MRF 2022.269
Østre Landsrets kendelse 17. oktober 2022, 19. afd., sag BS-32317/2022-OLR
(Benedikte Holberg, Rikke Skovby og Stine Fink Hansen (kst.))
Hjertensfryd Invest ApS (selv) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Søgsmål mod Miljø- og Fødevareklagenævnet afvist, da søgsmålsfristen var overskredet med 1 år og 11 måneder. Ikke tillagt betydning, at sagsøgeren inden fristens udløb havde anlagt sag mod Kystdirektoratet, som i MRF 2021.295 Ø var blevet afvist, da direktoratet ikke var rette sagsøgte.
Den 5. september 2018 traf Kystdirektoratet afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til en hæk inden for strandbeskyttelseslinjen på A ApS’ ejendom. A ApS påklagede afslaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet og anlagde samtidig retssag mod Kystdirektoratet af hensyn til søgsmålsfristen på 6 måneder i naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Efter at være vejledt om, at der ville løbe en ny frist efter nævnets afgørelse, hævede A ApS retssagen mod direktoratet. Den 29. maj 2019 stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets afgørelse. A ApS anlagde herefter den 26. november 2019 på ny sag mod Kystdirektoratet med påstand om bl.a., at direktoratets afgørelse af 5. september 2018 skulle ophæves. Ved dom af 27. oktober 2020 afviste Retten i Odense sagen, idet Kystdirektoratet ikke kunne anses for rette sagsøgte, da det var klagenævnets afgørelse, der skulle indbringes for domstolene. Ved dom af 23. august 2021 stadfæstede Østre Landsret dommen (MRF 2021.295 Ø). Herefter udtog A ApS den 6. november 2021 stævning mod Miljø- og Fødevareklagenævnet med påstand om, at nævnets afgørelse af 29. maj 2019 var ulovlig, subsidiært at sagen skulle hjemvises, idet A ApS navnlig henviste til, at Kystdirektoratet ikke havde foretaget tilstrækkelig partshøring. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod afvisning med henvisning til, at søgsmålsfristen i naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1, var overskredet. Byretten, der udskilte afvisningsspørgsmålet til særskilt behandling, bemærkede, at det reelle formål ved A ApS’ sagsanlæg var at opnå en anden afgørelse end den, der fremgik af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. maj 2019. Da søgsmålsfristen ikke var overholdt, og der ikke i øvrigt forelå omstændigheder, der gav grundlag for en tilsidesættelse af fristen, afviste byretten sagen. A ApS ankede dommen til landsretten, der besluttede at fremme sagen som et kæremål, jf. retsplejelovens § 369, stk. 3, og § 391, stk. 3. Landsretten stadfæstede byrettens dom med en bemærkning om, at sagen var anlagt mere end 1 år og 11 måneder efter søgsmålsfristens udløb, hvorfor søgsmålsfristen ikke var overholdt.