MRF 2022.270
Østre Landsrets dom af 26. oktober 2022, 19. afd., sag BS-28594/2021-OLR
(Lone Kerrn-Jespersen, Kåre Mønsted og André Dybdal Pape (kst.))
A og B (adv. Nikolaj Kjær v/adv. Casper Emil Christensen) mod Planklagenævnet og Frederiksberg Kommune (adv. Eva Daniella Gabris, for begge)
Ikke grundlag for at underkende Planklagenævnets stadfæstelse af Frederiksberg Kommunes afslag på at ændre nyopført villas status fra enfamilieshus til tofamilieshus på baggrund af påbud efter planlovens § 43 om håndhævelse af privatretlig servitut. Kommunen ikke rette sagsøgte for de spørgsmål, som Planklagenævnet havde taget stilling til, og kommunen havde ikke tilsidesat lighedsgrundsætningen.
Baggrunden for sagen var, at A og B i 2017 havde erhvervet en ejendom på Frederiksberg. Ejendommen var omfattet af en byplanvedtægt fra 1975, hvor bl.a. var anført, at der på ejendomme i dette område kun må opføres bebyggelse i overensstemmelse med påhvilende servitutter. På ejendommen var i 1943 tinglyst en privatretlig servitut med Frederiksberg Kommune som påtaleberettiget, hvorefter der kun må opføres en beboelsesbygning for én familie på ejendommen, og lignende servitutbestemmelse var tinglyst på 58 andre ejendomme. Efter ansøgning meddelte kommunen i 2018 byggetilladelse til at opføre en beboelsesejendom, hvor der var to køkkener. I november 2018 ansøgte A og B om dispensation efter planlovens § 19 fra byplanvedtægten og om tilladelse til at fravige den privatretlig servitut, så beboelsesejendommen fik status som tofamilieshus. I februar 2019 meddelte kommunen efter varsel afslag på at dispensere fra byplanvedtægten og meddelte samtidig forbud efter planlovens § 43 mod at konvertere ejendommen til tofamilieshus. A og B påklagede afgørelsen til Planklagenævnet, der traf afgørelse den 18. december 2019 (j.nr. 19/04089) om ophævelse af kommunens afslag på dispensation efter planlovens § 19 med den begrundelse, at en servitut ikke er en del af en byplanvedtægt, selvom der henvises til den, da indholdet af servitutten ikke har været undergivet den offentlighedsfase, som skal gennemføres i forbindelse med vedtagelsen byplanvedtægter. I forhold til byplanvedtægten var forholdet derfor umiddelbart tilladt. Derimod fandt Planklagenævnet ikke grundlag for at underkende kommunens forbud efter planlovens § 43, idet nævnet afviste, at det kunne tillægges betydning, om området havde ændret karakter. A og B anlagde herefter sag mod Frederiksberg Kommune og Planklagenævnet. Over for kommunen påstod A og B bl.a., at kommunen havde pligt til at registrere ejendommen som tofamilieshus, og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at forbuddet efter § 43 var uhjemlet og i modstrid med lighedsgrundsætningen, da kommunen havde accepteret, at der på to andre ejendomme omfattet af tilsvarende servitutbestemmelse blev indrettet tofamilieshus, samt at A og B havde berettigede forventninger om opførelse af et dobbelthus som følge af kommunens byggetilladelse til to køkkener. Overfor Planklagenævnet påstod A og B, at afgørelsen var ugyldig. Planklagenævnet og kommunen påstod frifindelse, og kommunen gjorde bl.a. gældende, at kommunen ikke var rette sagsøgte. Byretten fandt ikke grundlag for at underkende Planklagenævnets afgørelse om, at kommunen havde en aktuel planlægningsmæssig interesse i at håndhæve servitutten, idet nævnet ikke havde taget stilling til, om påbuddet var i modstrid med lighedsgrundsætningen. Byretten afviste, at kommunen var rette sagsøgte i forhold til de spørgsmål, som Planklagenævnet havde afgjort, og fandt herefter, at det ikke var godtgjort, at kommunen havde tilsidesat lighedsgrundsætningen, hvorfor kommunen ligeledes blev frifundet. A og B ankede til landsretten, der indledningsvis lagde til grund, at de retlige spørgsmål, der er prøvet og afgjort af Planklagenævnet, ikke kan gøres gældende over for Frederiksberg Kommune, og at de spørgsmål, som Planklagenævnet ikke har taget stilling til i sin afgørelse, tilsvarende ikke kan gøres gældende over for Planklagenævnet, men kan gøres gældende over for kommunen. Herefter stadfæstede landsretten frifindelsen af Planklagenævnet med byrettens begrundelse, mens landsretten i forhold til kommunen lagde til grund, at det var en fejl, at kommunen ved sagsbehandling af to andre ansøgninger ikke var opmærksom på de privatretlige servitutter, men at der ikke med afgørelserne var tilsigtet en ændret praksis, hvorfor kommunens forbud efter planlovs § 43 var gyldigt.
Kommentar: Dommen giver sammen med Planklagenævnets afgørelse anledning til tre bemærkninger. For det første tydeliggør Planklagenævnets afgørelser, at en henvisning i en lokalplan til en privatretlig servitut ikke kan sidestilles med en lokalplanregel, og at håndhævelse af servitutten derfor kun kan ske efter planlovens § 43. For det andet må det tiltrædes, at ændrede forhold ikke betyder, at en privatretlig servitut er bortfaldet i forhold til § 43, hvorved bemærkes, at en prøvelse af, om der foreligger interessebortfald, næppe kan ske ved afgørelser efter planloven, men må ske ved selvstændigt sagsanlæg fra ejeren af den tjenende ejendom mod den påtaleberettigede. Da det er en forudsætning for at meddele forbud efter § 43, må spørgsmål om servituttens eksistens og rækkevidde dog i en vis udstrækning kunne prøves som et præjudicielt spørgsmål under en planlovssag. For det tredje kan landsrettens præmisser om rette sagsøgte give anledning til problemer. Problemet er, at Planklagenævnet ved prøvelse af klager over afgørelser efter planloven er omfattet af officialprincippet, uanset om prøvelsen er begrænset til retlige spørgsmål. Dette ændrer dog ikke ved, at Planklagenævnets undersøgelsespligt er begrænset, og at nævnet derfor ikke af egen drift skal undersøge forhold, som ikke kan anses relevante efter klagens indhold, og at det er i overensstemmelse med landsrettens dom i U 2008.2793 H, at retten afviste, at prøve denne indsigelse. I U 2008.2793 H forelå spørgsmålet ikke for Højesteret, sml. MRF 2022.265 Ø med kommentar. Hvis sådanne særlige omstændigheder rejses under en efterfølgende sag mod Planklagenævnet og kommunen, kunne en anden udvej være, at Planklagenævnet af egen drift genoptager sagen med henblik på at vurdere, om de nye oplysninger giver anledning til en ændring af Planklagenævnets afgørelse. Dette ville næppe have ført til et andet resultat i denne sag, men herved sikres, at der kun er én sagsøgt.