MRF 2022.303
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. november 2022, j.nr. 22/09341
Ophævet og hjemvist dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til udvidelse og nedlæggelse af to regnvandsbassiner, da dispensationen ikke indeholdt en tilstrækkelig vurdering af, om ændringen kunne beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Afvist, at kommunen kunne tilbagekalde dispensation under klagesagen.
Albertslund Kommune meddelte i juli 2022 dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, jf. § 65, stk. 2, til ændring og udvidelse af et regnvandsbassin og nedlæggelse af et andet regnvandsbassin. Dispensationen blev givet på en række vilkår for at beskytte fredede arter på stedet. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der gjorde gældende, at der ikke var taget tilstrækkeligt hensyn til flagermus i området. Den 7. oktober 2022 meddelte Albertslund Kommune til Miljø- og Fødevareklagenævnet, at kommunen tilbagekaldte afgørelsen om dispensation, da dispensationen var givet, inden forslag til rammelokalplan blev sendt i høring den 15. september 2022. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) begrænsede prøvelsen til habitatbekendtgørelsen. Nævnet fandt, at kommunens meddelelse af dispensation fra § 3 led af en væsentlig retlig mangel, da afgørelsen ikke indeholdt en tilstrækkelig vurdering af, hvordan ændringen ville påvirke bilag IV-arter, herunder flagermus. Ved fornyet behandling af sagen skulle kommunen foretage en vurdering efter habitatbekendtgørelsens § 10, stk. 1, nr. 1 og 2, og i den forbindelse burde kommunen følge anbefalingerne i forvaltningsplanen for flagermus. Kommunen skulle endvidere foretage en vurdering af, om projektet i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kunne påvirke et Natura 2000-område væsentligt, jf. habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, jf. § 7, stk. 2, nr. 1. Afslutningsvist bemærkede nævnet, at kommunen ikke havde kompetence til at træffe afgørelsen den 7. oktober 2022 om at tilbagekalde afgørelsen, der på daværende tidspunkt verserede i nævnet, hvorfor klagen af afgørelsen i juli 2022 ikke var uaktuel. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter afgørelsen om dispensationen fra naturbeskyttelseslovens § 3 og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to principielle bemærkninger. Den første er, at det næppe er korrekt, at en kommune ikke kan tilbagekalde en dispensation fra § 3 under klagesagsbehandlingen. Det kan ganske vist anføres, at det i den af ministeren fastsatte forretningsorden for nævnet (bekendtgørelse 2017/131) § 8 er alene anført, at klager kan tilbagekalde klagen, og spørgsmålet er ikke overvejet i forarbejderne til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Derimod blev spørgsmålet overvejet ved ændring af lov om Naturklagenævnet ved lov 2012/580, der bl.a. tilsigtede en mere smidig sagsbehandling, idet det i forarbejderne til denne lovændring var anført: ”Når førsteinstansen modtager en klage til Natur- og Miljøklagenævnet, antages det, at førsteinstansen bør overveje, om oplysningerne i klagen giver grundlag for at genoptage sagen. Genoptagelse af en sag kan ske, hvis afgørelsen lider af retlige mangler, eller hvis der i forbindelse med anmodningen om genoptagelse - i dette tilfælde klagen – er fremkommet relevante oplysninger, som ikke forelå ved sagens afgørelse, og som må antages at ville have haft væsentlig betydning for sagens udfald. Finder førsteinstansen, at dette er tilfældet, har den mulighed for at genoptage sagen til fuld realitetsbehandling. Førsteinstansens mulighed for at ændre en afgørelse til skade for adressaten forudsætter adressatens accept, eller at der foreligger omstændigheder, der berettiger førsteinstansen til at tilbagekalde afgørelsen. Førsteinstansens mulighed for at ændre en afgørelse til skade for adressaten forudsætter adressatens accept, eller at der foreligger omstændigheder, der berettiger førsteinstansen til at tilbagekalde afgørelsen” (FT 2011-12, lovforslag nr. L 147). Da der ikke ses holdepunkter for, at disse mere principielle overvejelser skulle være fraveget med lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, er det nærliggende at antage, at de fortsat gælder, og i så fald var det forkert, da klagenævnet afviste, at kommunen kunne tilbagekalde dispensationen. Planklagenævnet følger i øvrigt samme praksis som Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. MRF 2021.18 Pkn, MRF 2021.377 Pkn og MRF 2022.131 Pkn. Den anden principielle kommentar vedrører den retlige status af forvaltningsplanen for flagermus, som der ofte henvises til i Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser, uanset at der ikke ses holdepunkt for, at forvaltningsplanen er retligt bindende, jf. uddybende kommentaren til MRF 2022.299 Mfk om forvaltningsplan for bæver.