MRF 2022.293
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 14. november 2022, j.nr. 21/09316
Genoptagelse af klagenævnets stadfæstelse i 2017 af påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3, om brugstider for kommunal kunstgræsbane, idet nævnet ikke havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af kommunens proportionalitetsvurdering som anført i Miljøstyrelsens kunstbanegræsvejledning fra 2018. Påbuddet blev herefter ophævet og hjemvist med henblik på fornyet stillingtagen til mulige støjdæmpende foranstaltninger og særligt opstilling af støjskærm.
Sagen angik en foldbanebane ejet af Herlev Kommune, som i 2016 blev omlagt fra græsbane til kunstgræsbane. Nord for banen var der åben-lav boligbebyggelse, hvor der efter Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser må være et maksimalt støjbidrag på 45 dB(A) i hverdage og 40 dB(A) om aftenen og i weekender. Støjberegninger viste, at de nærmeste naboer til kunstgræsbanen ville blive påvirket med en støjbelastning på op til 51 dB(A) svarende til en overskridelse på 11 dB(A) af Miljøstyrelsens grænseværdier for hverdage. Af støjnotatet fremgik videre, at etablering af støjskærm måtte forventes at have en begrænset virkning i forhold til støjbelastningen for nabobebyggelserne. Herlev Kommune meddelte i december 2016 påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3, til Herlev Kommune om, at støjen fra kunstgræsbanen skulle begrænses gennem vilkår om brugstider, herunder også tidspunkter for anvendelse af højtalere. Afgørelsen blev påklaget af en nabo, der bl.a. gjorde gældende, at undersøgelsen af støj var utilstrækkelig. Den 19. december 2017 stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet kommunens påbud (NMK-10-01176 – MAD 2017.506 Mfk). Nævnet henviste bl.a. til, at det af Københavns Kommunes rapport fra november 2007 om støj fra kunstgræsbanerne ved Kløvermarken (”Kløvermarksrapporten”) fremgår, at støj fra boldbaner erfaringsmæssigt opfattes mindre generende end støj fra virksomheden, så støjniveau på 50-55 dB(A) fra boldbaner også om aftenen og i weekender forekommer at være acceptabelt for de fleste naboer. Nævnet fandt endvidere, at Herlev Kommune havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af mulighederne for at gennemføre støjreducerende tiltag i overensstemmelse med erfaringerne fra Kløvermarksrapporten, og at boldbanerne herefter ikke gav anledning til uacceptable støjgener. I juli 2021 anmodede en gruppe omboende Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage behandlingen af klagesagen, idet de omboende anførte, at sagen havde fået et andet udfald, hvis Miljøstyrelsens vejledning om kunstgræsbaner fra 2018 havde været kendt på afgørelsestidspunktet, idet det af vejledningen bl.a. fremgår, at de i støjvejledningen fra 1984 anvendte grænseværdier også skal anvendes ved vurdering af støj fra kunstgræsbaner, og at et støjniveau på 50-55 dB(A) derfor ikke er acceptabelt. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) besluttede at genoptage sagen, da nævnet ikke i sin tidligere afgørelse havde foretaget en tilstrækkelig prøvelse af grundlaget for kommunens proportionalitetsvurdering af støjdæmpende foranstaltninger. Med henvisning til Miljøstyrelsens kunstgræsbanevejledning fra 2018 udtalte nævnet herefter, at de i sagen udarbejdede støjberegninger viste, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser i støjvejledningen fra 1984 var overskredet både i dag- og aftenperioden samt i weekenderne. Kunstgræsbanen gav derfor anledning til en væsentlig støjulempe, jf. miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3. Nævnet fandt efter fornyet gennemgang af det i sagen udarbejdede støjnotat, at beregningen var egnet til at danne grundlag for en vurdering af støjniveauet fra kunstgræsbanen. Med henvisning til kunstgræsbanevejledningen fandt nævnet, at der i tilfælde af væsentlige støjgener fra en kunstgræsbane skal foretages en undersøgelse af alle muligheder for støjdæmpende foranstaltninger, effekten af de forskellige tiltag samt omkostningerne forbundet hermed. I den konkrete sag fandt nævnet, at Herlev Kommune ikke havde foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af mulighederne for støjdæmpning, inden kommunen traf afgørelse om brugstider, hvilket var en væsentlig mangel. Nævnet lagde vægt på, at kommunen efter det oplyste ikke havde undersøgt omkostningerne ved at opstille en støjskærm, ligesom hverken omkostningerne eller effekten af lokal støjafskærmning ved støjbelastede boliger i området var undersøgt. På den baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelse fra december 2016 og hjemviste sagen til fornyet behandling, hvor kommunen med udgangspunkt i Kløvermarksrapporten og kunstgræsbanevejledningen skulle vurdere, hvilke tiltag der var proportionale for at nedbringe støjgenerne.
Kommentar: Det er overraskende, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i denne sag besluttede at genoptage en fem år gammel klagesag med henvisning til Miljøstyrelsens vejledning om kunstgræsbaner, der var blevet udstedt efter, at nævnet traf sin afgørelse. Uanset at nævnet i den genoptagne sag gentagne gange henviser til Miljøstyrelsens vejledning fra 2018, var vejledningen næppe i sig selv afgørende for sagens udfald, idet vejledningen gav udtryk for det åbenlyse, at kommunerne ved udstedelse af påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3, skal overholde proportionalitetsprincippet og i den forbindelse må foretage en tilstrækkelig oplysning af andre mulige støjdæmpende tiltag og omkostningerne forbundet hermed. I den oprindelige afgørelse i MAD 2017.506 Mfk havde nævnet dog rent faktisk vurderet, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af mulighederne for at gennemføre støjreducerende tiltag, herunder opstilling af støjskærm, og i dette lys forekommer grundlaget for nævnets genoptagelse af sagen med henvisning til en senere udstedt vejledning spinkelt.