MRF 2022.38
Østre Landsrets dom af 30. maj 2022, 8. afd., sag BS-36279/2021-OLR
(Mohammad Ahsan, Frosell og Anders Schäfer (kst.))
A (adv. Anders Stig Vestergaard) mod B Kommune (adv. Christian Laubjerg)
Anke af dom om frifindelse af kommune i landzonesag afvist som udsigtsløs, da Planklagenævnet og ikke kommunen var rette sagsøgte, jf. retsplejelovens § 368 a.
A opførte i henhold til en landzonetilladelse fra 2016 en landbrugshal på sin ejendom. Efterfølgende konstaterede kommunen, at A samtidig med opførelsen af hallen uden landzonetilladelse havde opført en overdækning på 94 m2 langs hele hallens facade. A ansøgte derfor om lovliggørende landzonetilladelse til overdækningen, hvilket i maj 2019 blev afslået af kommunen, der samtidig meddelte påbud om fysisk lovliggørelse af overdækningen. Som begrundelse henviste kommunen til, at overdækningen ikke var omfattet af undtagelsen i planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, for erhvervsmæssigt nødvendige driftsbygninger, og at der ikke var forhold, som kunne begrunde behovet for overdækningen. A påklagede kommunens afgørelse til Planklagenævnet, der i maj 2020 stadfæstede afgørelsen, idet nævnet tiltrådte, at overdækningen ikke var omfattet af planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, og da berettigede forventninger, proportionalitetshensyn og værdispildsbetragtninger ikke kunne føre til et andet resultat. I november 2020 anlagde A retssag mod kommunen med påstand om bl.a., at kommunens afslag på lovliggørende landzonetilladelse var ugyldigt, og at kommunen skulle tilpligtes at meddele lovliggørende landzonetilladelse til overdækningen. Kommunen påstod principalt sagen afvist, subsidiært frifindelse, med henvisning til, at kommunen ikke var rette sagsøgte, og dette spørgsmål blev udskilt til særskilt behandling. Byretten frifandt kommunen med henvisning til, at det fremgik af Planklagenævnets afgørelse, at nævnet havde prøvet det retlige spørgsmål, om opførelsen af overdækningen krævede landzonetilladelse, ligesom nævnet uden begrænsninger havde efterprøvet kommunens afslag på lovliggørende landzonetilladelse, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 og 3. Byretten fandt, at det dermed var nævnets afgørelse, der var genstand for domstolsprøvelsen, og at kommunen ville være forpligtet til at følge en afgørelse, der måtte blive truffet under en sag mod Planklagenævnet, hvorfor kommunen ikke var rette sagsøgte. A ankede dommen til landsretten og gentog sine påstande og anbringender for byretten. For landsretten påstod kommunen anken afvist efter retsplejelovens § 368 a, hvorefter landsretten kan afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis anken må antages at være udsigtsløs. Med henvisning til U 2005.2809 H, U 2007.2404 H og de af byretten anførte grunde fandt landsretten, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end for byretten. Da sagen ikke var af principiel karakter, og da heller ikke andre grunde i øvrigt talte for, at sagen skulle behandles af landsretten, afviste landsretten ankesagen i medfør af retsplejelovens § 368 a, stk. 1.
Kommentar: Med hensyn til spørgsmålet om rette sagsøgte ved prøvelse af en rekurreret afgørelse er dommen på linje med fast retspraksis, hvorefter søgsmålet som udgangspunkt skal rettes mod rekursinstansen, jf. også MRF 2021.295 Ø med henvisninger til yderligere praksis i kommentaren. Retsplejelovens § 368 a om afvisning af udsigtsløse anker kom til ved en lovændring i 2014 og har været anvendt til at afvise ankesager om meget forskelligartede forhold, herunder sager om myndighedsudøvelse. Foruden nærværende dom kan nævnes U 2017.396 Ø (forældremyndighed), U 2017.2720 Ø (om indlæggelse på psykiatrisk afdeling var frivillig), U 2018.3389 Ø (forældremyndighed) og U 2020.2511 H (udmåling af fredningserstatning). Karakteren af disse sager og deres potentielt indgribende betydning for appellanten tilsiger imidlertid, at domstolene udviser tilbageholdenhed med at anvende retsplejelovens § 368 a i sådanne tilfælde i overensstemmelse med hensynet til en effektiv domstolskontrol med forvaltningen, jf. også grundlovens § 63. I U 2019.3521 H (påbud om lovliggørelse af lokalplanstridig erhvervsvirksomhed) og U 2021.502 H (forældremyndighed) blev landsretternes afvisning af ankesagerne da også ophævet, idet Højesteret fandt, at sagerne var af særlig betydning for appellanterne. I U 2016.3826 V udtalte landsretten generelt, at retsplejelovens § 368 a kun bør anvendes i sager om forældremyndighed og bopæl, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Se også U 2017.704 H om tvangsindlæggelse.