MRF 2022.288
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. oktober 2022, j.nr. 22/00738
Ophævet VVM-screeningsafgørelse fra 2021 om, at opførelse af to karrébygninger tæt på Helsingør Domkirke ikke kræver VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, da projektet var ændret, og kommunen den 13. juli 2022 havde truffet en ny VVM-screeningsafgørelse.
Sagen drejer sig om et byggeri af to karrébygninger på 2-4 etager på Kulpladsen ca. 50 meter fra Helsingør Domkirke og i kanten til Helsingørs historiske bykerne omfattet af lokalplan 1.159 fra 2017 om bebyggelse på Kulgrunden. I juni 2019 meddelte kommunen dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 19 om kirkebyggelinjen, hvilket nævnet stadfæstede i juni 2020. Helsingør Kommune traf den 28. oktober 2021 screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.b, om anlægsarbejder i byzone, men at projektet ikke var miljøvurderingspligtigt, idet det ikke kunne forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet. Screeningsafgørelsen blev den 25. november 2021 påklaget af Menighedsrådet for Helsingør Domkirke og den landsdækkende forening Kultur & Arv med anmodning om, at klagen blev tillagt opsættende virkning, da kommunen havde meddelt byggetilladelse, og projektet ville kunne forårsage uoprettelig skade på Helsingør Domkirke og omkringliggende bygninger, bl.a. fordi det var ukendt, hvilke konsekvenser projektets pæleramning og pilotering ville have for domkirken. Miljø- og Fødevareklagenævnet tillagde i delafgørelse af 6. juli 2022 klagen opsættende virkning (MRF 2022.204 Mfk). Under klagesagen indsendte menighedsrådet oplysning om prøveboringer af de geologiske lag samt oplysninger fra en af klager opsat pejleboring til belysning af projektets virkninger. Den 4. juli 2022 indsendte bygherren et revideret projekt, så der ikke skete nedramning af pæle, og den 13. juli 2022 traf kommunen VVM-screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at det ændrede projekt ikke krævede tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25. Kommunen mente derfor, at der kunne ses bort fra kommunens VVM-screeningsafgørelse fra oktober 2021, og bygherren bekræftede den 17. august 2022, at bygherren ikke ønskede at benytte screeningsafgørelsen fra 2021. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde i afgørelsen til grund, at det ansøgte projekt var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.b, og udtalte herefter, at kommunens screeningsafgørelse af 28. oktober 2021 ikke længere var aktuel, men at der verserede en anden klagesag over kommunens screeningsafgørelse af 13. juli 2022, og at der i denne sag ligeledes var anmodet om opsættende virkning af klagen. Idet klagenævnet ikke havde kompetence til at afgøre, om kommunen havde tilsidesat sin tilsynspligt, traf Miljø- og Fødevareklagenævnet herefter afgørelse om at ophæve kommunens VVM-screeningsafgørelse af 28. oktober 2021.
Kommentar: Det må undre, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i afgørelsen i hovedsagen forbigik, at nævnet knap tre måneder tidligere havde tillagt klagen opsættende virkning (MRF 2022.204 Mfk). Den retlige virkning af klagenævnets endelige afgørelse i klagen over VVM-screeningsafgørelsen fra 2021 var derfor, at nævnet ophævede den opsættende virkning i nævnets afgørelse fra juli 2022, hvormed den tidligere afgørelse ikke har betydning for, om klage over VVM-screeningsafgørelsen af det ændrede byggeprojekt skal tillægges opsættende virkning. Dette må dog så tages som udtryk for, at den påklagede screeningsafgørelse fra oktober 2021 er gyldig, indtil andet er bestemt, og at klager over VVM-screeningsafgørelser dermed ikke kan afvises, fordi et projekt er opgivet, men kræver en formel ophævelse, hvormed unødig tvivl om retsstillingen tillige undgås.