MRF 2022.289
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. november 2022, j.nr. 22/00681
Ophævet Farum Kommunes indirekte afgørelse om, at byggetilladelse til skole ikke krævede VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21, da kommunen havde vedtaget en ny byggetilladelse.
Farum Kommune meddelte den 8. november 2021 byggetilladelse til opførelse af en skole, uden at der skete forudgående VVM-screening af projektet efter miljøvurderingslovens § 21. Denne indirekte afgørelse om, at byggetilladelsen ikke var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2 og derfor ikke krævede VVM-screening, blev påklaget af en forening. Foreningen gjorde bl.a. gældende, at byggetilladelsen krævede VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21, og da det ikke var sket, mente foreningen, at byggetilladelsen var ugyldig. Kommunen afviste, at byggetilladelsen krævede VVM-screening, og henviste til, at Byggeklageenheden var rette klageinstans. Kommunen anførte endvidere, at der var sket miljøvurdering af lokalplanen, og at Planklagenævnet i maj 2022 havde afvist klage over, at byggetilladelsen var i modstrid med lokalplanen (j.nr. 22/00692). Kommunen oplyste endvidere, at kommunen i juni 2022 havde meddelt en ny byggetilladelse, som erstattede den tidligere byggetilladelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at kommunen havde meddelt en ny byggetilladelse, hvorfor nævnet med henvisning hertil ophævede kommunens indirekte afgørelse om, at den tidligere byggetilladelse ikke var omfattet af miljøvurderingslovens § 21, men bemærkede, at der kan indgives ny klage over den nye byggetilladelse, som ligeledes var meddelt uden miljøvurdering, hvorefter nævnet vil tage stilling til, om betingelserne for klage var opfyldt.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til fire bemærkninger. For det første må Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævelse af den indirekte afgørelse tages som udtryk for, at den indirekte afgørelse i modsat fald var gældende, uden dette dog havde retlige konsekvenser, da den tidligere byggetilladelse var erstattet af ny byggetilladelse, og klagenævnet ikke kan prøve byggetilladelsens gyldighed. For det andet må afgørelsen dermed anses for en slags anerkendelse af, at der var truffet en indirekte afgørelse om, at byggetilladelse til skolebyggeriet kunne ske uden VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21, hvormed nævnet i relation til miljøvurderingsloven følger Planklagenævnets praksis som f.eks. MRF 2022.58 Pkn, mens nævnet i MRF 2022.295 Mfk afviste klageadgang over byggetilladelser som indirekte afgørelser i relation til naturbeskyttelseslovens § 3. I forhold til klage over disse indirekte afgørelser om, at der ikke er sket screening, skal man være opmærksom på, at efter miljøvurderingslovens § 19, påhviler det bygherren ved ansøgning om et projekt omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2 at indsende de oplysninger, der er anført i miljøvurderingslovens bilag 5. For det fjerde burde Miljø- og Fødevareklagenævnet nok have kommenteret kommunens henvisning til, at der var sket miljøvurdering af lokalplanen for byggeriet. En miljøvurdering af lokalplanen kan således ikke erstatte en screening af projektet efter miljøvurderingslovens § 21, som det udtrykkelig er fastslået af EU-Domstolen i sag C-295/10, jf. også miljøvurderingslovens § 6, men miljøvurderingen af lokalplanen kan naturligvis indgå som en oplysning i screeningen af projektet efter miljøvurderingslovens § 21. I forhold til byggetilladelsens gyldighed er det derimod uden betydning, om en screening efter § 21 vil føre til, at projektet ikke kræver VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 21. Endelig bør kommunerne være opmærksom på, at det ikke er muligt at anvende den tidligere praksis om, at en bygherre frivilligt indsender en miljøkonsekvensrapport, som herefter kan danne grundlag for kommunens miljøvurdering af en plan, da hjemlen hertil i den tidligere miljøvurderingslovs § 18, stk. 2, blev ophævet efter en åbningsskrivelse fra Kommissionen med lov 2020/2192. For projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, hvor projektherren ønsker at udarbejde en miljøkonsekvensrapport efter miljøvurderingslovens § 20, er fremgangsmåden således, at bygherren skal indsende ansøgning efter miljøvurderingslovens § 19, stk. 4, og at kommunen herefter træffer en VVM-screeningsafgørelse efter § 21, og denne afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som det f.eks. skete i MRF 2022.288 Mfk om VVM-screening af et boligbyggeri i Helsingør.