MRF 2022.39
Retten i Svendborgs dom af 3. januar 2022, sag BS-9392/2021-SVE
A m.fl. (adv. Louise Ravn Nielsen) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af miljøgodkendelse af ændring og udvidelse af husdyrbrug, da retlig mangel ikke kunne føre til afgørelsens ugyldighed, og da landskabelige værdier ikke talte afgørende imod miljøgodkendelse.
Svendborg Kommune meddelte i juni 2018 miljøgodkendelse til ændring og udvidelse af L’s svinebrug fra 193 DE til 318 DE med tilladelse til at udvide eksisterende sostald og etablere en gyllebeholder og fodersilo efter den tidligere husdyrbruglovs § 12. Udvidelsen af husdyrbruget indebar samtidig, at visse bygninger ikke længere indgik i driften. En række naboer (N) påklagede miljøgodkendelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i september 2020 (j.nr. 18/05256) stadfæstede miljøgodkendelsen med mindre ændringer. Nævnet afgrænsede sin prøvelse til, om det ansøgte byggeri var erhvervsmæssigt nødvendigt, og om det ansøgte byggeri var foreneligt med områdets landskabelige værdier, hvor nævnet foretog besigtigelse. Nævnet konkluderede enstemmigt, at miljøgodkendelsen led af en retlig mangel, da kommunen ikke havde inddraget de eksisterende staldbygninger, der blev taget ud af drift, i sin vurdering og dermed ikke havde foretaget den nødvendige helhedsvurdering af ejendommens bygningsmæssige behov og den mest hensigtsmæssige placering i lyset af områdets landskabelige interesser. Flertallet i Miljø- og Fødevareklagenævnet (5 mod 4) fandt dog, at denne retlige mangel var uvæsentlig med henvisning til L’s oplysninger om, at bygningerne ikke kunne anvendes i den fremtidige drift, hvorfor inddragelsen af disse bygninger i vurderingen af den erhvervsmæssige nødvendighed ikke ville føre til et andet resultat. Mindretallet fandt, at den retlige mangel var væsentlig, og ville dermed ophæve miljøgodkendelsen. I forhold til fodersiloen og gyllebeholderen fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering den erhvervsmæssige nødvendighed. Om foreneligheden med landskabelige værdier konstaterede det samlede nævn, at ejendommen var beliggende i et område, der i kommuneplanen var udpeget som beskyttet landskab og inden for kystnærhedszonen. Flertallet i Miljø- og Fødevareklagenævnet (5 mod 4) fandt, at de landskabelige hensyn ikke talte afgørende imod, at der meddeltes godkendelse til den ansøgte ændring og udvidelse af husdyrbruget, jf. § 31, jf. § 19, nr. 2, i den dagældende husdyrbruglov. Flertallet lagde bl.a. vægt på, at byggeriet var tilpasset landskabet, at landskabet ikke i forvejen var uforstyrret, og at udvidelsen ikke vurderedes at ændre den landskabelige påvirkning markant sammenlignet med den påvirkning, som det eksisterende byggeri på ejendommen allerede medførte, mens mindretallet fandt, at den ansøgte placering ikke var forenelig med kommuneplanen. På denne baggrund stadfæstede nævnet godkendelsen med mindre ændringer af to vilkår. N anlagde herefter retssag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet med påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling i nævnet. N gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at der ikke var foretaget en tilstrækkelig vurdering af byggeriets erhvervsmæssige nødvendighed under hensynstagen til, at de eksisterende bygninger ikke længere skulle indgå i driften, at byggeriet ikke var erhvervsmæssigt nødvendigt, og at byggeriet ville indebære væsentlige påvirkninger af landskabet i modstrid med kommuneplanen. Klagenævnet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte flertallets vurdering af, at den erhvervsmæssige nødvendighed og påvirkning af landskabelige hensyn, idet der ikke under retssagen var fremkommet nye oplysninger om disse forhold, uden det kunne tillægges betydning, at N var enig med nævnets mindretal. Byretten lagde til grund, at den ansøgte udvidelse var omfattet af den tidligere husdyrbruglovs § 12, men at størrelsen af husdyrbruget og de ansøgte bygninger ikke havde industriel karakter. Efter oplysningerne om de eksisterende bygningers alder sammenholdt med deres hidtidige brug fandt byretten ikke, at sagsbehandlingsfejl mht. byggeriets erhvervsmæssige nødvendighed kunne føre til afgørelsens ugyldighed. Byretten var herefter enig i kommunens vurdering af, at det ansøgte byggeri var erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af husdyrbruget. For så vidt angår landskabelige værdier lagde byretten til grund, at kommunen ikke var retligt forpligtet til at følge kommuneplanen. Byretten fandt herefter af de af Miljø- og Fødevareklagenævnet anførte grunde, at de landskabelige værdier ikke talte afgørende imod den meddelte miljøgodkendelse. Byretten bemærkede særligt, at byggeriet var tilpasset landskabet, og at byggeriet tog de landskabsmæssige hensyn, der skulle sikres for byggeri inden for kystforlandet, kystnærhedszonen og efter kommuneplanen.
Kommentar: Dommen kan sammenholdes med MRF 2021.218/2 Mfk, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Esbjerg Kommunes miljøgodkendelse efter den tidligere husbruglovens § 12 til udvidelse af et større kvægbrug med henvisning til, at udvidelsen ikke fandtes erhvervsmæssig nødvendig. Der er dog den forskel til sagen fra Esbjerg, at der i sagen fra Svendborg ikke var tale om husdyrbrug af industriel karakter.