt på denne baggrund, at lovlighedskravet var opfyldt. For så vidt angik ekspropriationen af A’s ejendom afviste nævnet, at manglende indkaldelse af forpagteren til åstedsforretningen havde betydning for ekspropriationens gyldighed. Nævnets flertal (10 mod 1) fandt i forlængelse heraf ikke, at kommunen havde været forpligtet til at udsætte afholdelsen af åstedsforretningen pga. covid-19-restriktioner. Flertallet lagde herved vægt på, at A havde haft mulighed for at komme med sine skriftlige bemærkninger, at manglende deltagelse i åstedsforretningen ikke medfører præklusion af adgangen til senere at fremsætte indsigelser, og at A kunne have ladet sig repræsentere af en anden, eksempelvis dennes advokat. Det samlede nævn fandt herefter, at det var nødvendigt for kommunen at erhverve de pågældende arealer for at kunne realisere lokalplanens indhold om etablering af et idrætsanlæg, og at der ikke fandtes realistiske alternative muligheder for placering af idrætsanlægget med henvisning til, at det fremgik af lokalplanens redegørelse, at meningen med flytningen af idrætsanlægget var, at boldbanerne kunne udgøre en fortsættelse af Søftens grønne kile. Det forhold, at den af den af A foreslåede alternative placering af et idrætsanlæg på allerede kommunalt ejede arealer, var udlagt til erhvervsområde i kommuneplanen, måtte antages at være udtryk for en planmæssig disponering af arealerne i Søften, som nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte. Nævnet fandt på denne baggrund, at kommunen i fornødent omfang havde redegjort for, at den valgte placering var den mest hensigtsmæssige, hvorfor nødvendighedskravet var opfyldt. Da realiseringen af idrætsanlægget var nært forstående, og da byrådet havde afsat de økonomiske midler til at iværksætte projektet i tidsmæssig umiddelbar forlængelse af ekspropriationen, var aktualitetsbetingelsen også opfyldt. For så vidt angik ekspropriationen af vejadgangen fra B’s ejendom fandt nævnet derimod ikke, at ekspropriationsafgørelsen sammenholdt med det øvrige materiale var tilstrækkelig præcis til, at det stod klart for B, hvad der eksproprieredes, og hvilken konsekvens ekspropriationen havde for B. Nævnet fandt endvidere ikke, at kommunen på tidspunktet for ekspropriationen kunne siges at have haft et tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling til ekspropriationens nødvendighed. Nævnet lagde herved vægt på, at den fremtidige vejadgang til B’s ejendom ikke var endeligt afklaret på tidspunktet for ekspropriationen, og at det ikke ud fra sagens oplysninger kunne udelukkes, at der ville kunne indgås en frivillig aftale om en anden brugbar placering, hvorved ekspropriationen ikke ville være nødvendig. Nævnet lagde endelig vægt på, at det ikke i forbindelse med ekspropriationen var afklaret, på hvilket grundlag Banedanmark skulle benytte en ny adgangsvej over B’s ejendom som adgang til teknikhytten. Planklagenævnet ophævede på denne baggrund ekspropriationen af vejadgangen til B’s ejendom, mens nævnet ikke kunne give medhold i klagen over ekspropriationen fra ejendommen tilhørende A.
Kommentar: Det er velbegrundet, at Planklagenævnet som en generel bemærkning udtalte, at en kommune ikke er forhindret i at træffe afgørelse om ekspropriation på grundlag af en lokalplan på et tidspunkt, hvor der verserer en klagesag vedr. lokalplanen, men at nævnet i en sådan situation ikke vil tage stilling til ekspropriationen, før nævnet har færdigbehandlet klagen over lokalplanen. Det skyldes, at lokalplanens gyldighed er en forudsætning for ekspropriationsbeslutningen gyldighed, men at klage over en lokalplan som udgangspunkt ikke har opsættende virkning. Se også MRF 2021.124 Mfk med kommentar. For så vidt angår nødvendighedsbetingelsen i relation til ekspropriationen af B’s vejadgang er afgørelsen på linje med retspraksis, jf. f.eks. U 2002.2281 V.